Nyhedsanalysen

Frankrigs næste præsident?

Emmanuel Macron vil være Frankrigs næste præsident – og det ser ud til, at det kan lade sig gøre, når franskmændene går til stemmeurnerne søndag 23. april og igen i maj. Men Macron er langt fra nogen almindelig præsidentkandidat. I sine blot 39 år har han opnået mere, end de fleste kunne drømme om på et helt liv. Gennem et af Macrons centrale fikspunkter, filosofien, forsøger Andreas Terp at få hold på, hvem kandidaten egentlig er. Retfærdighedskæmperen, æstetikeren, kapitalisten eller fyrsten? Vi har samlet hele portrættet her.

Man skal stå tidligt op for at blive præsident i Frankrig. Det lader hvert fald til at være den strategi, som Emmanuel Macron har valgt for de allersidste dage af den franske præsidentvalgkamp. Inden solen stod op forleden morgen, og inden Fanden fik sko på, stod den unge præsidentspire og betragtede døde dyrekadavere på et kødmarked i udkanten af Paris. Udover sit altid velsiddende mørke jakke havde han fået en hvid slagterkittel på. Alle smil i verden kunne ikke skjule, at han bar den fuldstændig uden autenticitet. Alle smil i verden kunne ikke skjule, at den ellers så selvsikre Macron er begyndt at tvivle på sig selv.

I en reportage beskriver The Guardians journalist, hvordan en slagter på markedet får mast sig igennem den sværm af mennesker, der har omringet Macron. Han smider armen rundt om hans skulder, trækker mobiltelefonen op til en selfie og smiler Macron ind i ansigtet med ordene, ”Ah! Den nye præsident!” Macron smiler også. Det har han lært, at man gør i sådanne situationer. Men han har også lært ikke at dele slagterens optimisme i offentligheden. ”Du skal lige stemme først,” svarer han. Kameraet blitzer.

Macron har ret. Han er ikke præsident endnu. Hvis han var, ville han ikke stå på kødmarkedet og fiske efter centrumhøjre-stemmer ved at gentage den tidligere præsident Nicolas Sarkozys gamle valgslogan, som er en fransk pendant til danske Venstres ‘Det skal kunne betale sig at arbejde’. Besøget på markedet illustrerer netop, at Macrons styrke også er hans svaghed. Ved at placere sig som en midterkandidat kan man tiltrække mange vælgere, men potentielt frastøde endnu flere: ”Jeg er ikke højreorienteret, men hvis jeg var, så havde jeg stemt på dig,” sagde en anden slagter til Macon foran Le Figaros reporter. ”Så må du jo bare overbevise 10 af dine kunder om at stemme på mig”, svaredeMacron kækt.

For mens Macron forsøger at tale både højre- og venstrefløjen efter munden, er der hele 10 andre præsidentkandidater, der er i gang med at mobilisere deres helt specifikke del af det politiske spektrum. Vi kender allerede Marine Le Pen. Hun holder den ydre højrefløj i et jerngreb. Vi kender også François Fillon, den liberal-konservative kandidat. Men til manges overraskelse har den yderste venstrefløj nu også vist sig som en seriøs konkurrent til præsidentposten. Kommunist-Trotskisten Jean-Luc Mélenchon stormer frem i meningsmålingerne og ser ud til at kunne blive en alvorlig trussel for Macron, når den første valgrunde afgøres søndag 23. april. Og det er Macrons dilemma, dér på Rungis kødmarked: Han skal på samme tid overbevise Fillons og Mélenchons vælgere. Han skal være kompromiset mellem kommunisten og den konservative – hvis det overhovedet er muligt?

Hvem der er præsident efter den afgørende anden valgrunde 7. maj, ved vi endnu ikke. Men hvis vi antager, at det er Macron, ved vi så egentlig, hvem der bliver præsident? Bliver det retfærdighedskæmperen, æstetikeren, kapitalisten eller fyrsten?

Et af filosofiens ældste principper hedder non-kontradiktionsprincippet. Det betyder egentlig bare, at en ting ikke både kan være sig selv og sin modsætning på samme tid. Enten er Macron sprunget over det i pensum i filosofibogen, eller også har han valgt ikke at lytte efter. For Macron insisterer på at kunne bryde grænserne. Han insisterer på visionerne. Så er det op til hans landsmænd at beslutte, om det gør ham til en værdig præsident.

