Rotter og litterær udskamning

Nogle friske fyre ude på den københavnske Vestegn fik i går en idé, der skulle gøre dem kendte i hele Europa i et døgns tid. At tage fire døde rotter med på et fodboldstadion til en kamp mellem Brøndby og FCK er måske ikke verdens mest originale idé, men nogle gange skal der mindre til end det, og det var i hvert fald nok til at sætte brand i de sociale medier hen over kontinentet, da de efter mere end en times spilletid havnede på banen ved et hjørnespark til FCK. Hjørnet lå op mod Brøndbyfan-gruppen Southsides tilskuerafsnit, og for fødderne af FCK’s Ludwig Augustinsson lå der pludselig fire døde rotter. Augustinsson tog det nu ret roligt og sparkede den ene ud af banen, mens en kontrollør brugte de bare nævner til at smide de andre ud.

Det virker måske lidt middelalderligt sådan at kaste med rotter, men det trænede øje vil dog kunne se, at der ikke var tale om den udbredte og forhadte brune rotte (Rattus Norwegicus), men derimod hvad der umiddelbart kunne ligne tamrotter, der formentlig skulle have været brugt som madding til større krybdyr – komodovaraner, pytonslanger og den slags. Nogle Brøndby-fans har forsøgt at nedtone løjerne ved for eksempel at gøre opmærksom på, at rotterne egentlig var rettet mod Nicolai Boilesen, og hvis bare de havde ramt ham, ”kunne flere nok have set det humoristiske i det”, som en fan skrev på klubbens debatforum med en underforstået henvisning til, at Boilesen jo var ungdomsspiller i Brøndby, men i dag (efter en del år i Ajax) er blevet FCK’er. Boilesen er altså det, man på tribunerne kalder en klub-luder, men vi kan da godt sige klub-sexarbejder. På den officielle Brøndyside blev rotterne kaldt ”kasteskyts”.

Vi har altså her at gøre med en ret klar udskamning af nogle fodboldspillere. En dehumanisering om man vil. Jeg er ikke sikker på, at forbindelsen er der, men det rumlede nu alligevel i baghovedet, da jeg i går så en om ikke middelalderlig, så i hvert fald lidt barnlig debat om det danske litterære miljø i det fine, fine nyhedsprogram Deadline på DR2. På baggrund af en nogle måneder gammel artikel i Dagbladet Information fik man sig en rask lille debat i studiet om det at være uden for eller med i det gode selskab. Man forstod hurtigt, at det gode selskab var en forholdsvis lille flok forfattere, som kendte hinanden, og som holdt folk uden for det selskab, hvis de ikke passede ind. I studiet var litteraturforsker Mette Høeg, der for et par år siden fik sig lidt et navn på at kalde danske kvindelige forfattere navlepillende; tidligere vikarierende litteraturredaktør i nogle måneder på Weekendavisen, i dag debatredaktør, Søren Villemose og forfatteren Merete Pryds Helle, der for nylig har modtaget De Gyldne Laurbær.

Søren K. Villemoes og Mette Høeg beskylder nogle (andre end sig selv) for at være en del af et lukket litterært miljø. I debatten nævner Villemoes således det meget lille forlag Gladiator og Forfatterskolen som dem, der er inde, mens han selv og Mette Høeg tilsyneladende er ude. Som sagt skete debatten på baggrund af et ældre interview med forfatteren Christina Hagen, hvor hun sagde, at hun havde racistiske tanker og godt kunne lide ”store pikke”. På den baggrund (forklarede hun selv) havde nogen skrevet, at de var uenige på Facebook. Det fremgik ikke, om hun generelt havde svært ved at komme til orde eller få udgivet sine ting på grund af sine synspunkter, men siden hun netop er udkommet med sin velanmeldte debutroman (der næppe har solgt mere end 500 eksemplarer) og altså nu optrådte i Deadline (og før det Information, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, DR og TV2) må man konkludere, at det ikke er tilfældet. Hun er altså ‘indenfor’ i et eller andet miljø, der ikke tæller digteren Asta Olivia Nordenhof, for hun har nemlig skrevet på Facebook, at hun var uenig med hende. Men det må være det miljø, som Asta Olivia Nordenhof repræsenterer, som Villemoes og Høeg så forfærdelig gerne vil være en del af, trods miljøets ret lave offentlige gennemslagskraft. Det må være det, de definerer som særligt fint eller rart at blive set af, for de har ikke selv problemer med hverken gennemslagskraft eller anerkendelse. Søren Villemoes er redaktør på Weekendavisen, som må siges at have langt mere indflydelse på litteraturen og den offentlige debat end en digter som Asta Olivia Nordenhof, men alligevel føler han ikke rigtig, at hans magt har legitimitet. Hvorfor fremgår ikke. Bliver han ikke inviteret til deres fester, taler de mon grimt om hans hår eller hans politiske holdninger, og har han svært ved at kapere det?  Det ligner mere et socialt og personligt problem end et litterært, og det samme kunne man sige om Mette Høeg, der har haft sit eget radioprogram og i øvrigt af og til sidder i Deadline-studiet og alverdens andre medier. Retfærdigvis skal det dog siges, at Mette Høegs sag er speciel, da hun af uklare årsager nærmest blev bedt om at gå fra Københavns Universitet, hvor hun forskede, før hun blev ansat på Kings College i London, og er det sket på en politisk baggrund, er det naturligvis helt forkasteligt og et regulært problem.

Nå, men som sagt er jeg ikke helt sikker på, at sammenhængen er der, men jeg kan konstatere, at FCK’s Ludwig Augustinsson har nemmere ved at acceptere at være skydeskive for rotter, end Søren Villemoes har det med, at nogen ikke vil have ham med til fest, eller hvad det nu er, han er ked af.

”Det var lidt ulækkert, men jeg var bare glad for at kunne lægge et ok hjørne,” forklarede den kølige svensker efter episoden, som den tidligere professionelle fodboldspiller Martin Jørgensen tog lidt mere anstød af:

”Det hører slet ikke hjemme. Jeg har selv oplevet, at der kom toiletkummer ind på stadion. Men døde rotter …  Der går grænsen, og den går også et stykke før døde rotter,” som han sagde fra sin kommentatorboks.