Portræt af Rane Willerslev, som er den nye direktør for Nationalmuseet.
I går skrev en amerikansk fyr på Twitter, at han under en oprydning havde fundet et brev, som han modtog fra Ray Bradbury, da han gik i 5. klasse i 1982. Den berømte science fiction-forfatter havde givet sig tid til at svare på et spørgsmål vedrørende slutningen på en af historierne i sin novellesamling Krøniker fra Mars fra 1950.
”Kære Tony Wolf,” skrev Bradbury, der på det tidspunkt var 72 år, ”for at svare på dit spørgsmål – mod slutningen af Krøniker fra Mars så jordmændene ikke marsboere, da de kiggede i vandet, de så sig selv! Men eftersom de nu var strandet permanent på Mars for evigt, ville de, naturligvis, blive til – marsboere. Så det, de ser i vandet, er – marsboere – sig selv! Tak fordi du spurgte.”
Ray Bradburys fine brev til en 11-årig fan om en flere årtier gammel novelle mindede os på flere måder om ansættelsen af Rane Willerslev som direktør på Nationalmuseet. Af en forsker at være er den 45-årige professor i social antropologi som udgangspunkt sådan en, der hører til ude i felten, om det så er Uganda eller Sibirien, og i undervisningslokalet. Han er vel det nærmeste, vi kommer på en Indiana Jones-type herhjemme, bare uden hat og flodhestepisk, men til gengæld med en formidlingsiver og glæde ved at fortælle, som får Indiana til at fremstå introvert og socialt akavet ud over alle grænser.
Willerslev har masser af erfaring med ledelse fra både Moesgaard Museum i Aarhus og Kulturhistorisk Museum på Oslo Universitet, men på en eller anden måde er det alligevel blevet til en mediehistorie, at her kommer der en total outsider og sætter sig i chefstolen, og ‘uh, hvor bliver det spændende, om han kan løfte opgaven’. Willerslev siger selv, at ansættelsen af ham er et symbol på et opgør med tendensen til at ansætte embedsmandsagtige tørvetrillerteknokrater på store offentlige institutioner. Et kæmpeskridt væk fra new public management-bacillen, der har lagt en dæmper på arbejdsglæden i det offentlige siden 1980’erne.
Alting kommer i bølger. Gulerodsbukserne, for eksempel. De kom cirka samtidig med new public management (NPM) – måske endda lidt før. Men forsvandt så hurtigt igen (i modsætning til NPM). Så kom de vist tilbage sidste år, og nu er de væk igen. Man kan håbe, at NPM ikke var en bølge, men en fejldisposition. Ledelse handler i hvert fald ikke længere om at indskrænke og lukke, men at frisætte.
I et interview i det herlige magasin Magisterbladet taler Rane Willerslev om forskning som en ”ekstremt kreativ proces”. Forskning bør være grænsesøgende, siger han, og forskerens måde at tænke på har en meget større værdi, end hvad man ellers finder af måder at tænke på ude i samfundet. Så derfor ser han det som sin allervigtigste opgave at skærme forskningens kreativitet mod styring.
”Problemet opstår,” siger han, ”når den her kreative forskningskultur støder sammen med en bureaukratisk kultur, som har et nulfejlsideal som sit omdrejningspunkt. Det er jo ikke for at undervurdere managementbegrebets betydning for muligheden for at styre offentlige institutioner, men man er nødt til at erkende, hvad management ikke kan. Og der ved vi fra blandt andet universiteterne, at management ikke kan skabe entusiasme, det kan ikke skabe dynamik, tværtimod, hvis det får for meget indflydelse på menneskers liv, så tager det glæden ud af arbejdet.”
Manden har ret. Når folk i ledende stillinger hos store offentlige institutioner i fremtiden kigger på deres eget spejlbillede i vandet, så ville det være rart, hvis de så Rane Willerslev.