Solstik og stammementalitet

Så blev det mandag og den første dag i maj – også kendt som 1. maj. Der er gået nogle år, siden det føltes 100% naturligt for os her på Føljeton at tage hen i Fælledparken og smide os i græsset med en kasse øl. Det var nok en gymnasierelateret aktivitet, må vi indrømme, og det var, som om de rungende stemmer fra højttaleranlæggene på scenerne foran menneskemængderne gik ind ad det ene øre og ud af det andet, så snart vi satte flasken til munden og lagde nakken tilbage. På den konto har vi ikke tal på, hvor mange 1. maj-taler, vi ikke kan huske – hverken for det gode eller for det dårlige.

Vores gymnasietid var ikke i går. Vi taler om en tid, hvor det, der først og fremmest var på dagsordenen på Arbejdernes Internationale Kampdag, var solidaritet. Solidaritet og sammenhængskraft. Måske var det en gratis omgang, men dengang kunne landets mere eller mindre røde partier, som i øvrigt også talte Socialdemokratiet, holde overbevisende taler om solidaritet, uden at denne solidaritet byggede på en eksklusion af nogle andre. Hvis der eksisterede et ‘dårligt selskab’, så var det bare i Kim Larsens tekstunivers.

Men tiderne skifter. I dag har Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass holdt en 1. maj-tale, som han ville være blevet bombarderet med æg og ukvemsord for i 1992. Ja, han var nok besvimet, hvis han som ung formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom midt i 90’erne havde set den 50-årige udgave af sig selv holde sådan en tale. Han ville have troet, at den gamle mand havde fået solstik. Det her er ikke et politisk statement, men bare en tør konstatering. Henrik Sass Larsen roste nemlig Canadas og Australiens asylpolitik – og særligt Australiens kontroversielle og temmelig udskældte metode med at placere asylansøgere på en stillehavsø langt væk fra fastlandet finder han tiltalende, fordi det har standset den spontane asylsøgning. ”Det er min overbevisning, at vi skal gøre det samme i Danmark,” sagde han ifølge DR fra talerstolen i Borup mandag morgen. Han forklarede nærmere: ”Sagen er, at folk ofte er glade for, hvad de har. Det samfund, den stamme, som de er en del af, udgør deres fundament for deres hverdag, deres job, deres familie, deres velfærd.” Og endelig: ”Et meget stort antal af nye mennesker fra en anden stamme, som pludselig flytter ind i deres hverdag, kan skabe betydelige problemer.” Da vi ikke har nogen stillehavsøer i Danmark, forestiller Henrik Sass Larsen sig, at det kunne være tættere på. ”Jeg er meget fleksibel,” siger han til Ritzau. ”Det kan være alt lige fra de steder, hvor vi har dem i øjeblikket, i Libanon og Nordafrika.”

Hvis en politiker opfatter det som en slags pligt at finde en fællesnævner af angst ude i det, som Pia Kjærsgaard altid har kaldt ”den brede danske befolkning”, og indrette sig efter det, gør Socialdemokratiet det nok rigtig godt i dag. Hvis en politikers opgave er at være visionær og finde redelige og menneskelige løsninger på problemer, der synes umulige, og få vælgerne til at tro på de løsninger, går det måske mindre godt.

Så hvis man i dag sidder med den kasse bajere ude i Fælledparken eller ved en anden event på Arbejdernes Internationale Kampdag og svagt registrerer, at nogen taler om ”stammer” og ‘venlige eskorter’ ved grænsen, så sæt da bare flasken for munden og læg nakken tilbage – men slå ørerne ud.

God 1. maj!