1. FILOSOFKONGEN

De hvide tænder skinner i trikolorens farver, som oplyser det lille podium midt i den store kongressal i Paris. Den lave mumlen er blevet erstattet af et brøl fra publikum, fordi tændernes ejermand netop har indtaget scenen og lader sig hylde af tilhørerne med armene i vejret. Som Emmanuel Macron står der badet i de franske farver, fremstår han næsten som en af fordums revolutionære helte. Med sit charmerende smil, sine venlige øjne og knyttede næver ligner han en figur fra musicalen Les Misérables, der er på nippet til at bryde ud i en sang om revolution. Og det er ikke helt langt fra virkeligheden.

Emmanuel Macron ved et valgmøde i april. Foto: Scanpix / AFP / Eric Feferberg

Emmanuel Macron vil være præsident i Frankrig. Men han er langt fra nogen almindelig præsidentkandidat. Han er langt fra noget almindeligt menneske. I løbet af sine kun 39 år har han opnået mere, end de fleste kunne drømme om i et helt liv. Som teenager mødte han sit livs store kærlighed og stak af hjemmefra. Hun var i øvrigt hans skolelærer og 24 år ældre end ham. Han har vundet priser som pianist på musikkonservatoriet. Været et lovende skuespillertalent. Tjent millioner i bankverden. Været magtfuld økonomiminister i premierminister Manuel Valls’ socialdemokratiske regering. Han er tillige uddannet filosof og har været assistent for Paul Ricæur, en af Frankrigs største nulevende filosoffer.

Og nu vil han altså være præsident. En præsident uden noget egentligt parti og uden noget egentligt politisk program. Ridende på bølgen af sin nystiftede ’bevægelse’ er Macron pludselig blevet favorit i kapløbet om af blive Frankrigs mest magtfulde mand. En Marche!, hedder bevægelsen – altså fremad eller på vej. Alle kommentatorer havde på forhånd dømt både ham og hans bevægelse ude, men med sit karismatiske smil, sine store talegaver og sin bastard af en bog/selvbiografi/politisk program kaldet Révolution charmerede han franskmændene uden at have givet dem egentlige konkrete politiske løfter. Tiden synes ikke at være til konkret politik. Tiden synes at være til visioner – til revolution.

Omvandrende selvmodsigelse

Hvis 2016 overhovedet lærte os noget, så var det nok, at vi ikke skal forvente det politisk forventelige. De store etablerede partier har det svært overalt i Vesten – også i Frankrig. Det franske socialdemokrati ligger i ruiner efter en hård regeringsperiode, og det liberale centrum-højreparti Les Republicains står til et skrækkeligt valg oven på en række skandaler, der har ramt deres kandidat François Fillon. Muligheden for at et af ‘de gamle partier’ løber med sejren i Frankrig, synes forsvindende lille.

Men hvor 2016 var højrenationalismens år og henlagde centrum-venstrefløjen som en døende patient på sygehusgangen, har 2017 og Macron tændt for respiratoren igen. Det var ellers ikke givet. De progressive kræfter i Europa har længe frygtet, at det ville blive den ’franske Trump’ i form af Marine Le Pen, der skulle udfylde vakuummet efter de etablerede partier. Trump, Brexit, Le Pen – fuld plade til højrefløjen!

Emmanuel Macron. ”Hvordan skal man forstå sådan en mand?” Foto: Scanpix / Reuters /Regis Duvignau

Det er bestemt stadig en mulighed. Med terror og masseindvandring i Europa står Le Pen stærkt. Alligevel har den progressive jubeleuropæer Macron overhalet den højreorienterede jernkvinde indenom. Skal man tro meningsmålingerne (og det skal man jo måske ikke i disse tider), så bliver det Le Pens unge modsætning, der snart kan indtage det franske præsidentpalæ.

Macron er en omvandrende selvmodsigelse. Han siger, at han er venstreorienteret, men samtidig er han fortaler for en liberal pengepolitik. Han kalder sig selv politisk uprøvet og taler mod eliten, men har samtidig selv været højtstående minister og er barn af to velhavende læger. Han er en stenrig tidligere investeringsbankmand, men vil styrke fundamentet under de fattigste franskmænd.

Hvordan skal man forstå sådan en mand? Det eneste fikspunkt hos Macron synes at være filosofien. Uanset hvad han har foretaget sig, har han insisteret på at give plads til de store tanker. Og så er det måske alligevel ikke så mærkeligt med de mange selvmodsigelser. Omdrejningspunktet i det speciale i filosofi, som han skrev ved Université Nanterre Paris, var filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Hegel, der mente, at det netop er modsigelser, dialektikken, der driver historien frem. Måske er det også modsætningerne, der driver Macron?

