Kiefer gaffen guffen på Papirøen

Den store tyske kunstner Anselm Kiefer (f.1945) er igen aktuel i Danmark. Før påske åbnede det midlertidige udstillingssted Copenhagen Contemporary på Papirøen i København dørene for installationen For Louis-Ferdinand Céline: Voyage au bout de la nuit. Det drejer sig om fire gigantiske malerier (op til 6,6 x 11,4 meter) og fire flyskulpturer i bly. Det er sager, som vist normalt ikke forlader hans 35.000 kvadratmeter store atelier i Croissy-Beaubourg 25 kilometer vest for Paris. Ja, 35.000 kvadratmeter. Kiefer er ikke bare en succesfuld kunstner, han er også ekstremt velhavende. Lokalet, værkerne står i hos Copenhagen Contempory, er ellers også stort – 1.500 kvadratmeter.

Sine flyskulpturer har han gået og bakset med siden 1980’erne, og som Copenhagen Contemporary formulerer det, er de ”ladet med allegoriske betydninger” og indgår ”i samspil og dialog” med malerierne, som ”indarbejder referencer til en række fotografier, som maleren tog under en rejse i Gobi-ørkenen i 1993, og til en scene i den østrigske forfatter Ingeborg Bachmanns roman Der Fall Franza (1955), hvor titelpersonen søger trøst og lindring i ørkenens øde med tragiske konsekvenser.”

Det lyder måske ikke særligt tillokkende, hvis man er loren ved litterært feinschmeckeri i billedkunsten. Og det minder også om noget, New York Magazines kunstkritiker Jerry Saltz skrev om Anselm Kiefer for nogle år siden:

”Det er svært at forestille sig en kunstner, som er mere ude af sync med det, der sker lige nu, end 1980’ernes store kahuna, en kunstner, som hovedsageligt taler med de døde poeter, som er repræsenteret i hans arbejde”, en tysk kunstner, ”som for nylig bemærkede, at han har viljen til at ‘at gå hele vejen til enden for at lede efter selve tingen’. Så uironisk, ucool, alvorstynget, ildevarslende, stor og seriøs er Anselm Kiefer, at det nærmest er dårlig etikette at kunne lide hans arbejde.”

Men, men. Hvis man er typen, der helst skal kunne lide personen, mennesket, bag kunstneren, for at kunne lide vedkommendes kunst, så skal man prøve at finde journalisten Kjeld Hybels fremragende interview med Kiefer i Politiken fra 2010. Her beskriver Hybel, hvordan kunstneren er klædt i sort lige fra sokkerne til kasketten, men at mandens bedemandsagtige dysterhed bliver piftet op af hans sandaler, der minder om sol og saftevand. Selve interviewsituationen begynder ikke så godt for Hybel. Kiefer virker ”uoplagt og smågnaven”, men det er godt nyt for læseren, for det ville de færreste interviewere turde skrive, da man jo også gerne vil tækkes kunstneren og udstillingsstedet. Kiefers kone, som også er klædt i sort, har sat sig et par meter væk med ryggen til, ”så det ikke ser ud, som om hun lytter”.

Men det gør hun, viser det sig senere. For ligesom at få hul på samtalen spørger Hybel Kiefer, om ikke det kan blive for meget ”med alle de ord og teorier”. Det er kunstneren uenig i. ”Det er godt at have det intellektuelle med,” siger han, et kunstværk er bedst, når det ”består af følelse, intellekt og vilje”.

Gennembruddet i interviewet, som er et helt lille kunstværk i sig selv, kommer, da journalisten siger, at der ikke lader til at være skyggen af morskab i kunstnerens billeder, og direkte spørger, om han er ”lige så sort, som dine værker antyder”. Endelig ler Kiefer: ”Overhovedet ikke. Der er meget andet end dysterhed i mine billeder. Jeg er faktisk en meget sjov person.”

Da Kiefers kone nu slipper en latter løs, stadig uden at vende sig om, ved vi, at der er noget om snakken. Herfra tager det en endnu mere herlig drejning, da Hybel får kunstneren til at indrømme, at han faktisk malede ad helvede til, da han var yngre. Det fortsætter:

Hvornår lærte du så at male?

”Det har jeg aldrig rigtig lært …”

Du laver sjov med mig!

”Nej, jeg har stadig problemer … Jeg kan for eksempel ikke finde ud af at tegne en hest, når børnene beder mig om det.”

Alt det er godt at tænke på, når man går ind for at se udstillingen hos Copenhagen Contemporary, for det bør man, og det synes de forskellige avisers anmeldere også, at man skal, og de vrider hjernen for at få det sagt på den rigtige måde.

I Kristeligt Dagblad skriver Lisbeth Bonde, at flyene ”fremstår som forvitrede ruiner, som var der tale om rigtige, nedstyrtede fly, der har ligget på havbunden i årtier, eller som er blevet efterladt i junglen og langsomt er blevet overlejret af naturen”. Men de rummer et paradoks: ”For på grund af deres uhyre vægt ville de naturligvis aldrig kunne lette. De er en del af Kiefers dystopiske symbolsprog, som han fremmaner igen og igen for at minde os om den altid lurende krigs rædsler.”

I Jyllands-Posten kalder anmelder Tom Jørgensen udstillingsstedets kæmpemæssige totalinstallation for ”overvældende og på mange måder knugende”. Men, tilføjer han, ”den er ikke uden håb. Slyngende sig omkring flyene og bredende sig over lærrederne ser vi visne solsikker og solsikkefrø. Skønt blomsterne er døde, ved vi, at frøene bærer nyt liv med sig. Midt i den apokalyptiske ørken ligger spirene til en mulig fremtid”.

Det er rigtigt med de blomster og de solsikkefrø. Men når man selv står midt i udstillingsrummet og forsøger at frigøre sig fra styrende katalogtekster og alt det, som ambitiøse kunsthistorikere for længst har formuleret og skrevet om Anselm Kiefer, så går det op for en, at det også have været en opløftende udstilling uden frø og solsikker.

Jovist, der er da noget apokalyptisk over store, forstenede fly, der ikke kan lette. Der er noget apokalyptisk over enorme malerier af sand og ørken, så langt øjet rækker (og i øvrigt malerier med så mange lag maling, at det må have været en kraftanstrengelse af gammeltestamentlige dimensioner at lave dem). Men selv uden frø og blomster hensætter flyene og malerierne én i en tilstand af – om ikke lettelse, så samme følelse, som når man kigger på nyere fotos fra den radioaktive no go-zone omkring Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine, der brød sammen i 1986: Man ser, at blomsterne kommer frem. Træerne gror stadig. Naturen klarer den på nye præmisser uden os, menneskene. Uden menneskeheden. Det er da noget af et ansvar, der bliver taget af ens skuldre.

Og her gik vi og troede, at vi var uundværlige.

Copenhagen Contemporary: Anselm Kiefer, 2. april til 6. august 2017