Kendsgerningernes krise

”Krige. Så mange krige. Eksterne krige og interne krige. Kulturkrige, videnskabskrige og krigen mod terrorisme. Krigen mod fattigdom og krigen mod de fattige. Krige mod ignorance og krige baseret på ignorance. Mit spørgsmål er simpelt: Skal vi, os forskere, de intellektuelle, også være i krig?”

Sådan spurgte den franske videnskabssociolog Bruno Latour lidt retorisk allerede i 2004 i et polemisk essay, hvor han bekymrende så tilbage på de kritiske undersøgelser af videnskabeligt produceret fakta, som havde været omdrejningspunktet for hans forskning i årtier. Latour reagerede især på, at det der tilsyneladende lignede nogle af hans egne forskningsindsigter pludselig blev brugt til at relativisere videnskabens resultater via forskellige konspirationsteorier og sager om faktabenægtelse.

Spørgsmålet er om vi nu med den seneste faktapolemik virkelig har mistet grebet om de kendsgerninger, der udgør grundlaget for alle hånde beslutningsprocesser i vores samfund? En bølge af demonstrationer, forskerudtalelser og rapporter – som vi vil præsentere i indeværende føljeton – kunne tyde på, at det gør sig gældende i nogle dele af verdenssamfundet. Men gælder det også i lille Danmark?

”Det er så afgørende, at vi lytter til dem, som faktisk ved noget om det her,” sagde Alternativets Rasmus Nordqvist fra scenen til Folkets klimamarch foran Christiansborg i lørdags. Med diverse ordførerskaber i ryggen og deltagelse i Londons March for Science ugen før pegede han i talen primært på en kløft mellem den forskningsbaserede viden om menneskeskabte klimaforandringer og den manglende parlamentariske og folkelige vilje til at omsætte den i handling.

Initiativet til March for Science tog sit afsæt i et obskurt hjørne af internettet med en kommentar fra profilen Beaverteeth92 på det sociale medie Reddit om nødvendigheden af en march for videnskaben efter Women’s March havde været en succes, men også mere etablerede interesseorganisationer og forskere har meldt deres interesse og følt det nødvendigt at træde ud af den apolitiske forskerrolle og ind i en mere normativ sfære. ”Krigen mod videnskab kommer til at have indflydelse på dig – om du er forsker eller ej,” skrev økolog og direktør for California Academy of Science Jonathan Forley for nylig i kampskriftet ‘How To Fight The War on Science and Win’. Forleys polemiske indlæg var en direkte reaktion på nye videnskabspolitiske vinde i USA. Selvom Donald Trump ikke har været særligt effektiv til at handle på sine valgløfter i andre henseender, så har han med indsættelsen af klimaskeptikeren Scott Pruitt som leder af de amerikanske myndigheders Environmental Protection Agency (EPA) (Pruitt har i sin tid som guvernør lagt sag an mod EPA 13 gange) og bratte nedskæringer i forskningsbudgetterne, skabt furore i forskerkredse verden over.

For kun få uger siden udtalte Pruitt endnu en gang, at menneskelig udledning af drivhushasser i hans øjne ”ikke er den primære bidragyder til den globale opvarmning”, selv om forskningen længe har peget på det modsatte som en kendsgerning. Som en af verdens førende forskningsnationer ud i menneskeskabte klimaforandringer, er Pruitts placering i så afgørende en organisation som EPA, ifølge bevægelsen bag March for Science, et udtryk for, at bindeledet mellem forskningsbaseret viden og politisk styring i Guds eget land nu er fuldstændig eroderet. At Pruitt for eksempel afviser at lade sig rådgive af sin egen organisations videnskabelige rådgivere, der peger på at pesticidproduktet chlorpyrifos bør forbydes, er blot én ud af flere sager efter hans indtrædelse, som tyder på, at initiativtagerne til sidste lørdags March for Science og Folkets Klimamarch i lørdags har en pointe.

Men kan vi virkelig adoptere amerikanernes fatalisme, slogans og paroler i en march for særligt videnskaben i Danmark? Ifølge lektor i videnskabsstudier på Aarhus Universitet, Kristian Hvidtfelt Nielsen, er svaret, at det kan vi faktisk ikke helt. I Politikens debatspalter d. 18. april argumenterer han for at bakke op om marchen, men nuancerer samtidig billedet betragteligt med henvisning til en Gallup-undersøgelse fra 2014, der viser, at hele 91 procent af Danmarks befolkning mener, at forskning og ny teknologi har en helt afgørende eller stor betydning, når det gælder om at løse fremtidens udfordringer.