Vi må altså gribe til filosofien for at forstå den unge præsidentkandidat. Filosofien er Macrons udgangspunkt og det er udgangspunktet for den kommende uges føljeton. Macrons modsætninger har alle grobund i forskellige filosofiske systemer, og kan vi forstå dem, kan vi måske også forstå ham. Dermed kan vi bringe os et skridt nærmere den mand, som med filosofien i baglommen har sat sig for at redde Europa mod nationalismens grimme ansigt. Manden med de hvide tænder på podiet i Paris. Manden, der kan blive Europas første filosofkonge.

2. RETFÆRDIGHEDSKÆMPEREN

Du kender typen. ‘Den diplomatiske ven’. I en heftig rødvinsbrandert er du i gang med at diskutere gud ved hvilket politisk spørgsmål i et muntert lag. Din argumentation er tvivlsom, og det er den andens også. I et desperat forsøg på at vinde, vender du dig mod din ven, som har overværet det hele, og fremsnøvler: ”Er det ikke rigtigt, hvad jeg siger!?” Men den diplomatiske ven svarer altid det samme: ”Jamen, jeg synes, I begge har fat i noget. Man kan se det fra begge sider.”

Hvis du synes, det er træls, så skulle du prøve at stille op mod Macron til det franske præsidentvalg. Macron er de andre kandidaters diplomatiske ven, og de er ærligt talt ved at være pænt trætte af det.

Når Macron angribes i medierne, er det ofte med stikpiller om, at det er nemt at være folkets helt. Som generalsekretæren for modstanderpartiet Republikanerne sagde på tv efter den første store præsidentdebat i Frankrig: ”Han siger jo ikke noget! Han er enig med hele verden og vil ikke være uvenner med nogen.”

Kritikken er ikke just ny. De politiske modstandere har, lige siden Macron annoncerede sin kandidatur, brokket sig over, at han hverken er rigtig højreorienteret eller rigtig venstreorienteret.

Macron. Foto: Scanpix/AFP/Jeff Pachoud

Men det hele preller af på Macron. Han nægter at lade sig definere ud fra den klassiske politiske skala. I sin bog Révolution maner han netop til et opgør mod den slags politisk kassetænkning. Den er skadelig for visionerne og dermed for Frankrig, siger han: ”Den forældede højre-/venstreskala efterlader ingen plads til initiativ, ansvar eller personlig opfindsomhed. Hvis liberalisme er at tro på mennesket, så er jeg liberal. Men hvis det at være venstreorienteret betyder, at man mener, at penge i sig selv ingen rettigheder giver, at akkumulering af kapital ikke er et mål i sig selv, at borgeres frihed ikke må opgives for et princip om ultimativ sikkerhed, og at de fattigste og dårligst stillede skal være beskyttet uden at blive diskrimineret, jamen, så er jeg venstreorienteret.”

‘Et voilà’, som franskmændene siger, forvirringen er total. På den ene side bekender Macron sig til en klassisk liberal ideologi, hvor individuelle friheder er altings udgangspunkt. På den anden side snakker han om socialt sikkerhedsnet og kapitalismekritik.

En Macron-tilhænger på et valgmøde 17. april i Paris. Foto: Scanpix / AFP / Geoffroy van der Hasselt

Det er ikke kun hans bog, der vidner om en mand spaltet mellem de to fløje. De seneste par måneder, hvor der drypvist er kommet mere konkrete forslag fra Macron, taler han varmt om det frie marked og om en afskaffelse af den franske millionærskat, som han, med sit vanlige glimt i øjet, har sagt gør Frankrig til et kommunistisk Cuba – altså bare uden solen.

Men Macron har også talt for en ny fransk velfærdsmodel, der skal være bæredygtig for samfund såvel som miljøet og sikre en øget social mobilitet. Så hvad skal man tro? Har Macron opfundet en helt ny politisk position? Nej, han har snarere genfundet end opfundet. Inspirationen kommer fra en af de bøger, som Macron med garanti har siddet og svedt over som ung filosofistuderende.

I 1971 udkom den amerikanske filosof John Rawls’ bog En teori om retfærdighed, og den har siden sin udgivelse været noget af det nærmeste, man kommer en moderne klassiker inden for politisk filosofi. Bogens konklusion er, at det retfærdige samfund trækker på både liberalismens individuelle rettigheder og på venstrefløjens beskyttelse af samfundets svageste. Minder det dig om nogen?

Den amerikanske politiske filosof John Rawls (1921-2002).

Rawls har to grundlæggende principper for retfærdighed: Det første og vigtigste er, at enhver person skal have basale frihedsrettigheder, og at disse frihedsrettigheder skal være forenelige med andres frihed. Det er friheder, vi kender fra de fleste liberale samfund: Retten til at stemme ved valg, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed… den slags. Det kalder Rawls for frihedsprincippet.

