Atmosfærens vogtere

Ved morgenbordet i Schneefernerhaus’ gamle hotelrestaurant sidder jeg sammen med Alena Melnik fra Hviderusland, Yekaterina Perikhanyan fra Armenien, Lora Valcheva fra Bulgarien og Annet Nyaga fra Kenya. De er alle ansat ved nationale meteorologiske institutter og forskningsenheder på universiteter, der er en del af netværket Global Atmosphere Watch, som leverer data til The World Data Center. Vi spiser små hvedeflutes med skiveost og syntetisk kuvertmarmelade og drikker maskinkaffe og juice fra koncentrat.

Mit besøg på forskningsstationen Schneefernerhaus falder sammen med et af de halvårlige kursusudbud i GAWTEC (The Global Atmosphere Watch Training & Education Centre), som de tyske myndigheder på solidarisk vis finansierer og udbyder for at styrke det internationale samarbejde i indsamlingen af informationer om atmosfæren og klimaets udvikling.

Annet Nyaga er med sit gode humør og gennemtrængende stemme et samlingspunkt for kursisterne. Hun svarer konsekvent med fem sekunders betænkningstid i korte, præcise sætninger. Hendes vej ind i meteorologien begyndte med et gratis stipendiat fra den kenyanske stat, som i dag har gjort det muligt for hende at tjene til dagen og vejen. ”Jeg kan godt lide at arbejde med vejrmålinger og i det her fag kan jeg tjene mit land og sørge for, at vejrinformationer kommer ud til de mange brugere,” siger hun og snakker om, at både transportsektoren, landbruget og befolkningen er meget afhængige af vejrmeldinger i Kenya. Til sidst i samtalen kommer vi ind på det, der formentlig er hovedårsagen til, at det globale netværk af vejrobservationer vokser i disse år. Klimaforandringerne.

”Alle her er interesseret i de klimaforandringer, vi ser i dag,” siger Nyaga og kigger rundt på sine medkursister. ”Men det er på hver vores måde, fordi der er forskellige nationale interesser,” tilføjer hun og tager nærmest rollen som talsperson blandt kursisterne.

Hvordan er det i dit land – hvordan mærker man klimaforandringerne hos jer?

”De er voldsomme. Vi kan virkelig mærke klimaforandringerne i Kenya. Vi har ikke årstider som her, men to perioder med henholdsvis lange regnskyl i marts, april og maj og korte regnskyl i september, oktober og november. I de seneste år har det været helt uforudsigeligt, hvornår det regnede. De lange regnskyl er blevet kortere og de korte regnskyl i efteråret begynder senere end de plejer. Og det går særligt ud over vores landbrug.”

En af de ansatte på forskningsstationen, Till Rehm, der tidligere har undervist på GAWTEC-kurserne, viser mig efter morgenmaden rundt på stationen og fortæller om instrumenterne og de forskellige partnere, der indsamler data til forskningsbrug. Vi går fra det ene summende laboratorie efter det andet med skinnende, metaliske luftpumper eller ”omvendte skorstene”, som Rehm kalder dem, der suger luft ind udefra til instrumenterne, som måler alt fra radioaktivitet til metangasser i atmosfæren. ”Du går sikkert rundt her og tænker ’hvor er alle forskerne henne’,” siger han pludselig. ”Men nogle af dem kommer faktisk kun én gang om året. Andre kommer hvert femte år. Og det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi instrumenterne er så robuste. I den proces fungerer jeg som forskernes forlængede arm,” siger Rehm, der oprindeligt er uddannet i geofysik og ikke ser sig selv som forsker, men mere som en forskernes pedel. ”Det er mit job, at forskerne kan lave deres arbejde og løbende få adgang til deres data.”

Mens vi vandrer rundt i laboratorierne og op og ned af labyrintiske vindeltrapper er Rehm i telefonisk kontakt med forskerne, der sidder på universiteter rundt i Tyskland. Han taler på engelsk med en iransk forsker på universitetet i Freiburg og med en anden, der har mistet signalet til sit instrument dagen før.

