Den stærke mand

Demokrati er kun for tøsedrenge og 12-talspiger. Nedslidte machomænd og deres hjemmegående hustruer foretrækker de store ledere: Den stærke mand. Ja, tiderne skifter.

Præsident Recep Tayyip Erdoğan er langt fra alene, og Tyrkiets vej tilbage til sultanatets dage er derfor heller ikke så dramatisk, som man umiddelbart kunne tro, når man pludselig opdager, at to tredjedele af de tyrkisk-stemmeberettigede her i Danmark støtter et direkte anti-demokratisk projekt. Båret frem af de svageste vælgere – typisk uden for storbyerne, med traditionelle værdier og med faldende indtægter – vinder stærke mænd i disse år frem ved stadig mere ufrie valg.

Demokratiske frihedsværdier er på hastig retræte i en kædereaktion af lande. Et spøgelse går gennem Europa, det autoritære spøgelse. Opbakningen til Tyrkiets præsident Erdoğan og hans succesfulde forsøg på autoritær magtkoncentration er således langtfra enestående: ”Tillykke,” lød det i telefonen fra ‘The Donald’ i Det Hvide Hus.

Overalt i Vesten og langs grænsen til Europa synes et sug mod den gamle, autoritært topstyrede totalstat – og en ny bevægelse væk fra demokrati, retsstat og det åbne samfund – at skylle gennem det frustrerede vælgerhav.

De kortest uddannede, de ældste og de mest kultur-konservative stemmer på antimoderne kandidater og partier, som lover at ville bremse udviklingen. Resultatet ved folkeafstemningen i Tyrkiet følger et typisk mønster: Vælgerne i de største byer, Istanbul, Ankara og Izmir, stemte nej til den forfatningsændring, som nu rykker Tyrkiet væk fra familien af demokratiske nationer. På præcis samme måde vandt Donald Trump frem i udkanterne blandt dem, der føler sig klemt, glemt og forstemt – og som ikke længere gider høre på så meget kvindagtig sniksnak.

I Istanbul, Ankara og Izmir er vælgerne yngre, mere sekulære og veluddannede, men de udgør (endnu) ikke et så overvældende flertal, at de kan stå imod præsidentens bøllemetoder og valgfusk. Derfor må de unge, de veluddannede og de sekulære nu acceptere, at også Tyrkiet glider tilbage til en førdemokratisk tilstand, hvor individets rettigheder og basale borgerrettigheder indskrænkes mærkbart. Modstanden mod Erdoğan-regimet er dog solid og fik med opbakning fra hele 48,6 procent af stemmerne markeret, at forfatningskampen skærer lige gennem Tyrkiet – mellem retro-traditionalisterne og metro-kosmopolitterne.

Samme skillelinje er ved at splitte resten af Europa, mest ildevarslende i EU-landet Ungarn, hvor premierminister Viktor Orbán længe har formået på systematisk vis at rulle det åbne folkestyre tilbage til fordel for et ‘indskrænket demokrati’. I Polen styrer Lov og Retfærdighed-partiet (PiS) med hårdere og hårdere hånd. Med inspiration fra Ruslands præsident Putins krigeriske autoritarisme spreder sig i disse år en politisk strømning, som hverken kan forstås med opdelingen i højre og venstre eller ved at reducere gennemslagskraften til plat populisme.

Den nye autoritarisme er først og fremmest kendetegnet ved at være dels anti-pluralistisk i sin nedkæmpning af kritik og dels nationalromantisk i sit forsøg på at genrejse tidligere tiders magtfigurer: I Tyrkiet vil Erdoğan være sultan, i Rusland vil Putin være den nye zar og i Ungarn drømmer Orbán om at blive kejser i et virtuelt østrig-ungarsk dobbeltmonarki. Og hvad endnu mere skørt er, så vinder dette jordslåede storhedsvanvid altså udbredt opbakning blandt millioner og atter millioner af vælgere i Europa og omegn.

Alt ville være lettere, hvis Erdoğan blot kunne afskrives som en eksotisk sabelkriger på den anden side – derude i Orienten og Langbortistan. Og hvis de herboende tyrkere, som støtter anti-demokratiet, bare kunne ‘rejse hjem’, som flere folketingspolitikere har foreslået. Men den barske virkelighed er, at suget mod autoritarisme rækker langt videre. Den stærke mand er også populær blandt gammeldanskere, Sverigedemokraterna og Marine le Pens vælgere. Autoritarismen er en del af os selv.