Men det er det næste princip, der har gjort Rawls verdensberømt. Differensprincippet, kalder han det. Det siger, at sociale og økonomiske uligheder kun er retfærdige, hvis de kommer den dårligst stillede til gode. Lige præcis de principper synes at være rettesnor for Macrons politik. Macron er ikke socialist. Han har ikke noget grundlæggende imod økonomisk ulighed –ikke noget imod at virksomhederne bliver rigere, eller at det bedre borgerskabs løncheck bliver større. Men de rige må kun blive rigere, hvis det kommer den svageste til gode. Millionærskatten skal ikke fjernes for at give bøf til borgerskabet og kage til pøblen. Den skal fjernes, så de rige kan lave arbejdspladser, give højere lønninger og skabe et bedre sikkerhedsnet under de fattigste franskmænd. Faktisk siger Rawls, at de her principper er den eneste retfærdige måde at indrette samfundet på. Alle rationelle mennesker, også de stenrige, ville vælge at indrette sig efter denne samfundsmodel under de rette betingelser. De betingelser kalder Rawls ‘den originale position’.

Rawls ser samfundet som et stort lotteri. Når du bliver født, vinder eller taber du det sociale lotteri. Er du født med gode gener og rige forældre, så tillykke, du har vundet i lotteriet. Men forstil dig nu, at hele samfundet skal genstartes. Du er sammen med resten af verden blevet placeret på en stor mark, og i midten af menneskemængden er placeret en tombola. Lotteriet skal gå om.
Du får din lotteriseddel. Den viser dig, hvor i samfundet du ender – top eller bund. Du kan bare ikke se, hvad der står på sedlen, for mens du ventede på lodtrækningen, er der en, der har dækket dine øjne med et magisk slør – ‘uvidenhedens slør’. Pludselig aner du ikke, hvad du er god til mere. Er du klog? Er du rig? Ser du virkelig godt ud? Du aner det ikke.

Macron 17. april. Foto: Scanpix/Reuters/Christian Hartmann

Alle på marken skal nu blive enige om, hvordan de vil indrette samfundet. Et samfund, hvor ingen endnu kender deres egen position. Rawls’ påstand er, at alle i en sådan situation ville vælge hans model. Uanset hvilken ende af samfundet du ender i, tilgodeses du af Rawls’ princip.

Nu kan Macron ikke proppe hele Frankrig ud på en mark og give dem et magisk bind for øjnene. Sådan er det desværre ofte med filosofi – det kan være særdeles vanskeligt at bruge i praksis. Derfor bliver Macron nødt til at overtale sine landsmænd i stedet. Han må få dem til at tro på, at når han taler for et stærkt EU, en mere åben asylpolitik, et frit marked, en forlængelse af dagpengene men også en nedskæring i offentlige udgifter og arbejdspladser, så hænger det hele sammen. Pengene passer, og vi ville alle vælge det, hvis vi stod derude på marken.

3. ÆSTETIKEREN

Åh, at være 15 år! Kan du huske det? At sidde i klasselokalet, at mærke hormonerne suse igennem kroppen, lade drømmene løbe løbsk og ikke bekymre sig om fremtiden. Måske viser skolelærerinden en lille smule kavalergang. Ikke meget, men du er 15, så det er mere end nok til at vække din interesse. Hun ser jo egentlig ret godt ud.

Jo jo, hun er meget ældre end dig, men det pirrer næsten bare din nyfundne seksualitet endnu mere. Tænk, om man kunne løbe væk med sin skolelærerinde. Som i en dårlig film. Løbe væk med hende, blive gift og så en dag blive præsident af Frankrig! Ej, ok, vi havde alle urealistiske drømme, da vi var 15, men det her er sgu alligevel for dumt.

Måske er det en særegenskab ved Macron, at han ikke har den lille stemme i hovedet, der siger, ”ej, det her er sgu alligevel for dumt”. Hvis den var i hans hoved, da han som en ung knøs på 15 fik en ny fransklærerinde, så lyttede han i hvert fald ikke til den. Macron forelskede sig i den kvinde, der skulle lære ham at sætte kommaer og analysere digte. Da Macron var 17, blev de kærester. Dengang var hun 41. I dag er hun 63 og ser ud til snart at kunne flytte ind i præsidentpaladset med sin gamle elev.

Macron og hans hustru Brigitte Trogneux på en bjergtop ved Bagneres-de-Bigorre 12. april. Foto: Scanpix/AFP/Eric Feferberg

Brigitte Trogneux bliver sandsynligvis Frankrigs næste førstedame.