Vi går udenfor på en stor platform med tilfrossede måleinstrumenter i alle størrelser. ”Nogle instrumenter er åndssvagt simple,” siger han og peger på en af dem. ”Det her er bare nogle rør, der suger luft ind gennem en vifte. Andre systemer er så sofistikerede, at vi skal give dem daglig opmærksomhed. Særligt kulden og vinden slider på dem, og instrumenterne er meget sensitive. Vi skal kunne eliminere lokal forurening i vores data, så vi for eksempel kan se en skovbrand i Canada eller Siberien eller en støvsky fra Sahara og være sikker på, at vores målinger ikke har sin oprindelse et eller andet sted i Zugspitzes nærhed,” siger Rehm som noget af det sidste i en to timer lang omvisning, der nærmest har fået karakter af en museumsrundvisning, fordi alle detaljer virker indstuderede, og fordi instrumenterne ikke taler for sig selv, men har brug for at blive præsenteret i en specifik kontekst. Inden vi går ned til frokost, går vi op til forskningsstationens højeste punkt. ”Nu kan vi ikke komme højere op,” siger han og griner af turisternes svævebane, der går op til bjergets tinde. ”Se, den forsvinder i tågen!”

Luften ændrer sig konstant

Efter frokosten mødes jeg med den nye kursusansvarlige for de mange udenlandske deltagere. Mirella Glor er den yngste ansatte med forskerbaggrund på forskningsstationen og har som Till Rehm og Ludwig Ries en baggrund i geoøkologien, der er en af de bredeste naturvidenskabelige discipliner, der berører alt lige fra biologi og geologi til fysik og kemi. Glor fortæller, at hun altid har haft et ønske om at arbejde ved havet eller i bjergene, men at hendes interesse i atmosfærisk kemi sendte hende op til Schneefernerhaus. ”Luften er noget helt særligt for mig. Det virker, som om luften altid er det samme, men i virkeligheden ændrer dens indhold sig konstant,” fortæller hun om sin begejstring for sit fag. ”Mange tror, at luften mest består af ilt, men faktisk består den også af 78 procent nitrogen og en procent ædelgasser, hvor drivhusgasser som CO2 og metan befinder sig. Jeg kan godt lide at se på drivhusgassernes forbindelse til jorden, menneskene, dyrene og vandet. For mig indgår det hele i samme kredsløb.”

Glor har for nylig overtaget ansvaret for GAWTEC-kurset fra Till Rehm. For tiden optager hun 12 kursister fra hele verden på de halvårlige kurser, det er gratis at deltage, og de udvælger dem, der har mest brug for at blive opkvalificeret til at lave målinger i deres hjemland. Målet er at standardisere målemetoderne i alle lande, så kvaliteten af data optimeres. ”Når man ikke arbejder efter de samme parametrer, så kan man ikke sammenligne data fra Schneefernerhaus med data indsamlet i for eksempel Danmark, Sverige eller Kenya. GAW-netværket skal styrke den udvikling,” siger hun. Det er oplagt at tale om de globale klimaforandringer med kursisterne, der på kursusrækkens jubilæumshold på femtende år tæller deltagere fra både Sydamerika, Afrika, Sydøstasien og øst- og sydeuropa, men det kan faktisk godt være svært, forklarer Glor.

”De har meget forskellige forhold til de menneskeskabte klimaændringer. I Indonesien er de mest interesseret i emnet på grund af dets indflydelse på fødevareforsyningen, mens vi i Vesten mest forholder os til sundhedsricisi.”

Vi går udenfor på en terrasse foran restauranten og kigger på gletjserresten Schneeferner, som forskningsstationen er opkaldt efter, der ”ikke længere har en levende krop”, som Glor formulerer det. Hendes opfattelse af, hvorfor klimaforandringerne er så abstrakte og svære at kommunikere om, handler om luftens karaktertræk som fænomen. ”Det er et svært emne at tale om, fordi luften altid virker, som om den er den samme. Mange har svært ved at relatere til klimaforandringerne fra år til år, fordi langsomme ændringer over tid er svære at fornemme. Ændringerne er selvfølgelig noget, vi kan måle i luften, men vi kan ikke se dem. Luften har ingen farve. Vi kan se, når gletsjeren forsvinder, men det er sammen med stormene og regnskyllene kun indikatorer. Ændringer i luftens komposition er den mest direkte effekt, men den er usynlig,” siger Glor som noget af det sidste, inden vi skilles, og jeg forlader forskningsstationen for at besøge den tyske vejrtjenestes observationstårn på toppen af bjerget Zugspitze.