Hvilken farve har ondt blod?

Hvis du vil have en ven i politik, så køb en hund. Præsident Trumans gamle bonmot passer syrligt præcist på den ondartede stemning, der er spidset  til her i ugens løb blandt frontfigurerne i de partier, som på papiret tegner et  regeringsalternativ til Løkke & co.

De to gamle alliancepartnere, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, er kommet på en giftig konfrontationskurs, som i løbet af få år meget vel kan føre til, at det lille parti vil skifte politisk blok, igen-igen, og som allerede nu betyder, at en SR-koalitionsregering er tæt på utænkelig efter næste valg.

Selv om opbakningen virker til at være solid bag Mette Frederiksen som  statsminister efter næste valg, er der ingen større enighed blandt partierne om, hvilken politik en eventuel ny regering skal føre. Tværtimod. Stemningen er derfor på et lavpunkt, inden de fem partiledere – Mette Frederiksen, Morten Østergaard, Pernille Skipper, Uffe Elbæk og Pia Olsen Dyhr – skal mødes nu på tirsdag til deres første fællesmøde i over 15 måneder.

For hvilken farve har partierne, når de blandes sammen? Er de røde? Grønne? Eller ingenting? En død blok? Gode venner er de i hvert fald ikke.

Endnu har de fem partier ikke et fælles politisk program, og tiden siden valget har heller ikke været brugt til hverken at opbygge fortrolighed eller idéudvikle bedre forslag, end den totalt mislykkede ‘Fair Forandring’-plan, som Socialdemokratiet gik til valg på i 2011, men som viste sig ubrugelig som grundlag for den konkrete regeringsførelse. Lige nu er udgangspunktet for en ny ‘rød-grøn’ regering imidlertid ikke meget bedre end dengang. Måske snarere tværtimod, da personlige stridigheder blokerer for reelle forhandlinger i skyggekabinettet.

Erfaringen fra regeringsforhandlingerne i Det Sorte Tårn på Amager i 2011 var, at det altafgørende for partiernes indflydelse og gennemslagskraft er den styrke, som de kommer ud af valget med. Dengang gik både Socialdemokratiet og SF tilbage i forhold til meningsmålingerne op til valget, mens De Radikale klarede sig bedre. Og det afgjorde udfaldet af forhandlingerne i Det Sorte Tårn. De Radikale tromlede de to andre partier, og ikke mindst deres ‘Fair Forandring’-plan, og belært af denne bitre erfaring forsøger alle oppositionspartier nu at vinde relativ styrke op til valget.

Hvad der kunne være blevet en inspirerende diskussion om forskellige rød-grønne løsninger på Danmarks mest påtrængende problemer er imidlertid krampet sammen i intriger, mistro og gensidige fornærmelser.

Under bæltestedet

Syv små ord har forvandlet et taktisk magtspil til en forbitret personfejde, der vil trække spor i mange år fremover. De syv ord er: ”og skal have fået bank som barn” og blev udtalt af De Radikales næstkommanderende Sofie Carsten Nielsen i et interview med Berlingske, hvor hun tog til genmæle over for Socialdemokratiets næstkommanderende Henrik Sass Larsen. Det kan lyde uskyldigt, men dét er og bliver det ikke. Den fulde ordlyd var:

”At Henrik Sass mener, at alle andre er nogle nokkefår, er ikke nyt. Heller ikke at han beskylder folk, der lever af cafe latte og bor på Østerbro for at have alle de forkerte holdninger. Men det er i hvert fald ikke dér, jeg er. Jeg tror faktisk, at jeg kommer mere på krisecentre, end han gør. Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude.”

Sofie Carsten Nielsen refererer til, at Henrik Sass Larsen som 12-årig flyttede på børnehjem, fordi han blev tæsket af stedfaderen. Henrik Sass Larsen har flere gange fortalt om sin barndom med vold og svigt, men har aldrig nogensinde dyrket de mørke kapitler. Tværtimod er den triste fortid aldrig noget, han har brugt politisk. Som i aldrig nogensinde. Men selvfølgelig har den utrygge barndom påvirket ham:

”Jeg bliver aldrig typen, der render rundt og leger reserve-Jesus. Mit temperament er ikke til at vende den anden kind til. Jeg slår igen,” som han karakteristisk har udtalt. Og at påstå – som Sofie Carsten Nielsen gør – at Henrik Sass Larsen er tilhænger af en stram udlændingepolitik, fordi han fik ”bank som barn”, ja, dét er noget, som for alvor kan ophidse gruppeformanden for Socialdemokratiet. Et slag under bæltestedet, som sjældent ses i dansk politik, og da slet ikke mellem gamle regeringspartnere.

