I kan ikke slå os ihjel

I begyndelsen af ugen dukkede et nyt hashtag frem på de sociale medier, og det har allerede været brugt flere hundrede tusinde gange: #SansMoiLe7Mai, lyder det mundret, og de franskkyndige vil vide, at det betyder ”uden mig den 7. maj”. Det er dele af den franske venstrefløj, der har tænkt sig at boycotte finalevalget mellem Macron og Le Pen – i protest mod både Len Pens højrenationalistiske fremmedfjendskhed og Macrons liberalistiske nedskæringspolitik.

Særligt er der tale om en gruppe af de syv millioner franskmænd, der stemte på venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon ved første valgrunde i søndags, der har meldt sig under hashtagget, og Mélenchon selv har højst utraditionelt heller ikke endnu tilkendegivet, hvem han vil støtte på finaledagen.

Det er ellers almindeligt ved det franske valg, at de tabende kandidater ved første runde tilkendegiver deres støtte til den ene af de to finalekandidater umiddelbart efter resultatet ligger klart, men Mélenchon har ladet det være op til sine støtter selv at vurdere situationen. En slet skjult opfordring til at blive hjemme i sofaen.

Tendensen kan være livsfarlig for Macron, der ellers ligger endog meget lunt i svinget til at vinde præsidentposten, og den minder umiskendeligt meget om den bevægelse, der startede efter den demokratiske kandidat Bernie Sanders tabte til Hillary Clinton i primærvalgene, og som var medvirkende årsag til hendes endelige nederlag til Trump.

Men det er ikke kun en farlig tendens for Macron, men for hele det politiske system i Vesten, hvor fløjene glider længere og længere fra hinanden langs flere og flere konfliktlinjer. Elite vs. folket, by vs. land, EU vs. nationalstat – og naturligvis i den evige indvandrerdebat til eksempel. Vi så det ved Brexit-afstemningen i Storbritannien, ved det amerikanske valg, i Holland og i Sverige, hvor Sverigedemokraterna nu står som broderlandets største parti.

Og vi har set det her efter første valgrunde i Frankrig, hvor den konservative taber François Fillon i nederlagets stund omtalte Marine Le Pens parti som ”et ekstremistisk parti”, som er ”kendt for sin voldelighed og intolerance”, hvorefter han gav sin støtte til Macron med ordene: ”Jeg kan forsikre om, at ekstremisme kun kan føre til ulykke og splittelse i Frankrig” – uden tilsyneladende selv at se, hvilken splittelse der lå i dén udtalelse.

Fordømmelse uden argumenter virker som gift for den demokratiske samtale. Eksempelvis som da den svenske socialdemokratiske tabloidavis Expressen skrev på sin helt sorte forside efter Sverigedemokraternas fremgang ved sidste Riksdagsvalg: ”Sverige er de 87 procent” med en henvisning til de 13 procent, der havde stemt på SD og som så altså måtte anses for ikke at være svenske.

Der ligger en underlig virkelighedsfornægtelse i ikke at ville se alle dele af sit eget land som en del sig selv. For hvad nu hvis de ‘andre’ faktisk mener, hvad de siger – og stemmer? Hvad nu hvis det er rigtigt, at udkantsområderne i USA, Frankrig, Sverige og Danmark faktisk oplever, at verden falder sammen om ørerne på dem? Hvordan ville du selv reagere, hvis al økonomi, service, engagement og arbejdspladser blev drænet fra dit område? Og hvis du oplevede stigende kriminalitet i kølvandet på øget indvandring?

Og tænk, hvis man lyttede til de vrede stemmer – i stedet for at boycotte dem og fordømme, frygte og smide dem ud af vores land og bevidsthed?

På omvendt vis er højrefløjen blevet en minoritet i de fleste vestlige lande, der ikke længere kan tænkes væk. ‘I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv’, lyder et kendt slogan fra venstrefløjen og Christiania. I dag kunne det være højrefløjens slogan. De unge Mélenchon-vælgere kan ikke drømme Le Pen væk fra virkeligheden, kun styrke hendes chancer ved at blive hjemme på valgdagen.