Uddannelsens og forskningsminister Søren Pind
Hver gang en ny forskningsminister træder til, fremprovokerer han eller hun kun én opfindelse: nye bureaukratiske regler. Siden 1993 har samtlige 17 forskningsministre formået at indvikle universiteterne i evigt nye lag af detailstyring og politiske krummelurer. Hvad der opstod i København som et frit åndstempel i 1479, er i dag ved at blive forvandlet til et netværk af kommunale anstalter. Politikerne vil åh, så gerne kontrollere de vilde forskere.
Søren Pind er ingen undtagelse. Han er ikke jurist for ingenting. Hans sproglige kreativitet har heller aldrig manglet schwung: Da han i 2010 blev minister for udviklingsbistand fandt han underfundigt på at betitle sig selv ‘frihedsminister’, dernæst ‘Sheriffen’ som justitsminister og senest ‘fremtidsminister’ som nu uddannelses- og forskningsminister. Men med dagens udspil om en større omlægning af bevillingssystemet til universiteterne må Søren Pind finde sig i at blive kaldt ved sit nye og mere reelle navn: ufrihedsministeren. Eller snarere: Papirnusseren.
Også Pind ønsker at bestemme og diktere helt ned i detaljerne, hvad de frie forskningsinstitutioner skal befatte sig med. På tværs af partierne har danske politikere udviklet en ubændelig trang til at blande sig i universiteternes indre liv, angiveligt ud fra en enevældig forestilling om, at ministeren og embedsmændene i Bredgade ved bedst selv.
Intet kunne dog være mere forkert: Verdens bedste universiteter er præget af ét eneste, men gennemgående karaktertræk: Uafhængighed. Frihed fra politisk indblanding. Førende videnskatedraler som Massachusetts Institute of Technology, Stanford University og University of Cambridge er således kendetegnet ved deres integritet og finansielle uafhængighed af provinsielle sognerådspolitikere, som den ene dag vil det ene og snart det andet.
Her til morgen har VLAK-regeringen præsenteret et nyt forslag til en finansieringsmodel for universiteterne, som indeholder en ny bureaukratisk opfindelse, et såkaldt ‘kvalitets- og resultattilskud’, der delvist skal erstatte taxameterordningen. Fremover skal universiteterne, ifølge Søren Pind, have færre penge udbetalt, hvis de studerende forsinkes med mere end tre måneder, og/eller hvis de færdiguddannedes ledighed ender med at være højere end den generelle ledighed.
Fag og studieretninger med ‘langsomme’ studerende – og ikke mindst fag med en høj arbejdsløshed – vil altså fremover skulle spare betydeligt mere end de to procent af budgetterne, som allerede ruller automatisk som en grønthøster hvert år: ”Det er godt med en sund kappestrid, men der mangler nogle andre parametre. Dem prøver vi at putte ind nu,” udtaler Pind til Politiken.
I den bureaukratiske jargon kan det måske lyde tilforladeligt at ville erstatte kvantitet med kvalitet og gøre op med idéen om, at forskningsinstitutioner først og fremmest finansieres efter, hvor mange studerende, der kan presses gennem eksamenslokalerne. For heller ikke her følger danske universiteter eksemplet fra verdens bedste.
Massachusetts Institute of Technology, Stanford University og University of Cambridge er ikke blot uafhængige af papirnusser-typer som Søren Pind, men behøver heller ikke at lade middelmådige døgenigte bestå eksamener for at kunne finansiere forskningen. De bedste universiteter er nemlig ikke drevet som kommunale anstalter og har slet ikke brug for at blive motiveret til at satse på enestående erkendelser.
Hvis Søren Pind stadig var liberal, og ikke kun en systemforvalter, ville han ikke belemre danske universiteter med endnu et lag i det byzantinske bevillingssystem. En frihedsminister ville sætte universiteterne fri, lige så fri som verdens førende og frækkeste forskningsinstitutioner. Men sådan skulle det ikke gå her i papirnussernes land – her på befrielsesdagen.