Fra og med denne uge vil forholdet mellem de to næstkommanderende være præget af så ondt blod, at Sofie Carsten Nielsen og Henrik Sass Larsen næppe kan blive ministerkolleger igen. I SR-regeringen var de to henholdsvis uddannelsesminister og erhvervsminister, men fremover kan de blive lige så åbenlyse modstandere, som de i dag er på de indre linjer.

Socialdemokratiet satser på en et-parti-regering efter næste folketingsvalg. For Henrik Sass Larsen har bestemt heller ikke underspillet sin kritik af De Radikale.

Farvel til Utopia

Intrigerne tog fart, da Henrik Sass skrev et debatindlæg i Information 1. april, som nogle troede, var en aprilsnar, men som var dødeligt alvorligt ment. Her trak han fronterne op mellem Socialdemokratiet og de andre partier, som efter planen skal fungere som parlamentarisk grundlag for en ny regering ledet af Mette Frederiksen. Attituden var ikke ligefrem imødekommende:

”Det humanistiske Utopias tid er ovre. Ikke mere masseindvandring – i stedet skal der styr på antallet af indvandrere. Ingen opløsning af nationalstaten – det er med afsæt i netop nationalstaten, at internationalt samarbejde skal foregå. Og global frihandel går hånd i hånd med ordentlige konkurrencevilkår og fair beskatning – ellers bliver det nej tak herfra. Nej tak til utopisk humanisme – ja tak til praktisk humanisme. I Socialdemokratiet er vi ikke i tvivl om, at de utopiske humanister for sent eller måske aldrig vil erkende deres egen ideologis sammenbrud, for de er ofte karakteriseret ved, at de har deres egen velstand på det tørre, og ved, at deres solidaritet er herligt afkoblet fra folk syd for København Ø’s breddegrader.”

Debatindlægget, som var skrevet som et modsvar til Informations lederskribent David Rehling, blev afsluttet med et dødsstød fra Henrik Sass Larsens side: ”Socialdemokratiet tager ansvar, sådan som vi altid har gjort. Og som altid vil der stå en Rehling og svine os til undervejs, men for at citere en god gammel landstræner: ‘Der ryger jo ikke et blad af et solidt bøgetræ, fordi der står et svin og gnubber sig op ad det’.” Et svin, intet mindre. På skrift kaldte Sass Larsen disse såkaldte ‘humanistiske utopister’ for en flok svin, der tilmed forsøger at ødelægge både velfærdsstaten og Socialdemokratiet.

Få dage senere skruede han igen bissen på i et interview i Ekstra Bladet, hvor han angreb den samme gruppe, nu under betegnelsen ‘storby-akademikerne’: ”De – eller store dele af dem – har fundet indvandring ubekymrende. De bor ikke i nærheden af de problemer, der opstår som følge af indvandring. Og de er ikke jobtruet som følge af globaliseringen,” sagde Henrik Sass Larsen, og karakteriserer dermed kernevælgerne for i hvert fald to af de fire potentielle støttepartier, Alternativet og De Radikales vælgere.

Henrik Sass Larsen sparker fra på sine politiske ‘venner’ og kan derfor heller ikke være overrasket over modreaktionerne. Men mon ikke, at han og de andre socialdemokrater alligevel blev lidt forbavsede, da de så Radikales annoncekampagne i påsken?

Hurra for globalisering

Det vækker mindelser om det bestilte snigmord på Socialdemokratiets daværende formand Svend Auken i 1992, når De Radikale nu igen omfavner en kronprins i et andet parti og mere end antyder, at det klassiske kongemager-parti vil være villig til at skifte fra rød til blå blok, hvis Venstre udskifter Lars Løkke Rasmussen med den mere EU-venlige og liberale Kristian Jensen. Igen er det Sofie Carsten Nielsen, som sætter ord på rævekagen: ”Jeg foretrækker Kristian Jensens politiske projekt frem for Socialdemokratiets politiske projekt. Han har bragt tiltrængt ilt ind i dansk politik med det projekt, som han skitserer lige nu. Det er svært at vide, om det også bliver denne regerings politik, men den politik, han har skitseret, kan jeg godt lide.”