Spørger man den danske organisation bag March for Science, hvorfor de mener, at der eksisterer – som der står på deres hjemmeside – ”bekymrende tendenser til at miskreditere videnskabelig ekspertise og konsensus og begrænse den videnskabelige udvikling” i Danmark, så får man mindre bombastiske og mere nuancerede svar. Videnskabsjournalistikkens grand old man i Danmark, Jens Degett, svarer som talsperson for March for Science i en mail, at han anerkender og bifalder den store folkelige opbakning til videnskaben blandt almindelige mennesker i Danmark. Men samtidig understreger han, at det i en dansk kontekst mest handler om den manglende lydhørhed blandt politikere, når de af embedsværk og rådgivere præsenteres for den forskningsforankrede og evidensbaserede viden, som deres politiske beslutningsprocesser er afhængige af. Jens Degett problematiserer altså, at man ikke lader sig rådgive af den bedste viden, som er tilgængelig, men sorterer i eller decideret ignorerer informationer efter egne interesser og mavefornemmelser. Med henvisning til miseren om landbrugspakken og Eva Kjer Hansens ageren i sagen giver også Kristian Hvidtfelt Nielsen i sit debatindlæg i Politiken et eksempel på, hvordan danske forskere for nylig har følt sig misbrugt af ministre og embedsfolk. En rapport fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) fra 2016 viser netop, at der ”i andre lande er større fokus på at kvalitetssikre politikudviklingen ved systematisk indarbejdelse af forskningsbaseret viden”.

Men hvad får utallige forskere til at råbe vagt i gevær over videnskabens krise i offentligheden? Det handler ifølge mange især om en dalende offentlig finansiering af forskningen, men også om den måde vi kommunikerer om videnskaben.

Et dansk ph.d.-projekt fra 2015 på Aarhus Universitet af nuværende videnskabsjournalist ved Weekendavisen Gunver Lystbæk Vestergård peger på, at forskningshistorier aldrig har fyldt mere på tværs af de store medieplatforme, men at materialet ofte er forproduceret af voksende PR-afdelinger på universiteterne og derfor sjældent er baseret på selvstændig, kritisk research.

En pointe videnskabsjournalist Lone Frank også har harceleret over i flere sammenhænge.

”Redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer,” kan der for eksempel stå efter mange af den slags artikler som fylder i statistikkerne. Resultatet bliver, at formidlingen af det videnskabelige arbejde ofte er skrællet fra et angelsaksisk populærvidenskabeligt medie og gerne i en endnu mere letfordøjelig udgave.

En af den californiske forskerøkolog Jonathan Forleys hovedpunkter i det omtalte essay ‘How To Fight The War on Science and Win’ er ønsket om at opprioritere den velfortalte og grundigt researchede historie, fordi fakta og forskningsbaseret viden i sig selv har vist sig ikke at være nok til at få folk til at handle. Selv samme pointe fremførte samtidskunstner Olafur Eliasson for nylig på scenen i Den Sorte Diamant i samtale med Paul Holdengräber. I dagene op til March for Science uddybede han pointen:

”Videnskaben har givet os al den data, som vi har bygget vores samfund på. Forskning har givet os data om klimaet for eksempel, men nogle gange er data så abstrakt, at det kan være svært at bruge den til at handle. Det er meget svært at tage den data til sig, bruge den aktivt og handle på den. Så at marchere for videnskaben handler for mig om at bygge bro mellem noget, der kan virke abstrakt og så en handlen. At vise støtte til videnskaben og forstå, at vi både har brug for videnskaben og følelsesmæssig handlen for at ændre verden,” sagde den altid pragmatiske dansk-islandske kunstner, der i samtalen med Holdengräber flere gange henviste til Bruno Latour. En forsker, der gennem sin karriere nøjsomt har kortlagt det netværk af handlinger og valg, som ligger bag forskningens produktion af data. Latour er ofte blevet (fejl)læst som videnskabskritisk sociolog, der vil blotlægge den positivistiske videnskabs konstruerede viden. I dag er han ofte nødsaget til at understrege, som reaktion på faktaresistens og konspirationsteorier, at det for ham aldrig handlede om ”at fjerne sig fra fakta, men at komme tættere på dem”.

Netop det budskab er udgangspunktet for de næste kapitler af føljetonen, hvor vi forsøger at komme bagom den data og viden, der ligger til grund for de klimarapporter- og nyheder, som jævnligt – og særligt i disse uger – rammer os med diagrammer og letforståelige tal om Jordens atmosfære.

”Datafabrikken” kalder geoøkolog Ludwig Ries forskningsstationen Scheefernerhaus, der ligger på toppen af Tysklands højeste bjerg Zugspitze på grænsen til Østrig, hvor vi blandt andet skal møde den kenyanske meteorolog Annet Nyaga og den eneste kvindelige udstationerede observatør i den tyske vejrtjenestes historie på toppen af Zugspitze, Claudia Hinz.