Jeg føler mig ét med vejret

Iskrystallerne svæver glimtende i solen. I svævebanen de sidste halvtreds meter op mod Zugspitzes tinde møder jeg Claudia Hinz, der er på vej op for at lave vagtskifte i den tyske vejrtjenestes observationstårn.

”Vi observerer vejret, registrerer atmosfærens indhold, laver statistik og klimatologi,” fortæller hun om sit arbejde, da vi træder ud af kabinen og går hen mod tårnet, der blev bygget af den tyske købmand Anton Wenz mellem 1898 og 1900.

Vi har et imponerende vue ud over dalen med den store sø Eibsee og et væld af andre bjergmasser i horisonten, men Hinz er fortsat mest optaget af iskrystallerne i luften.

”Kan du se iskrystallerne,” spørger hun og peger ud i luften. ”De kommer kun ved de her temperaturer, når vi har omkring tolv minusgrader og luftfugtigheden er høj. Jeg elsker dem,” siger hun hengivent og finder sit nøglebundt frem for at åbne døren til observationstårnet.

Siden barndommen i østtyske Chemnitz har Hinz drømt om at leve af at observere vejret i højderne. Herfra noterer hun i sirlige talsystemer skyernes formationer og størrelse, indrapporterer temperaturforhold, vindstyrke og atmosfæriske forandringer for den tyske vejrtjeneste. I 2012 blev hun den første kvinde og østtysker, som har lavet vejrobservationer fra stationen, der er en del af netværket Global Atmosphere Watch. Hinz fortæller begejstret om, hvordan hun deler vejrmålinger med stationer i Chile og Sydafrika.

På selve tårnet, der er bygget op af halve træstammer med et bliktag på den øverste del, figurerer en stentavle med amatørmeteorologen Josef Enzensperger, der var den første overvintrende vejrobservatør og derfor også den første meteorolog, som lavede kontinuerlige målinger året rundt fra en alpin vejrstation.

Inde i observationstårnet stiller Hinz sig ved computeren. ”Vi krypterer al data i tal for at den kan læses internationalt. Internt kan vi læse krypteret datamateriale fra alle stationer. Og alle stationer har kendingstal. Vi har nummer 10691,” siger hun og peger på skærmen og tier et øjeblik for at taste aktuelle målinger ind i systemet.

”Pas på hovedet. Der er meget trangt her,” siger Hinz, da hun leder mig op af endnu en smal, buet trappe til det egentlige observationsrum.

”Her arbejder, sover og spiser vi. Vi er her 24 timer ad gangen,” siger Hinz om et meget trangt rum og viser mig, hvordan man på grund af pladsmangel har installeret seng og kogeplader på vægge, så de kan klappes ned til brug. Indretningen ser ikke ud til at have ændret sig meget, siden den første meteorolog Josef Enzensperger havde sit hjem her.

Vi går op af en stige fra soveværelset til en åben udsigtsplatform øverst oppe under himlen: ”Her har vi vores lille vejrhytte,” siger Hinz og åbner lågen til en tilfrosset kasse med små måleinstrumenter. ”Se, temperaturen er minus 13,5 nu,” siger hun og viser andre instrumenter frem, der måler ozon, vindstyrke og regndråbers og snefnugs tæthed i luften.

På vej ned viser Hinz mig nogle grafer over de målinger, som stationen har lavet siden år 1900. Grafen viser tydelige temperaturstigninger i særligt anden halvdel af det tyvende århundrede i alle årstider. Der er et eller andet ved den moderne alpinisme og menneskets trang til at bestige enorme bjergmasser og observere vejrets udvikling, der et øjeblik virker ekstraordinært sigende i kombination med de grafer over klimaets udvikling op gennem det tyvende århundrede, som Hinz viser mig.

Grafens ophængning i en af videnskabens tidlige modernistiske forskningsbygninger fremstår nærmest mytologisk, selv om det grafiske arbejde er lige så prosaisk og æstetisk kluntet, som alle andre informationer formidlet med en x- og y-akse.

”Jeg elsker vejret heroppe. Her er vejret ikke noget deroppe på himlen, men noget jeg føler mig som en del af,” siger Hinz som noget af det sidste til mig, inden jeg tager svævebanen ned til tandhjulsbanen, der skal føre mig ned ad bjerget og hjem.