Projektet kan indfanges med titlen på Kristian Jensens debatbog fra 2003: Hurra for globalisering. Jeg anmeldte selv bogen i Information og opsummerede dengang:

”Allerede i forordet af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen anes en underspillet kritik af VK-regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti. Det er således ‘en kilde til stadig undren’ for Venstres tidligere formand, ‘hvorledes snæversynede kræfter har spillet på folks bekymring og frygt for det ukendte, hvorledes disse kræfter under forskelligt dække har brugt de seneste årtier i forsøg på at få politisk magt over befolkningerne, så de kunne styre borgerne’. Kristian Jensen er mere direkte: ‘Jo mere globale og internationale spørgsmål kommer til at præge den danske politiske dagsorden, desto mere vil Venstre og Dansk Folkeparti komme til at stå som repræsentanter for modstående synspunkter’.”

I dag præger globale og internationale spørgsmål mildest talt dagsordenen, og i Kristian Jensens perspektiv – og altså dét, som de radikale elsker – er Venstre og Dansk Folkeparti dermed kommet til at stå som repræsentanter for modstående synspunkter. Problemet for både Kristian Jensen og Sofie Carsten Nielsen er dog, at denne liberale og globaliserings-begejstrede alliance selv på en god dag kun ville kunne trække opbakning fra omkring en tredjedel af vælgerne i Danmark. Og at op mod to tredjedel af vælgerne dermed vil være imod.

Alt dette er Kristian Jensen sig pinlig bevidst. Landets nuværende finansminister kan nemlig godt regne sig frem til, at de radikales mandater langt fra er nok til at erstatte Dansk Folkepartis.

Ingen kongemager

Dengang dansk politik var udspændt mellem højre og venstre, stod Det Radikale Venstre opportunt i midten. Og dengang fik de radikale langt mere indflydelse end deres mandater i sig selv kunne berettige til. Således lykkedes det for Niels Helveg Petersen at støtte Poul Nyrup Rasmussens kup mod Svend Auken i 1992, som i 1993 blev fuldbyrdet, da De Radikale droppede støtten til den Tamilsag-plagede Poul Schlüter, og Poul Nyrup Rasmussen kunne indtage Statsministeriet uden et folketingsvalg. Men sådan spiller klaviaturet ikke længere. Fronterne i dansk politik er blevet klippet op på kryds og tværs, og realpolitisk kan Det Radikale Venstre ikke længere kaldes for et midterparti.

Parlamentarisk har Det Radikale Venstre således ikke længere udsigt til at få hverken størrelsen eller placeringen i det politiske landskab til at kunne bestemme retningen for Danmark. Selvfølgelig kan De Radikale skifte over og begynde at at pege på en Venstre-statsminister, men dermed kan de ikke gøre sig forhåbninger om at undertvinge Dansk Folkepartis langt større indflydelse på en borgerlig regering. For så vil Dansk Folkeparti bare kunne tippe balancen endnu mere ved at pege på en socialdemokratisk statsminister.

Påske-plakaten, hvor De Radikale hylder Kristian Jensen, skal derfor ses mere som et provokerende varselsskud end som en egentlig gentagelse af Niels Helveg Petersens meget håndgribelige støtte til Poul Nyrup Rasmussens kongemord på Svend Auken. Denne gang forsøger De Radikale at true sig til blot at blive taget mere alvorligt. Hvilket de tre andre partier, Enhedslisten, Alternativet og SF, også ihærdigt forsøger.

I længden kan intrigerne ikke fjerne fokus fra, at partierne mangler et fælles projekt. Kuløren på et eventuelt regeringsprojekt er uklar, og optakten til tirsdagens forsoningsmøde har været så konfliktfyldt, at følgende kommentar fra Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, indrammer og sætter en streg under stemningen: ”Det slår revner for tiden. Vi anser rød blok for at være død på mange måder. Der er ikke et fælles projekt. Vi er ikke samlet om noget projekt om at bekæmpe fattigdom, ulighed eller grøn omstilling.”