Kongelundskulturen

Det er tirsdag eftermiddag i Center Kongelundens fritidsklub. En pige på cirka seks år med mørkt hår og en bluse med en stor glimmersommerfugl på maven sidder og tegner ved et bord i midten af lokalet. En dreng på omtrent samme alder har taget sine sko af og går lidt frem og tilbage mellem gangen og stuen. Over for pigen sidder to pædagoger. Den ene, Helle Smith Frederiksen, er i færd med at færdiggøre et puslespil, som nogle børn er begyndt på dagen forinden. Drengen går hen til hende, roder lidt med nogle af brikkerne, før han igen forsvinder ud på gangen.

Pigen med sommerfugleblusen er færdig med sin tegning. Hun går over til Helle Smith Frederiksen og svajer i ryggen, så man rigtig kan se motivet.

”Det er da en farligt flot bluse, du har på i dag,” siger den voksne.

Pigen smiler og bøjer hovedet, så man ikke kan se hendes ansigt.

”Skal du hjem og spise?” spørger Helle Smith Frederiksen så. Pigen nikker og vimser ud af lokalet. ”Du skal også hjem og spise, habibi.” Helle taler til drengen, der nu har lagt sig ned på gulvet, hvor han roder lidt rundt, før han modvilligt tager sine sko på. ”Om en time – klokken seks – kommer du tilbage, og vi glæder os til at se dig,” siger hun så. Drengen svarer ikke, men ser ud til at godtage meldingen og trasker ud af døren.

Chokket

Helle Smith Frederiksen og hendes kollega Aviva Ida Bernstein har arbejdet i Kongelunden i henholdsvis syv og fire år. De startede begge i børnehaven, men har de seneste år primært været tilknyttet fritidsklubben, hvor centrets 7 til 17-årige tilbringer deres eftermiddage. Mandag blev de fyret. Ligesom alle andre ansatte på centret. For Kongelunden skal lukkes permanent, og alle beboere flyttes til Jylland. Beskeden kom lige før påske, og mandag blev de så officielt afskediget.

”Det var et kæmpe chok,” fortæller Helle Smith Frederiksen. Hun holder en lille pause, før hun fortsætter: ”Det er jo ikke unormalt, at Udlændingestyrelsen lukker asylcentre, og det er et af vilkårerne ved at arbejde i Røde Kors, men vi har bare altid troet, at Kongelunden var fredet, så det kom meget meget bag på os alle sammen,” fortæller hun.

Hvorfor skulle I være fredet?

”Vi har eksisteret i over 30 år og er det eneste asylcenter i Københavnsområdet. Alt det, vi har bygget op, den erfaring, vi har, den frivilliggruppe, der holder til her. Det er jo spild af så meget vigtig og brugbar viden at lukke ned for alt det. Og hvis man så samtidig tænker på, at det er det eneste asylcenter i Københavnsområdet, ja, så havde vi højest regnet med at blive flyttet, men ikke lukket ned,” forklarer hun.

Men før hun når at sige mere, er drengen fra før tilbage. Han står lidt i døren, før han selv siger, ”jeg skal hjem og spise nu” og sætter i løb ud af huset.

30 års erfaring går tabt

Helle Smith Frederiksen og Aviva Ida Bernstein har forladt stuen og er rykket ud i et lille personalerum, hvor de skal spise deres mad og holde pause, mens børnene er hjemme ved deres forældre. Der er ikke meget plads, og bordet flyder med tallerkner og papirer.

”Det er ikke sådan at være klemt sammen på så lidt plads,” siger Aviva Ida Bernstein, mens hun fylder tallerkner i opvaskemaskinen.

Asylcenteret er for anden gang på tre år ramt af skimmelsvamp. Det betyder, at børnehaven, vuggestuen og klubben, der tidligere havde hver deres lokaler, nu er stuvet sammen inde hos vuggestuen. Mens skimmelsvampen har hærget, er klubben flyttet fire gange og har således både holdt til i en container, på gangen med sundhedspersonalet, i en pavillon og nu hos vuggestuen.

”Det har været voldsomt at flytte så meget rundt, især fordi vores børn har så specielle behov og har så meget brug for struktur og tryghed, men vi har klaret det, så alle faktisk har kunnet trives og udvikle sig hele vejen igennem. Det er det, så mange års erfaring med at drive asylcenter giver,” fortæller Helle Smith Frederiksen og tilføjer: ”Det er jo vores opgave at skabe struktur i kaos, og det har vi formået.”

Et af de tiltag, pædagogerne har lavet for at skabe ro for børnene, er en times indlagt pause mellem 17 og 18.

”Der skal de hjem og spise hos deres forældre. Imens har vi lukket helt ned for aktiviteter, for hvis vi ikke holder lukket, er der nogle af børnene, der ikke vil hjem. Så bliver de forvirrede og bange for at gå glip af noget. Derfor er der adgang forbudt mellem 17 og 18. Og den slags er jo erfaringer, man skal gøre sig. Det kan man ikke læse sig til,” siger Helle Smith Frederiksen.

Aviva Ida Bernstein uddyber:

”I virkeligheden gør vi det samme som almindelige institutioner. Vi gør bare meget mere af det. Struktur, faste rammer, ugeplaner og tilpasning efter børnenes individuelle behov. Alt det gør man også i normale daginstitutioner, men hos os er det bare skruet helt op. Det er man nødt til med vores børn, der har været igennem så meget,” forklarer hun.