Der er nok mange, der godt kunne tænke sig et par tips til, hvordan man bærer sig ad med den slags. På en grå dag kan man da godt sidde og ærgre sig lidt over, at man ikke slap af sted med ham eller hende den søde skolelærer, og at man ikke umiddelbart har udsigt til at blive præsident i et større europæisk land. Hvordan gør han, ham Macron?

Kierkegaards guide til succes

Nu er selvhjælpsbøger generelt noget bras, men vil man alligevel have noget, der minder om en guide til Macrons succes, så er litteraturen et godt sted at starte.

Emmanuel Macron og Brigitte Trogneux. Foto: Scanpix / REUTERS / Eric Feferberg

En del af præsidentkandidatens hemmelighed finder vi i danske Søren Kierkegaards Enten – Eller. I første bind, Enten, hører vi om Æstetikeren. Æstetikeren er en helt særlig type. En person, der er drevet af nydelse og skønhed. En charmør med sans for forførelsens kunst, men også en flakkende og ubeslutsom fyr, der ikke hviler i sig selv og gang på gang tager en ny maske på for at være en anden – måske fordi han slet ikke har noget ansigt selv?

Kierkegaard er kendt for at være lidt af en polemiker, og hvis den sande og rendyrkede Æstetiker virkelig findes derude, så er det nok ikke Macron. Men Macron har uden tvivl noget af Æstetikeren i sig.

Emmanuel Macron kysser sin kone Brigitte Trogneux ved et møde på Kvindernes Internationale Kampdag i Paris i år. Foto: Scanpix / REUTERS / Gonzalo Fuentes

Macrons liv vidner i den grad om en mand, der er rodløs og hele tiden på jagt efter noget andet og noget mere. Han har så mange talenter, at det ikke har været nok for ham at lade et enkelt af dem definere ham. I stedet har han famlet videre og hele tiden forsøgt sig med noget nyt – i en evig jagt på det nye og det skønne.

Macron kunne have været pianist. Han begyndte som 6-årig på konservatoriet i sin hjemby Amiens, vandt priser samme sted, fik som økonomiminister øgenavnet ‘Élysée-palæets Mozart’ og skulle efter sigende være på niveau med professionelle koncertpianister.

Macron kunne have været filosof. Han læste filosofi på universitetet i Paris, specialiserede sig inden for politisk filosofi og fænomenologi og var assistent for en af Frankrigs kæmper inden for feltet, nemlig Paul Ricæur.

Han kunne have været embedsmand. Han færdiggjorde en Master i Public Affairs på SciencePo i Paris og studerede herefter på l’ENA, der forbereder de studerende til embedsværket. Undervejs var han i praktik på ambassaden i Nigeria og arbejdede senere i Økonomiministeriet.

Macron kunne have været bankmand, han kunne have været økonomiminister, han kunne blive Frankrigs næste præsident. Nu bliver han måske det hele – uden rigtig at have været noget af det.

Hvad Macron derimod er med sikkerhed, er en mester ud i kunsten at forføre. Det er den anden egenskab, han deler med Æstetikeren, og det var sådan, han løb af sted med den smukke skolelærerinde og måske snart løber med det smukke Frankrig.

Når Æstetikeren forfører, er det ikke blot for at vinde en kvinde. Han forfører (også) for forførelsens egen skyld. Forførelsen er ikke noget, der bare skal overstås, men nærmere noget der skal trækkes i langdrag og nydes. Forførelsen er nærmest systematiseret – aldrig tilfældig.

Sådan er det vist også hos Macron. I hvert fald var han noget mere sofistikeret ud i forførelsens kunst end de fleste andre teenagere. Hans hemmelige våben er det, der også er ved at sikre ham valgsejren i Frankrig: Hans fantastiske evne til at formulere sig.

En artikel i den franske avis Le Monde har lidt spydigt kaldt Macron for Monsieur Superlatif, fordi han bruger så mange tillægsord. Superlativer er dog ikke kun brugbare, når man skal tale i en valgkamp. De var også brugbare i Brigitte Trogneuxs klasselokale. Macrons gamle klassekammerater fortæller til avisen Le Parisien, at hans sproglige genialiteter gjorde ham til lidt af en dengse hos Brigitte. Hun læste altid hans digte op i klassen.

