Miraklet i mørket

Det stopper aldrig. Men livet går videre. I de seneste år har Frankrig været udsat for så mange bestialske terrorangreb, at det efterhånden må betragtes som et sekulært mirakel, at moderlandet for liberté, égalité og fraternité stadig kan holde sig selv sammen som et åbent demokrati. Andre lande, der har været under tilsvarende angreb, er for længst bukket under og har forvandlet sig selv til lukkede og autoritære politistater. Men Frankrig lever – på trods af alt – stadig som et åbent demokrati med frie valg. Endnu. Lidt endnu.

Det desperado-angreb, som den 39-årige Karim Cheurfi udførte på en gruppe politifolk på Avenue des Champs-Élysées i Paris i går aftes, hvor én betjent blev dræbt, kan ikke undgå at påvirke udfaldet af den første runde i det franske præsidentvalg nu på søndag. Og i én klar retning: De to mest nationalkonservative hardliners i rets- og udlændingepolitikken, François Fillon fra Les Républicains og Marine Le Pen fra Front National, vil traditionen tro nyde fordel af tumulten, angsten for gentagelser og de blodige minder fra de senere års ubegribeligt mange andre barbariske nedslagtninger af både tilfældige borgere til fest og de nøje udvalgte frihedshelte på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Frygten trækker sig igen sammen som en krampe i alle sanser – og sætter dagsordenen for præsidentvalget. Mønsteret er nemlig lige så dystert, som det har vist sig entydigt i forbindelse med terrorangreb og andre spektakulære tragedier lige før demokratiske valg: De kandidater, som tilbyder de mest håndfaste, drakoniske og krigeriske modforholdsregler til terroristerne, vinder ekstra opbakning. Sådan er udviklingen mest tydeligt forløbet i Israel, hvor islamistiske terrorister kun har opnået én ting med deres drab på civile, nemlig at udradere fredsbevægelsen og dermed overlade hele den politiske scene til varianter af mere og mere yderligtgående højrefløjsnationalister.

Frankrig er stærkere. Frankrig er overlegent. Men trods alt ikke immun over for terrorismens effekter. På samme måde som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen tabte folketingsvalget efter terrorangrebet 11. september 2001 til den højrenationale alliance mellem Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard, står Frankrigs socialistiske præsident François Hollande i dag så svagt og ydmyget, at han ikke engang har turdet stille op til søndagens første valgrunde.

De bløde taber til de hårde. ‘Strammerne’ kvæler ‘slapperne’ ved terrorvalg. Samme mønster tegner sig i Sverige lige nu, hvor Sverigedemokraterna ligger som det største parti i meningsmålingerne efter terrorangrebet i Stockholm. Islamisterne ønsker at få de mest krigeriske modstandere til magten.

Skønt François Hollande ihærdigt og ganske myndigt har forsøgt at fremstå lige så statsmandsagtigt, som det rent faktisk lykkedes for den socialdemokratiske statsminister i Norge, Jens Stoltenberg, efter massedrabet på Utøya i 2011, er der absolut ingen statsmandseffekt at spore for hverken ham eller andre siddende magthavere, når tilpas mange vælgere først bliver bange for at kunne blive slået ihjel på gaden. I stedet indtræffer en undtagelsestilstand, både mentalt og militært, som skubber alle andre og normalt mere påtrængende bekymringer til side, for at efterlade de højrenationale mærkesager alene tilbage på vælgernes dagsorden.

Tidligere på ugen anholdte fransk politi to andre militante islamist-typer i Marseille, som havde planer om at forpurre præsidentvalget. Nu blev det så i stedet en tredje mand – som i øvrigt også er fransk statsborger, ligesom de to fra Marseille – som har givet højrefløjskandidaterne Fillon og Le Pen de bedst tænkelige forudsætninger for at vinde de tvivlende og fortvivlede vælgere over på søndag. Og så meget desto stærkere vil miraklet være, det sekulære mirakel, hvis det alligevel lykkes for det nye demokratiske håb, Emmanuel Macron (som Føljetons føljeton i denne uge jo handler om) at overvinde den sitrende frygt.

Macron – og kun han – har lige nu potentialet til at byde islamisterne trods ved ikke at bukke under for pressionen om at forvandle Frankrig til en politistat, der vil forstærke de indre spændinger. Vive la France!