Valget mellem levebrød og lidenskab

Det skævvredne mønster gentager sig: Politikere og partier uden for etablissementet vinder frem, mens jorden skrider under de midtsøgende magthavere. Det politiske landskab i Danmark er således ved at blive splittet mellem administratorpartierne på den ene side og debatpartierne på den anden side. Således også i dagens EU-folkeafstemning, som tegner til at blive en gentagelse af opbruddet ved forårets folketingsvalg.

Ved valget i juni fik de fire ‘debatpartier’, som aldrig har siddet med  regeringsansvar (Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet), flere mandater, end selv protestpartierne fik ved jordskredsvalget i 1973. Tillidskrisen er tilbage. Aldrig før i danmarkshistorien har så mange vælgere stemt på partier og politikere, som gik til valg på ikke at ville tage direkte ansvar for den kedsommelige administration af den offentlige sektor. Splittelsen er endnu mere udtalt i EU-debatten. Her i Holberg og Grundtvigs land er der ikke mange, der forføres ved at blive talt ned til.

Rebeller uden én sag

Endnu engang har EU-folkeafstemningen fremkaldt en klar kontrast mellem to vidt forskellige politikopfattelser: På den ene side det muliges kunst, den midaldrendes bedrevidende besindighed, og på den anden side viljen til forandring, den unges selvovervurderende protest. Opbruddet følger ikke de gamle skillelinjer mellem højre og venstre – som endnu ikke er blevet totalt ligegyldige, men som betyder stadig mindre i den praktiske hverdag.

Gnisten af kamp og konfrontation tændes først for alvor, når de gamle partier træder sammen og indgår kompromiser om en ‘nødvendighedens politik’, som de holdningsbaserede partier så kan mobilisere direkte imod – med vidt forskellige og modstridende argumenter. Mens ja-partierne har brugt passionsløse procesargumenter om formelt-tekniske ændringer i EU-samarbejdet – desperat spædet op med dramatiske kapow-ord om pædofili og terror – har nej-partierne været drevet frem af mere følelsesladede principper, som måske ikke har en gang på jorden, men som til gengæld heller ikke kun stryger langs den knoldede jord.

Dagens folkeafstemning er blevet et ja/nej-valg mellem solid, pragmatisk levebrødspolitik eller engageret, lidenskabeligt drømmedemokrati. Begge dele har fordele og ulemper, og begge sider har stærke og svage argumenter.

Stærkeste ja-argument

Svagheden er styrken i EU-samarbejdet. I fraværet af aktuelle ja-agitatorer, som evner at brænde igennem, er jeg nødt til at trække Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden frem. Ham arbejdede jeg tæt sammen med i en årrække, da jeg var lederredaktør på Rådhuspladsen, og her har jeg i timevis, ja sammenlagt i ugevis, hørt ham argumentere passioneret for, at det skønne ved EU-samarbejdet er, at det netop ikke er baseret på lidenskab. Tværtimod: EU er skabt som et modstykke til opflammende følelser.

Hele idéen med EU har fra begyndelsen været at bilægge århundreders blodige stridighed – ved møjsommeligt at forsøge at sy et kludetæppe sammen, lap for lap, der kan fungere som en form for stødpude, hvor aggressive konflikter trækkes i langdrag gennem kedelig konsensus. Og hvis dét i dag kan opfattes som noget negativt, ja, så skyldes det – ifølge Tøger Seidenfadens tænkning – alene, at vælgerne har glemt, hvor kort en periode europæerne egentlig har levet i fred. Trædemøllen af teknokrati er ganske enkelt betingelsen for, at kontinentet ikke risikerer at bryde i brand. Igen, igen.

Ydermere bliver Danmark en del af tilblivelsen af nye regler, nu konkret på retsområdet. Under valgkampen er der kun én politiker, som har haft vid til at løfte denne europæiske tanke, og det er Alternativets Uffe Elbæk. I afslutningsdebatten på DR sagde han: »Tænk hvis alle andre 27 EU-lande også byggede hele samarbejdet på en parallelaftale, så havde vi ikke noget EU-samarbejde«.

Det stærkeste ja-argument er: dels at EU har været en så overvældende succes, at vi nu er nået dertil, hvor mange tager fredsommeligheden for givet, og dels at EU’s videre succes afhænger af, at alle lande tør løfte et forpligtende medansvar, også i retssamarbejdet på tværs af grænser.

Svageste ja-argument

Tilvalgsordning! Det lyder som et ‘a la carte’-buffetbord: Dét må danskerne da ville ha’ her i juletiden? Men nej, tilvalgsordningen har udviklet sig til et forklaringsproblem for ja-partierne. Statsminister Lars Løkke Rasmussen hævdede først, at selve anledningen til folkeafstemningen var politisamarbejdet Europol. Men gradvist gennem valgkampen har det stået klart – for de få, der har gidet følge med – at man sagtens kunne have afholdt en folkeafstemning alene om politisamarbejdet, inkl. Schengen. Og hvorfor så ikke nøjes med dét? Ja-kampagnens fokus på fordelene ved en tilvalgsordning er endt med at forære nej-partierne et trumfargument: Du behøver ikke bestille mere end ét styk Europol – senere, når det bliver relevant. Enten via en parallelaftale eller ved en ny afgrænset folkeafstemning.

