Nyhedsanalysen

Græske tilstande

Skatteminister Karsten Lauritzen præsenterer planerne for fremtidens skattevæsen på et pressemøde t i lokale Pro-D i Provianthuset ved Christiansborg. d. 26. august 2016. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)

Danmark slår snart Grækenlands rekord i tabte skatteindtægter. Pengene fosser ud af Skat i et tempo, som ikke engang de dysfunktionelle, græske myndigheder kan følge med i. De senere års tragedie i demokratiets vugge – der igen og igen har balanceret på kanten af bankerot og euro-exit – skyldtes nemlig ikke kun et alt for stort pengeforbrug, men i mindst lige så høj grad, at det græske skattesystem ikke har fungeret. Pengene kom ganske enkelt ikke i statskassen, og politikerne snød dernæst med regnskaberne.

Der er noget mindst lige så råddent i Danmark. Tidligere på ugen kom det frem, at revisionsfirmaet PwC i en rapport anbefaler, at Skatteministeriet nedskriver den aktuelle skattegæld med 80 mia. kr., da de gamle restancer ikke længere kan inddrives, realistisk set. Den djævelske forklaring er, at Skats totalt mislykkede inddrivelsessystem, EFI, aldrig kom til at virke, da det blev lanceret i 2013, og dernæst måtte lukkes ned, da det ikke engang fungerede lovligt. Derfor har Skat reelt ikke inddrevet bøder, gæld og restancer i årevis, og gælden til det offentlige er eksploderet. Nu opgiver regeringen så det sidste håb om at få kronerne i kassen.

Danskerne har ikke noget at lade andre lande høre om systemfejl i forvaltningen. Danmark kan ikke længere rejse rundt som ‘good governance’-gulddrenge. Spørgsmålet er snarere, hvordan vi indadtil kan få rettet op på miseren? Og om vi måske her kunne lære lidt af de klassiske demokratiske traditioner?

For de uindviede virker samråd i Folketinget ganske vist som en pudseløjerlig foreteelse. Og for de indviede virker de faktisk endnu mere overflødige, hvis da ikke ligefrem meningsløst: ”Når Folketinget gør sig selv til et realityshow, flyttes magten andre steder hen.” Samrådene afholdes i gennemsnit mere end én gang om dagen. Her sidder en lille skare af menige folketingsmedlemmer – kaldet ‘backbenchers’ – og skyder alvorstungt mod en minister, som så til gengæld læser op fra nogle papirer, som embedsmænd har skrevet på forhånd. Og typisk er der ingen, som lytter med. Dramaet er derfor som oftest til at overse. Men der findes undtagelser.

I dag giver ét af samrådene mening: Siden kl. 10:30 har Skatteudvalget i Folketinget diskuteret behovet for en styrkelse af Skat. Det formelle spørgsmål, som er stillet af Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersen, lyder:

”Mener ministeren, at der er mulighed for at nedbringe skattegabet og øge skatteindtægterne ved at styrke SKATs indsatsområder med flere ressourcer, for bl.a. at kunne foretaget øget ligning af risikovirksomheder, kontrol med momsbetalinger, permanent bevilling til indsats mod social dumping, intensiveret indsats mod brug af skattely, snyd med punktafgifter m.v.?”

Ministeren er skatteminister Karsten Lauritzen, den 8. skatteminister siden 2010. Og skattegabet er et begreb, der beskriver forskellen mellem, hvor meget staten på den ene side burde have fået i kassen, og hvor meget staten på den anden side rent faktisk har fået i kassen. Lige nu står kasseapparatet og blinker rødt: 80 mia. kr. er fosset ud, sammen med 12,3 mia. kr. i udbytteskat og et efter al sandsynlighed også substantielt milliardbeløb i tabte momsindtægter.

Det faktiske skattegab i Danmark er enormt, og idéen om at styrke ”SKATs indsatsområder med flere ressourcer, for bl.a. at kunne foretage øget ligning af risikovirksomheder, kontrol med momsbetalinger” virker akut påtrængende. Indtil videre har VLAK-regeringen ikke fået lukket hullet i statskassen. Tværtimod er tabene vokset under skatteminister Karsten Lauritzen. Sammen med de seneste forgængere – Kristian Jensen (V), Troels Lund Poulsen (V), Peter Christensen (V), Thor Möger Pedersen (SF), Holger K. Nielsen (SF), Jonas Dahl (SF), Morten Østergaard (R) og Benny Engelbrecht (S) – har Karsten Lauritzen været en dyr dreng for Danmark.

For hvem har egentlig tillid til, at dagens samråd bliver et vendepunkt? Hvem tror, at blødningen er stoppet? Måske er vi efterhånden derhenne, hvor vi i stedet burde spørge Euclid Tsakalotos, Ευκλείδης Τσακαλώτος – som er Grækenlands aktuelle finansminister – om nødhjælp til at løse vores problemer med skattetab og -gab? Grækerne har i det mindste forstået situationens alvor. Danmark har snart tabt flere penge.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12