Danskerne hamstrer voldsomt op til storkonflikten. Koelemontrerne blev på ingen tid ribbet for al mælk og gær.
Har du brød? Så gør dig klar til skuespillet: For præcis 12 timer siden lukkede afstemningen – og resultatet offentliggøres først i morgen, 20. april. Lige nu er spændingen derfor maksimal. ‘Om hvad?’ tænker du måske. Om det mest dramatiske, der kan ske på det danske arbejdsmarked i år, såmænd: Over 500.000 privatansatte arbejdere kan pludselig gå i storstrejke, hvis det er lykkedes for den energiske nej-kampagne at mobilisere et flertal imod den nye overenskomst. Vreden er intens blandt de rødeste fagforeningsfolk.
Omvendt håber pragmatikerne, at påskeferien har dæmpet kampånden og spredt agitatorerne for vejr og vind, og at afstemningen derfor vil ende som de sidste mange gange, med et klart ja. I 2014 stemte 80,2 procent således ja. Men nej-siden har kredset om fire kritikpunkter, som har fået opbakning fra mange i en tid, hvor dansk erhvervsliv tjener gode penge.
Første nej-argument er, at lønstigningerne er alt for ringe. Ganske vist rummer overenskomsten for første gang siden finanskrisen en reallønstigning, men en stigning på ca. to procent over tre år er dumpet. Sidste år havde de private virksomheder her i Danmark et historisk overskud på op mod 250 mia. kr. og alene siden nytår er der blevet udbetalt over 60 mia. kr. i udbytte til aktionærerne. Nej-siden mener, at de privatansatte arbejdere kan og skal have større andel i opturen. Særligt har det provokeret de røde, at lærlingenes løn kun stiger mikroskopisk.
Andet nej-argument er trumfargumentet: Nej til en 42-timers arbejdsuge. Ifølge den nye overenskomst vil private arbejdsgivere med kun fire dages varsel kunne kræve fem timers overarbejde ugentligt. I stedet for den nuværende arbejdsuge på 37 timer vil nogle lønmodtagere altså fremover skulle arbejde fast 42 timer, altså én time mere om dagen, i en periode, og dét er kategorisk udelukket for aktivisterne i fagbevægelsen. Reelt er der tale om, at overarbejdet skal afspadseres senere på året, så ingen kommer samlet set til at arbejde mere, og da folk i forvejen oplever overarbejde i spidsbelastninger, vil forskellen næppe være verdensomvæltende i virkelighedens verden. Men nej-siden har forstået symbolikken i 42-timer. Hell no.
Tredje nej-argument er, at lønmodtagere ikke vil betale for ekstra børneomsorgsdage og seniordage af egen lomme. I overenskomsten åbnes ellers op for, at arbejdere fremover kan vælge at holde mere fri med deres børn eller trappe lidt ned som ældre ved at veksle fire procent af lønnen til fridage. Men nej-siden er på barrikaderne og vil bremse idéen om dels at individualisere ansættelsesvilkårene og dels at lade folk selv finansiere gildet. Ingen er imod børneomsorgsdage og seniordage, men det skal gælde alle og betales af arbejdsgiverne. Ifølge nej-siden, vel at mærke. Ledelserne i de enkelte LO-forbund virker tilfredse med de nye frihedsgrader.
Fjerde nej-argument er principielt set det største. Nej-siden kræver kædeansvar indført overalt, altså at hovedentreprenøren har ansvar for, at også underentreprenører og leverandører overholder overenskomsterne. Men OK17 nævner kun i lidt uforpligtende vendinger, at social dumping er et problem, og at fagforeningerne derfor kan få øget indsigt i arbejdsgivernes brug af bl.a. vikarer og underleverandører. Men nej, og atter nej. Kædeansvar opfattes som det mest effektive værn mod lønkonkurrence fra østarbejdere og samtidig en evig sikring af fagbevægelsens rolle på arbejdsmarkedet.
Hvis disse fire argumenter har fænget an blandt flertallet – for lav samlet lønstigning, for lang arbejdsdag, for stor egenbetaling af fridage og for lidt indsats over for social dumping – ja, så vil en storstrejke blive annonceret i morgen. Fagforbundene står og falder nemlig sammen, så hvis aktivisterne i byggeriet og på transportområdet stemmer klart nej, skal bl.a. handels- og serviceområdet også ud i strejke. Og så har vi balladen.
Tilbage i 1998 gik Danmark i selvsving; Gærkrisen! Folk bestormede supermarkederne og hamstrede alt, ikke mindst gær – eller jäst, som københavnerne lærte at kalde den lille brødsvamp, da parallelimporten straks begyndte. Det lyder komplet åndssvagt i dag, men for 19 år siden opstod der rent faktisk et sort marked for udenlandsk gær i Danmark med høje priser på Saccharomyces cerevisiae.
En tosset nordmand iværksatte ‘Copenhagen Gair Lift’ og fløj gær i luftbro med en vandflyver til København, skønt storstrejken kun varede 10 dage, inden statsminister Poul Nyrup Rasmussen greb ind.
Men nu er du advaret: Er du klar til storstrejke? Stemmerne er kastet.