Æstetikeren

Åh, at være 15 år! Kan du huske det? At sidde i klasselokalet, at mærke hormonerne suse igennem kroppen, lade drømmene løbe løbsk og ikke bekymre sig om fremtiden. Måske viser skolelærerinden en lille smule kavalergang. Ikke meget, men du er 15, så det er mere end nok til at vække din interesse. Hun ser jo egentlig ret godt ud.

Jo jo, hun er meget ældre end dig, men det pirrer næsten bare din nyfundne seksualitet endnu mere. Tænk, om man kunne løbe væk med sin skolelærerinde. Som i en dårlig film. Løbe væk med hende, blive gift og så en dag blive præsident af Frankrig! Ej, ok, vi havde alle urealistiske drømme, da vi var 15, men det her er sgu alligevel for dumt.

Måske er det en særegenskab ved Macron, at han ikke har den lille stemme i hovedet, der siger, ”ej, det her er sgu alligevel for dumt”. Hvis den var i hans hoved, da han som en ung knøs på 15 fik en ny fransklærerinde, så lyttede han i hvert fald ikke til den. Macron forelskede sig i den kvinde, der skulle lære ham at sætte kommaer og analysere digte. Da Macron var 17, blev de kærester. Dengang var hun 41. I dag er hun 63 og ser ud til snart at kunne flytte ind i præsidentpaladset med sin gamle elev.

Brigitte Trogneux bliver sandsynligvis Frankrigs næste førstedame.

Der er nok mange, der godt kunne tænke sig et par tips til, hvordan man bærer sig ad med den slags. På en grå dag kan man da godt sidde og ærgre sig lidt over, at man ikke slap af sted med ham eller hende den søde skolelærer, og at man ikke umiddelbart har udsigt til at blive præsident i et større europæisk land. Hvordan gør han, ham Macron?

Kierkegaards guide til succes

Nu er selvhjælpsbøger generelt noget bras, men vil man alligevel have noget, der minder om en guide til Macrons succes, så er litteraturen et godt sted at starte.

En del af præsidentkandidatens hemmelighed finder vi i danske Søren Kierkegaards Enten – Eller. I første bind, Enten, hører vi om Æstetikeren. Æstetikeren er en helt særlig type. En person, der er drevet af nydelse og skønhed. En charmør med sans for forførelsens kunst, men også en flakkende og ubeslutsom fyr, der ikke hviler i sig selv og gang på gang tager en ny maske på for at være en anden – måske fordi han slet ikke har noget ansigt selv?

Kierkegaard er kendt for at være lidt af en polemiker, og hvis den sande og rendyrkede Æstetiker virkelig findes derude, så er det nok ikke Macron. Men Macron har uden tvivl noget af Æstetikeren i sig.

Macrons liv vidner i den grad om en mand, der er rodløs og hele tiden på jagt efter noget andet og noget mere. Han har så mange talenter, at det ikke har været nok for ham at lade et enkelt af dem definere ham. I stedet har han famlet videre og hele tiden forsøgt sig med noget nyt – i en evig jagt på det nye og det skønne.

Macron kunne have været pianist. Han begyndte som 6-årig på konservatoriet i sin hjemby Amiens, vandt priser samme sted, fik som økonomiminister øgenavnet ‘Élysée-palæets Mozart’ og skulle efter sigende være på niveau med professionelle koncertpianister.

Macron kunne have været filosof. Han læste filosofi på universitetet i Paris, specialiserede sig inden for politisk filosofi og fænomenologi og var assistent for en af Frankrigs kæmper inden for feltet, nemlig Paul Ricæur.

Han kunne have været embedsmand. Han færdiggjorde en Master i Public Affairs på SciencePo i Paris og studerede herefter på l’ENA, der forbereder de studerende til embedsværket. Undervejs var han i praktik på ambassaden i Nigeria og arbejdede senere i Økonomiministeriet.

Macron kunne have været bankmand, han kunne have været økonomiminister, han kunne blive Frankrigs næste præsident. Nu bliver han måske det hele – uden rigtig at have været noget af det.

Hvad Macron derimod er med sikkerhed, er en mester ud i kunsten at forføre. Det er den anden egenskab, han deler med Æstetikeren, og det var sådan, han løb af sted med den smukke skolelærerinde og måske snart løber med det smukke Frankrig.

Når Æstetikeren forfører, er det ikke blot for at vinde en kvinde. Han forfører (også) for forførelsens egen skyld. Forførelsen er ikke noget, der bare skal overstås, men nærmere noget der skal trækkes i langdrag og nydes. Forførelsen er nærmest systematiseret – aldrig tilfældig.

Sådan er det vist også hos Macron. I hvert fald var han noget mere sofistikeret ud i forførelsens kunst end de fleste andre teenagere. Hans hemmelige våben er det, der også er ved at sikre ham valgsejren i Frankrig: Hans fantastiske evne til at formulere sig.

En artikel i den franske avis Le Monde har lidt spydigt kaldt Macron for Monsieur Superlatif, fordi han bruger så mange tillægsord. Superlativer er dog ikke kun brugbare, når man skal tale i en valgkamp. De var også brugbare i Brigitte Trogneuxs klasselokale. Macrons gamle klassekammerater fortæller til avisen Le Parisien, at hans sproglige genialiteter gjorde ham til lidt af en dengse hos Brigitte. Hun læste altid hans digte op i klassen.

Det forførte Frankrig

På et tidspunkt blev Macron sat til at skrive et teaterstykke med Brigitte. De skulle skrive på det sammen hver fredag. Efter stykket var skrevet færdig, besluttede de sig for at forlænge de ugentligt seancer ved også at forberede opsætningen af stykket. Det var blot en af mange dårlige undskyldninger. Som Macron selv skriver i bogen Révolution: ”Det blev et påskud. Vi kunne snakke om alt.”

I et interview hos Paris Match fortæller Brigitte, hvordan de ugentlige møde gjorde dem tættere og tættere. De kunne begge mærke, at de var ved at falde i, hvor de måske ikke kunne bunde. Da Macron blev 17, sagde han til Brigitte, at han ville giftes med hende uanset hvad. Han blev sendt til Paris af forældrene for at læse sidste år af gymnasiet. Hun blev skilt og fulgte efter.

Hos Kierkegaard hedder forføreren Johannes og ikke Macron. I Forførerens dagbog læser man om Johannes, der forfører pigen Cordelia blot for at forlade hende igen. Når først forførelsen er ovre, er Cordelias mystik væk. Hun er ikke interessant mere. Men Macron forlod ikke Brigitte, da hun var stukket af med ham til Paris. Problemet er bare, at det ikke kun er Brigitte, der er faldet for Macrons charme. Lad os håbe, at Macron heller ikke som præsident vil forlade et forført og forelsket Frankrig.