Fyrsten 

I dagens føljetonafsnit begynder vi langt fra Macron og de parisiske bygrænser. Ikke kun geografisk men også tidsligt. Vi starter med et mord, med forræderi, med en kniv i ryggen på en ven. Vi starter i oldtidens Rom, omkring 15. marts 44 år før vor tidsregning, hvor kejser Julius Cæsar af den Romerske Republik pludselig mærker smerten af et knivblad, som borer sig ind omkring rygsøjlen. Inden Cæsar lader livet forlade sin krop i det sidste åndedræt, får han kigget sin gerningsmand i øjnene. Ifølge flere fremstående politikere, der længe har konspireret mod Cæsar, står Marcus Junius Brutus med knivskaftet i hånden. Cæsars ven og fortrolige. ”Også du, Brutus?” hvisker Cæsar inden han falder død til jorden.

Historikerne er aldrig rigtig blevet enige om, hvorvidt det faktisk var Cæsars sidste ord, eller om han overhovedet har sagt det. Men sætningen er med årerne blevet et regulært udtryk for at blive forrådt – ofte af én, der står dig nært.

Hvis der er ét sted, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at man forråder sine venner, så er det i politik. Politik handler om magt, og magt korrumperer. Nogle gange bliver man nødt til at stikke andre i ryggen for selv at overleve (i dag heldigvis mest i overført betydning). Som den tidligere amerikanske præsident Harry S. Truman sagde om sine venskaber i USA’s politiske centrum: ”If you want a friend in Washington, get a dog.”

Med det rygte kan man godt forstå, at det for tiden er upopulært at kalde sig selv politiker. Faktisk er det ret bemærkelsesværdigt, hvor mange politikere, der siger, at de slet ikke er politikere. Her er Macron ingen undtagelse. Ifølge ham selv er han ikke politiker, ”pas un homme politique”. Onde tunger vil ellers nok mene, at med et par år som minister og som nuværende frontmand i kapløbet om at blive Frankrigs næste præsident, opfylder han til punkt og prikke betingelserne for at være politiker.

Målet helliger midlet

Macron kender også kun alt for godt til det beskidte politiske spil, der foregår bag de støvede gardiner i Élysée-palæet. Man skal ikke lade sig narre af den positive feel good-aura, som Macron-kampagnen har fået omgærdet deres kandidat af. Macron kender alt til at få beskidte hænder. Han står ikke til at blive Frankrigs næste præsident alene på grund af sit charmerende smil. Han står, hvor han står i dag, fordi han som Brutus selv førte kniven ind i ryggen på sine venner og allierede.

Man tror, det er løgn, men der findes faktisk en filosof, der med sin filosofi retfærdiggør at være et (politisk) dumt svin. Den italienske Niccolò Machiavelli udgav i 1532 sit lille hovedværk Fyrsten, der er en praktisk guide til de europæiske fyrster om, hvordan de skal drive politik, og det er ikke godnat-læsning for sarte sjæle.

Skal man forklare Fyrsten med en sætning, må det være: ”Målet helliger midlet.” I politik gælder alle kneb. Det gælder om at være realistisk, og det gælder om at være snu. Machiavelli bytter kristendommens dydighed ud med politisk duelighed. Det kræves af fyrsten, at han kan være brutal, hvis det er til hans herredømmes bedste. Han skal ikke blot myrde sine modstandere, men også sine modstanderes familier. Hans brutalitet skal ligne nødvendigheder, mens hans godhed skal ligne egen fri vilje. Man kan sige, at Machiavelli var den første til at spinne begrebet ’nødvendighedens politik’.

Macron kender Machiavelli ganske godt. En stor del af hans filosofiafhandling handlede netop om den kontroversielle tænker. I et interview til New York Post i 2014 sagde han endda, at ”Machiavelli kan være et ganske godt udgangspunkt for at navigere i parisiansk magtpolitik”.

Så da historien om Cæsar og Brutus pludselig gentog sig, skulle man måske have set den komme. Denne gang var det dog et mord uden blod. Det var nærmere en politisk likvidering. Scenen var også en anden. Det fandt ikke sted i oldtidens Rom, men lige midt i det moderne Frankrig.

Paris’ beskidte magtspil

”Også du, Macron,” kunne den franske præsident Francoise Hollande have sagt den dag i april 2016, da Macron lancerede sin bevægelse En Marche. Det sagde han ikke. I stedet sagde han ifølge BBC, at ”hvis du ikke respekterer reglerne, så er du ude”. Det skulle han ikke have sagt. Den 30. september forlod Macron regeringen, og kort tid efter bekendtgjorde han sit kandidatur. Kniven var helt inde. Macron forlod et socialdemokrati og en præsident i frit fald. Præsident Hollande har opgivet drømmen om genvalg, og hans efterfølger spås ingen chance for en valgsejr. Man fristes til at sige, at Macron både myrdede sin modstander og modstanderens familie.

Hollande vidste ellers godt, at Macron er en hård nyser, som man ikke skal lægge sig ud med. Det fik det franske parlament at mærke, da den storstilede vækstlov Loi Macron, skulle gennemføres. Parlamentet var ikke glade for den. Macrons eget parti syntes, at den var for liberal. Den anden side af parlamentet syntes ikke, at den var liberal nok. Parlamentet nægtede at stemme for loven.

Normalt vil sådan en situation ende med, at loven bliver lagt på hylden. Men sådan spiller klaveret ikke hos Macron. Han fik igangsat en yderst sjælden brugt artikel i den franske konstitution. Artikel 49.3. En artikel, der giver regeringen muligheden for at gennemføre en lov uden parlamentets accept. Parlamentets eneste modsvar er, at indgive en formel klage inden for 24 timer og vælte regeringen. Det turde hans parti ikke.

Hvis du spørger Macron, vil han nok påpege, at når han stak Hollande i ryggen og han gennemtrumfede lovgivningen, så gjorde han det, fordi det var nødvendigt. For sådan siger en Machiavellianer. Macron er idealist. Han snakker om revolution og visioner. Men Macron er i den grad også realist, og han ved lige præcis, hvordan man skal navigere, i Paris’ beskidte magtspil.