Samtidig har de oprindelige ja-partier indgået en studehandel om at holde Danmark helt ude af asyl- og udlændingepolitikken. Selv SF og De Radikale har accepteret, at Danmark ikke skal være med i en mere solidarisk asylpolitik i Europa, indtil »solen brænder ud«, som Lars Løkke siger. Og dermed er titusindvis af ellers pro-europæiske progressive blevet skubbet over på nej-siden. For hvorfor skal Danmark dog ikke være med i løsningen på tidens absolut mest påtrængende og grænseoverskridende problem i Europa?

Det svageste ja-argument er: dels at Danmark kan nøjes med at være med i en lille, eksklusiv del af retssamarbejdet (som altså sagtens kan blive endnu mindre, hvis man stemmer nej), og dels at Danmark ikke skal være til at løse Europas altdominerende asylproblem (som vi næppe heller for mulighed for at tilslutte os senere på grund af det nye, femte forbehold).

Svageste nej-argument

Dele af ja-siden står ikke alene med sølle argumenter. Gennem hele valgkampagnen har nej-politikere forsøgt at fremstille en række af de konkrete retsakter som stærkt kontroversielle nybrud, f.eks. den europæiske arrestordre. Faktum er imidlertid, at Danmark allerede er en del af størstedelen af samarbejdet, blot på mellemstatsligt niveau. Allerede i dag udleveres mistænkte således fra Danmark til andre EU-lande og omvendt. Og som udgangspunkt vil intet ændre sig i substansen.

Overgangen til det nye overstatslige retssamarbejde handler nemlig ikke om materielle regler, altså om nye love, men derimod om procesregler. Det betyder konkret, at det ikke er selve håndhævelsen, der fremover bliver overstatslig, men derimod kun beslutningsgangene om nye tiltag inden for det eksisterende samarbejde. Form og indhold blandes sammen. Det lyder måske unødigt snirklet, men er helt centralt: Forskellen mellem et ja og et nej er ikke, at danskere pludselig kan udleveres til retsforfølgelse i f.eks. Rumænien – for sådan har det faktisk været i årevis. Frygten hviler på et forvrænget billede af den retstilstand, som allerede hersker i Europa.

Det svageste nej-argument er: dels at danskerne kan og skal forsøge at undvige at blive stillet til ansvar for anklager om grov kriminalitet i andre EU-lande, og dels at den allerede eksisterende, grænseoverskridende retshåndhævelse skulle ændre sig i hverdagen, fordi procesreglerne ændres fremadrettet.

Stærkeste nej-argument

Afgivelse af suverænitet kræver i dag 150 mandater i Folketinget. Hvis vælgerflertallet stemmer ja, vil det fremover kun kræve 90 mandater. Derfor er det oplagt for i hvert fald de 1.281.338 vælgere – som ved Folketingsvalget i juni stemte på enten Dansk Folkeparti, Enhedslisten eller Liberal Alliance – at stemme nej. Selve forudsætningen for folkeafstemningen er nemlig, 1) at der afgives suverænitet, og 2) at ja-partierne ikke har 5/6-flertal i Folketinget.

Konsekvensen af et eventuelt ja vil være, at den formelle suverænitet ‘deponeres’ i Folketingets Europaudvalget, hvor et simpelt flertal fremover kan tilslutte Danmark til overstatsligt samarbejde. Og netop her opstår problemet: For valgkampen har om noget vist, at ja-partierne – som jo har et komfortabelt flertal i Europaudvalget – ikke er i tråd med befolkningsflertallet i EU-spørgsmål. Det store mindretal har ikke tillid til ja-partierne, og nej-partierne kæmper dermed, ganske simpelt, for at bevare den mindretalsbeskyttelse, som Grundloven giver dem i dag.

For ja-flertallet i Folketinget er dét naturligvis irriterende, men det er en kendsgerning, at den mere end en tredjedel af befolkningen, som stemte på et af nej-partierne ved folketingsvalget i juni, vil miste deres nuværende vetoret over for suverænitetsafgivelse ved et ja. Ydermere vil suverænitetsafgivelse på retsområdet være uigenkaldelig i praksis, hvilket konkret betyder, at man ikke kan påvirke udviklingen ved blot at stemme nye politikere ind i Folketinget, for når først suveræniteten er givet videre til EU, kan den ikke trækkes tilbage.

Det stærkeste nej-argument er: dels at det politiske etablissement ikke skal have lov til at tromle udbredte mindretalssynspunkter, og dels at man vil bevare muligheden for at kunne stemme nye folk ind i Folketinget, som rent faktisk kan bestemme over retspolitikken.

Afstemning om alt og intet

De sidste meningsmålinger tegner til et nej. Som det skete i 1992 og i 2000. Endnu engang skal danskerne til en afstemning, hvor der vil være stort set lige så mange begrundelser, indskydelser og motiver til at stemme enten ja, nej – eller blankt – som der vil være historisk få vælgere, som overhovedet tager ned på den lokale folkeskole og stemmer. Og efter en ultrakort og uengageret valgkamp vil tidens dominerende, politiske understrøm igen slå igennem: Op mod halvdelen af vælgerne har ikke længere tillid til folkestyret. Dét er en kronisk sygdomstilstand, som ikke kureres i dag – hverken af et ja, nej eller en blank stemme.