Det forførte Frankrig

På et tidspunkt blev Macron sat til at skrive et teaterstykke med Brigitte. De skulle skrive på det sammen hver fredag. Efter stykket var skrevet færdig, besluttede de sig for at forlænge de ugentligt seancer ved også at forberede opsætningen af stykket. Det var blot en af mange dårlige undskyldninger. Som Macron selv skriver i bogen Révolution: ”Det blev et påskud. Vi kunne snakke om alt.”

I et interview hos Paris Match fortæller Brigitte, hvordan de ugentlige møde gjorde dem tættere og tættere. De kunne begge mærke, at de var ved at falde i, hvor de måske ikke kunne bunde. Da Macron blev 17, sagde han til Brigitte, at han ville giftes med hende uanset hvad. Han blev sendt til Paris af forældrene for at læse sidste år af gymnasiet. Hun blev skilt og fulgte efter.

Hos Kierkegaard hedder forføreren Johannes og ikke Macron. I Forførerens dagbog læser man om Johannes, der forfører pigen Cordelia blot for at forlade hende igen. Når først forførelsen er ovre, er Cordelias mystik væk. Hun er ikke interessant mere. Men Macron forlod ikke Brigitte, da hun var stukket af med ham til Paris. Problemet er bare, at det ikke kun er Brigitte, der er faldet for Macrons charme. Lad os håbe, at Macron heller ikke som præsident vil forlade et forført og forelsket Frankrig.

4. KAPITALISTEN

Macron er gået hen og blevet lidt af en helt for store dele af den franske centrum-venstrefløj. Endelig ser der ud til at være en venstredrejet visionær mand med talegaverne i orden, der ikke alene kan udfordre Marine Le Pens mørke verdensbillede, men også det højreorienterede parti Les Republicains og deres kandidat François Fillon, der har slået sig op på nærmest at være en ny fransk inkarnation af Margaret Thatcher.

Læg dertil, at det er svært ikke at holde af Macron. Han fremstår sympatisk, og han siger sympatiske ting. Selv hans politiske modstandere har svært ved at angribe hans person. Macron sætter ikke mange ben forkert for tiden.

Derfor kom det som en overraskelse for alle, ikke mindst ham selv, da Macron pludselig i slutningen af marts befandt sig i komplet ukendt territorium – nemlig midt i en shitstorm på Twitter.

Årsagen var, at Macron kom med en uheldig udtalelse i en live Facebook-seance. En besøgende i live-studiet spurgte Macron, om han nogensinde havde prøvet at leve for kun 1.000 euro om måneden (ca. 7.500 kroner). Macron svarede, at han ”på et tidspunkt som teenager” havde omkring 1.000 euro om måneden, og at ”det kunne godt være hårdt sidst på måneden”.

Emmanuel Macron i april 2017. Foto: Scanpix/AFP/THOMAS SAMSON

Hans venstrefløjsbase var ved at få kaffen galt i halsen. 1.000 euro om måneden er forholdsvis mange penge, når man er studerende i Frankrig. Som en bruger skrev på Twitter, så er en studerende med den slags penge ”en oliekonge”. Desuden blev Macrons udsagn tolket på den måde, at han ikke selv havde arbejdet for de 1.000 euro, men havde fået dem af sine lægeforældre. Macron fremstod pludselig rig, forkælet og ude at trit med den almindelige borgers virkelighed.

Enkeltstående var twitterstormen måske ikke den store katastrofe for Macron. Hans tilhængere har sagt, at citatet er taget ud af kontekst. Desuden var beløbet ikke vulgært højt i forhold til andre franske studerende, der ifølge de studerendes union har i gennemsnit ca. 700 euro om måneden.

Problemet for Macron er, at sagen skriver sig ind i en større fortælling om Macron som en rig, kapitalistisk aristokrat. Le candidat de l’argent, kalder hans modstandere ham – pengekandidaten.

Macron har ellers umiddelbart alle forudsætninger for ikke at blive sat i forbindelse med kapitalismen. Han har været minister i en socialdemokratisk regering, han har sagt, at han deler værdier med venstrefløjen, og som ung filosofistuderende var han meget optaget af marxistisk og antikapitalistisk filosofi.

Nye bøger på reolen

Det hedder sig, at man skal bedømme mænd og kvinder på deres handlinger og ikke på deres ord. Da Macron i et par år efter sine studier havde arbejdet i det franske økonomiministerium, købte han sig fri af sin offentlige kontrakt for 50.000 euro og startede som investeringsbankmand i bankgiganten Rothschild & Cie Banque. Hvis han ikke allerede havde smidt sine marxistiske bøger ud, gjorde han det nok nu.

