Der er noget besnærende idiotisk over TV3’s shitstorm-ombruste nye tv-program ‘Min fede træner’, hvor fire mere eller mindre kendte danskere skal hjælpe fire meget ukendte, men tykke danskere med at tabe sig. Holdet af ”kendte” består af tennisspiller Frederik Fetterlein, blogger Mascha Vang, personlig træner (og jo, tidl. stripper) Kira Eggers og Sara Maria Franch-Mærkedahl, som vi ærlig talt ikke aner, hvem er.
”Det lyder da meget harmløst,” tænker du måske, hvis du ikke læser den kulørte presse, eller hvis du har været på trekking i Mongoliet i en måneds tid, men så skylder vi lige at sige, at twistet ved programmet er, at de kendte starter tre måneder før de tykke med en slags method acting, hvor de skal fedes op, så de også er ”overvægtige”, for derefter at smide kiloene sammen med de ukendte tykke. Det illustrerer programmets trailer så ved, at de kendte med åbne munde tykker sig igennem burgere, pizzaer, donuts og lakridskonfekt, mens de spilder ned af tøjet – altså én til én som en overvægtig.
Det er naturligvis ikke bare en producent-brainstorm, der er gået helt galt, det er også fornærmende dumt over for overvægtige, da enhver, der har researchet 20 sekunder på overvægt, vil vide, at overvægtige ikke bare er små helsefanatikere, der har spist for meget sukker i nogle måneder, og at der efterhånden er en udbredt evidens for, at det skal behandles som en sygdom. Det siger sig selv, og det fremgår i øvrigt også på de sociale medier, hvor shitstormen har taget til i styrke over de sidste par dage, særligt imod de stakkels kendte, der i programmet tilkendegiver lige så stor uvidenhed som brainstorm-gruppen.
OK, fint nok og oplagt, men hvori består det besnærende egentlig, tænker du så sikkert, og det er heller ikke helt klart for os, men det er nok noget med, at der på idé-udviklingsholdet bag ‘Min fede træner’ ligger et ret udredt tankemønster, som lever i bedste velgående hos de mennesker, der hver dag udtænker de love og regler vores land styres efter. Det er den udbredte tankegang, som måske også efterhånden ligger i baghovedet på dig selv, om, at man kun kan stille det enkelte menneskes rationalitet til grund for deres liv. Hvis du er arbejdsløs, er det din egen skyld – der er arbejde nok til dem, der vil arbejde. Hvis dit land er i krig, er det din egen skyld – I har sgu aldrig kunnet enes dernede på samme måde som os, der har lært det med demokrati og andelsbevægelser. Hvis du er fattig, fed, ryger, syg, dum, doven, flygtet, kriminel… det er din egen skyld. Op på løbebåndet, tænkt dig om, du ødelægger det for os andre. Lad være med at spille et offer.
Det er muligvis både gammeldags og gået helt af mode at give samfundet, din arv eller strukturerne omkring dig skylden for dine livsomstændigheder, og det er muligvis gammeldags at drømme sig tilbage til en tid, hvor offer ikke var et skældsord, men et udtryk for, at nogen uden skyld var havnet i en uheldig situation, men måske kan shitstormen mod TV3 tages som et udtryk for, at vi ikke er alene om at savne den tid. Man har lov at håbe. Og være lidt gammeldags.