Byrum

Lektie i værdig kommunikation

I 2010 lærte et medlem af redaktionen her på Føljeton en lille lektie om noget med værdig kommunikation af århundredes mest betydningsfulde kvinde, Tine Bryld. Nu har brevkasseredaktøren, forfatteren, socialrådgiveren med mere fået sin egen plads. Føljeton stemmer for!

Forfatter og socialrådgiver, Tine Bryld.

I det herrens skoleår 2009/10 var der en af os her på Føljeton, som gik hen og blev ramt af en voldsom forelskelse. Ja, du kan jo selv forsøge at gætte, men det var altså en af de yngre medlemmer af redaktionen. Vedkommende var 17-18 år gammel og gik i 3. g. på et ikke nærmere bestemt gymnasium et sted i det syd-østjyske, og vedkommende var i krise, dyb, dyb krise.

Hver eneste dag klædte hun sig modent på (mørke farver og et silkehalstørklæde med peps) og tog i skole, hvor hun stavrede rundt i høje ruskindstøvler i en rus af lykkeangst med bøger på armen (som jævnfør diverse high school movies kunne tabes og samles op af den udkårne, som så ville finde et notat mellem bøgerne, hvor alt blev afsløret, så man slap for at sige, hvordan man havde det, men bare kunne snave, mens de andre klappede); hun gik ind i døre og paneler, havde buler i panden og plamager på halsen og drømte om en dag at besvime og blive reddet af en meget specifik person (her på Føljeton kan vi da godt gøre os visse tanker om, hvor dygtig vedkommende ville have været til fysik/kemi/tysk/idræt, hvis hun havde været bare en smule mere fokuseret i det afgørende tredje år på gym). Derhjemme græd hun sig selv i søvn om aftenen, gik lange ture og spejdede ud over oceanet (Vejle Fjord), mens hun så sig selv i fremtiden gå rundt i hånden med en 18 år ældre historielærer i en beigefarvet poloskjorte og et par helt nye, hvide Converse All Stars. Hun var forelsket i en lærer og arbejdede hårdt på at virke moden.

Alt dette havde hun sådan set glemt, også selv om det vist egentlig var ambitionen om at virke moden, der betød, at hun få måneder senere flyttede fra sit teenageværelse og fik sin egen lejlighed i en østjysk provinsby med meget modent stel og modne billeder på væggene. Men så i går aftes faldt hun over noget på Instagram. DR-værten Mads Steffensen havde postet et billede. Ikke noget godt billede, det er både skævt og uskarpt, og det er heller ikke suppleret med nogen anden kommunikation end et par emojis, herunder et hjerte. Men på billedet er der et skilt:

‘Tine Brylds Plads’ står der. Og neden under det: ‘Tine Bryld (1939-2011) var socialrådgiver, forfatter og radiovært. Kåret til de seneste 100 års mest betydningsfulde kvinde i 2015.’

Den er god nok. Tine Bryld har for et par måneder siden fået en plads på Frederiksberg. Det drejer sig om pladsen ved Forum Station, lige over for Radiohuset, hvor Tine arbejdede i mange år, og Steenwinkelsvej, hvor hun voksede op.

Og da vores unge redaktionsmedlem så det på Instagram, var der noget, der begyndte at dæmre. En regnfuld dag i 2010 havde hun da vist egentlig selv konsulteret Tine Bryld, havde hun ikke? Og Tine Bryld havde svaret.

Korrespondancen er desværre bortkommet, men redaktionsmedlemmet har indvilliget i at rekonstruere ordlyden i mailudvekslingen på baggrund af en række dagbogsnotater fra perioden.

Føljetons unge redaktionsmedlem til Tine Bryld i 2010:

Kære Tine Bryld
Ret angst. Dødforelsket. Dybt ulykkelig og ude af stand til at stoppe med at være en kliché. Jeg er forelsket i min lærer. Jeg føler mig kriminel. Han er mere end dobbelt så gammel som mig. Om natten har jeg mareridt, hvor han flygter til Grønland for at blive fri for mig. Han synes, at jeg er frastødende. Men om dagen smiler han til mig på gangen, og jeg er den eneste, der siger noget i hans timer. Jeg kan ikke holde det ud, så jeg fortæller det til bekymringsdukker, som jeg ligger under min pude, når jeg skal sove. Rimelig latterligt. Lort lort lort lort lort lort lort lort lort. Jeg har mistet fornemmelsen for god opførsel og søger tilflugt i tanker om aborter og tvangsægteskaber. Jeg har tænkt på at skrive et brev til ham og spørge, om han vil drikke kaffe. Må man godt det, når det er en lærer?
Kh.
[anonymiseret]

Vores unge redaktionsmedlem kunne slet ikke lide kaffe i 2010. Tine Bryld svarede et par dage senere [rekonstrueret]:

Kære [anonymiseret]
Tak for din mail. Jeg har selv stået i en lignende situation som yngre. Min erfaring er, at det plejer at gå i sig selv.
Venlig hilsen Tine

Redaktionsmedlemmet blev faktisk lidt vred på Tine Bryld der i 2010, da hun læste det svar, men altså; don’t shoot the messenger. Bryld havde jo ret, og vores unge ven lærte en lektie om værdig kommunikation. Faktisk var det lidt af en gestus, at Tine overhovedet svarede. I 2010 var det nemlig to år siden, at hun trak sig tilbage fra radioprogrammet Tværs på P1, hvor hun siden 1972 havde vejledt unge i, hvordan de skulle håndtere kærestesorger, mobning, misbrug, forældre og meget andet i den dur.

Vores unge redaktionsmedlem er bevidst om, at hun måske nok befinder sig i den lettere ende af de problemer, Bryld har vejledt i. Og det er også ok. Her på Føljeton er vi bare rigtig glade for, at Tine Bryld nu har fået en plads, så vi får anledning til at dvæle ved den slags minder.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12