Nu skulle andre politiske og økonomiske tænkere indkøbes til bogreolen. Tænkere som Friedrich Hayek, der mente, at et selvregulerende marked er bedre til at styre samfundet end mennesket, som pr. definition har indskrænket viden; tænkere som John Stuart Mill, der mente, at den menneskelige frihed er så vigtig, at statens magt skal minimeres. De er liberale tænkere. Kapitalistiske tænkere. Tænkere, som passede til en tid i Macrons liv, hvor han i den grad flirtede med storkapitalen.

Årene i Rothschild & Cie Banque blev svært indbringende for en Macron, der i forvejen aldrig havde prøvet at mangle penge. Han var efter sigende vellidt i virksomheden og blev hurtigt tildelt mere og mere lukrative opgaver. Især en handel, han fik lukket mellem de multinationale selskaber Nestlé og Pfizer, gjorde ham til mangemillionær. Det er han stadig i dag.

Foto: Scanpix/AFP/JEAN-SEBASTIEN EVRARD

Men Macron har ikke bare været pengenes mand, han har også været pengenes politiker. Macrons største sejr som økonomiminister er den lov, som går under betegnelsen ‘loi Macron’ – altså Macron-loven. Med løftet om at skabe vækst i Frankrig liberaliserede loven en række erhverv, der før var blevet streng reguleret – f.eks. blev lukkeloven udvidet. Loven mødte stærk modstand i hans eget socialdemokratiske bagland, mens dele af højrefløjen tog godt imod den.

Le candidat de l’argent har et rygte, han skal have rystet af sig. Hvis han skal gøre sig forhåbninger om at blive valgt, skal han overbevise sine venstreorienterede vælgere om, at han har fisket et par sider af Marx-litteraturen op af skraldespanden. At han godt kan forstå de fattige franskmænds problemer, selv om han aldrig har manglet en franc eller euro selv. Og at han ikke bare vil sidde i præsidentstolen for at hjælpe sine venner på den franske børs.

5. FYRSTEN

I dette føljetonafsnit begynder vi langt fra Macron og de parisiske bygrænser. Ikke kun geografisk men også tidsligt. Vi starter med et mord, med forræderi, med en kniv i ryggen på en ven. Vi starter i oldtidens Rom, omkring 15. marts 44 år før vor tidsregning, hvor kejser Julius Cæsar af den Romerske Republik pludselig mærker smerten af et knivblad, som borer sig ind omkring rygsøjlen. Inden Cæsar lader livet forlade sin krop i det sidste åndedræt, får han kigget sin gerningsmand i øjnene. Ifølge flere fremstående politikere, der længe har konspireret mod Cæsar, står Marcus Junius Brutus med knivskaftet i hånden. Cæsars ven og fortrolige. ”Også du, Brutus?” hvisker Cæsar inden han falder død til jorden.

Historikerne er aldrig rigtig blevet enige om, hvorvidt det faktisk var Cæsars sidste ord, eller om han overhovedet har sagt det. Men sætningen er med årerne blevet et regulært udtryk for at blive forrådt – ofte af én, der står dig nært.

Hvis der er ét sted, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at man forråder sine venner, så er det i politik. Politik handler om magt, og magt korrumperer. Nogle gange bliver man nødt til at stikke andre i ryggen for selv at overleve (i dag heldigvis mest i overført betydning). Som den tidligere amerikanske præsident Harry S. Truman sagde om sine venskaber i USA’s politiske centrum: ”If you want a friend in Washington, get a dog.”

Med det rygte kan man godt forstå, at det for tiden er upopulært at kalde sig selv politiker. Faktisk er det ret bemærkelsesværdigt, hvor mange politikere, der siger, at de slet ikke er politikere. Her er Macron ingen undtagelse. Ifølge ham selv er han ikke politiker, ”pas un homme politique”. Onde tunger vil ellers nok mene, at med et par år som minister og som nuværende frontmand i kapløbet om at blive Frankrigs næste præsident, opfylder han til punkt og prikke betingelserne for at være politiker.

Målet helliger midlet

Macron kender også kun alt for godt til det beskidte politiske spil, der foregår bag de støvede gardiner i Élysée-palæet. Man skal ikke lade sig narre af den positive feel good-aura, som Macron-kampagnen har fået omgærdet deres kandidat af. Macron kender alt til at få beskidte hænder. Han står ikke til at blive Frankrigs næste præsident alene på grund af sit charmerende smil. Han står, hvor han står i dag, fordi han som Brutus selv førte kniven ind i ryggen på sine venner og allierede.