Hårdest at miste kollegaer

Aviva Ida Bernstein opgiver at få flere tallerkner ind i den fyldte opvaskemaskine og kigger ud på gangen. Der får hun øje på den lille dreng, der igen er tilbage. For tredje gang får han at vide, han skal gå hjem og spise.

”Jeg skynder mig,” forsikrer han.

Hun fortæller ham, at det skal han ikke, for der er stadig en halv time til, at klubben åbner. Endnu en gang forsvinder han ud ad døren. Hun sætter sig igen ved bordet og spiser en ostemad.

Hvad bliver det hårdeste ved, at centret lukker?

”Det bliver selvfølgelig hårdt ikke at skulle se de børn, vi har fulgt, siden de var små. Dem, der går i danske skoler og har danske venner, og som nu skal flyttes langt væk. Det bliver hårdt at sende dem afsted. Og så selvfølgelig at skulle splittes fra kollegerne. Vi har det bare så godt sammen.”

Helle Smith Frederiksen holder en lille pause.

”Det er meget sårbart,” siger hun så, og Aviva Ida Bernstein tager over:

”For mig er det faktisk mere kollegerne end børnene. Forstå mig ret, det bliver frygteligt at sige farvel til børnene, men det er man på en eller anden måde gearet til, fordi man altid har vidst, de skulle videre en dag. Men alt det, vi som ansatte har opbygget herude… Den erfaring, vi har gjort os, og det arbejde, vi har udrettet. Det virker så meningsløst at skulle stoppe det,” fortæller hun.

Mener du jer pædagoger?

”Nej, ikke kun os, men hele gruppen. Både ansatte og frivillige. Vi er er jo et helt lille Kongelund-samfund, der bare spiller. Vi har over 200 frivillige, vi har praktiske medarbejdere, sundhedsmedarbejdere, ja, her er næsten alt. Og det kører bare så godt. Jeg ved godt, man får lyst til at brække sig over at høre ord som rummelighed og den slags, men her passer det altså bare,” siger hun, og Helle følger op:

”Ja, vi plejer at kalde det ‘Kongelundskulturen’,” siger hun, før døren brager op og en ung mand kommer ind.

Også lidt spændende

Anders Ibsen er uddannet idrætspædagog. Han har været ansat på centeret i næsten syv år. Det meste af tiden i samme stilling som Helle og Aviva, men for ganske kort tid siden blev han forfremmet til kultur- og fritidskoordinator. Det er ham, der står for at formidle kontakt mellem centerets frivillige og pædagogerne.

”Når de frivillige eksempelvis har været på tur, fortæller de mig, hvordan det er gået, og det overleverer jeg så til Helle og Aviva. Det kan både være negative og positive historier. Det kan f.eks være et barn, der har det svært generelt, men har haft en virkelig god oplevelse på en tur med de frivillige. Det fortæller de frivillige så til mig, som fortæller det til pædagogerne. På den måde kan vi få det ind i barnets journaler, ligesom Helle og Aviva kan snakke med barnet om oplevelsen og reaktivere de der gode følelser. Og det er altså en ret unik struktur for et asylcenter,” fortæller han.

Selvom Anders også er blevet fyret, skal han være med til at overlevere beboerne til Center Thyregod i Midtjylland, hvor de i løbet af de næste uger og måneder skal flytte hen.

”I næste uge skal jeg f.eks. til Thyregod og rekruttere frivillige. Det bliver skide sjovt,” fortæller han.

Du er lige blevet forfremmet, og nu er du fyret. Hvad tænker du om det?

”Altså jeg er nok lidt tosset på det punkt, for der er noget ved det, jeg ret godt kan lide,” siger han og uddyber:

”Vi er alle sammen enige om, at denne her situation er helt ulykkelig, men når det nu er sådan, det er, synes jeg også, det er en spændende udfordring at skulle flytte så mange mennesker og sørge for, at alle får det godt. De praktiske ting med, hvem der tager imod dem i Thyregod, men også de mentale med at få afsluttet alt her og få dem godt videre. Det er da spændende.”

Aviva bryder ind:

”Ja, og vores børn skal nok klare det. De har overlevet værre ting end det danske asylsystem, men det virker stadig meningsløst at flytte dem så langt væk. Det positive er dog, at det bliver en permanent løsning. Det under jeg dem virkelig oven på de her kaotiske år med skimmelsvamp,” siger hun.

Planlægge hvad?

Pausen er ved at være slut. Aviva og Anders er gået ud på gangen for at tage imod de første børn, mens Helle rydder op.

Hvad skal I så lave her til aften?

”Egentlig er tirsdag krea-dag, men vi skal nok bare hygge. Måske lave ansigtsmaling.” Hun kigger ned i bordet for en stund.

”Det er svært,” siger hun så. ”Svært fordi vi skal være her så længe endnu. Det er… Det er hårdt. Vi har altid været så gode til at holde vores møder og planlægge dagene. Nu er det bare sådan: Planlægge hvad? Vi ved jo ikke engang, om vi har nogle børn tilbage i næste uge.”