Man tror, det er løgn, men der findes faktisk en filosof, der med sin filosofi retfærdiggør at være et (politisk) dumt svin. Den italienske Niccolò Machiavelli udgav i 1532 sit lille hovedværk Fyrsten, der er en praktisk guide til de europæiske fyrster om, hvordan de skal drive politik, og det er ikke godnat-læsning for sarte sjæle.

Skal man forklare Fyrsten med en sætning, må det være: ”Målet helliger midlet.” I politik gælder alle knep. Det gælder om at være realistisk, og det gælder om at være snu. Machiavelli bytter kristendommens dydighed ud med politisk duelighed. Det kræves af fyrsten, at han kan være brutal, hvis det er til hans herredømmes bedste. Han skal ikke blot myrde sine modstandere, men også sine modstanderes familier. Hans brutalitet skal ligne nødvendigheder, mens hans godhed skal ligne egen fri vilje. Man kan sige, at Machiavelli var den første til at spinne begrebet ’nødvendighedens politik’.

Macron kender Machiavelli ganske godt. En stor del af hans filosofiafhandling handlede netop om den kontroversielle tænker. I et interview til New York Post i 2014 sagde han endda, at ”Machiavelli kan være et ganske godt udgangspunkt for at navigere i parisiansk magtpolitik”.

Så da historien om Cæsar og Brutus pludselig gentog sig, skulle man måske have set den komme. Denne gang var det dog et mord uden blod. Det var nærmere en politisk likvidering. Scenen var også en anden. Det fandt ikke sted i oldtidens Rom, men lige midt i det moderne Frankrig.

Paris’ beskidte magtspil

”Også du, Macron,” kunne den franske præsident Francoise Hollande have sagt den dag i april 2016, da Macron lancerede sin bevægelse En Marche. Det sagde han ikke. I stedet sagde han ifølge BBC, at ”hvis du ikke respekterer reglerne, så er du ude”. Det skulle han ikke have sagt. Den 30. september forlod Macron regeringen, og kort tid efter bekendtgjorde han sit kandidatur. Kniven var helt inde. Macron forlod et socialdemokrati og en præsident i frit fald. Præsident Hollande har opgivet drømmen om genvalg, og hans efterfølger spås ingen chance for en valgsejr. Man fristes til at sige, at Macron både myrdede sin modstander og modstanderens familie.

Hollande vidste ellers godt, at Macron er en hård nyser, som man ikke skal lægge sig ud med. Det fik det franske parlament at mærke, da den storstilede vækstlov Loi Macron, skulle gennemføres. Parlamentet var ikke glade for den. Macrons eget parti syntes, at den var for liberal. Den anden side af parlamentet syntes ikke, at den var liberal nok. Parlamentet nægtede at stemme for loven.

Normalt vil sådan en situation ende med, at loven bliver lagt på hylden. Men sådan spiller klaveret ikke hos Macron. Han fik igangsat en yderst sjælden brugt artikel i den franske konstitution. Artikel 49.3. En artikel, der giver regeringen muligheden for at gennemføre en lov uden parlamentets accept. Parlamentets eneste modsvar er, at indgive en formel klage inden for 24 timer og vælte regeringen. Det turde hans parti ikke.

Hvis du spørger Macron, vil han nok påpege, at når han stak Hollande i ryggen og han gennemtrumfede lovgivningen, så gjorde han det, fordi det var nødvendigt. For sådan siger en Machiavellianer. Macron er idealist. Han snakker om revolution og visioner. Men Macron er i den grad også realist, og han ved lige præcis, hvordan man skal navigere, i Paris’ beskidte magtspil.

Silicon Valley16:15Mexico City18:15New York19:15Sao Paulo21:15Nuuk22:15Bangui01:15Linköping01:15Kyjiv02:15Kabul04:45Mumbai05:45Hong Kong08:15Shanghai08:15Sydney11:15Fransk Polynesien14:15Silicon Valley16:15Mexico City18:15New York19:15Sao Paulo21:15Nuuk22:15Bangui01:15Linköping01:15Kyjiv02:15Kabul04:45Mumbai05:45Hong Kong08:15Shanghai08:15Sydney11:15Fransk Polynesien14:15Silicon Valley16:15Mexico City18:15New York19:15Sao Paulo21:15Nuuk22:15Bangui01:15Linköping01:15Kyjiv02:15Kabul04:45Mumbai05:45Hong Kong08:15Shanghai08:15Sydney11:15Fransk Polynesien14:15Silicon Valley16:15Mexico City18:15New York19:15Sao Paulo21:15Nuuk22:15Bangui01:15Linköping01:15Kyjiv02:15Kabul04:45Mumbai05:45Hong Kong08:15Shanghai08:15Sydney11:15Fransk Polynesien14:15

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12