Politisk ugerevy
Boliglotteri: De store vandt
Boligen er ukrænkelig i dansk politik. Ingen partier med ambitioner om regeringsmagten ønsker at stå uden for et forlig, der giver store skattelettelser til boligejerne – ganske enkelt fordi de udgør vælgerflertallet. Til gengæld blev styrkeforholdet mellem partierne udstillet i ugens boligskat-forlig: Her er vinderne og taberne på Christiansborg.
Udsigt fra Carlsberg på Vesterbro fotograferet 11. november 2015. Humleby, Vesterbro og indre København i synsfeltet.
I den evige balanceakt mellem idealisme og pragmatisme handler realpolitik om at håndtere tre hensyn: forventninger, forventninger og forventninger. Partier og toppolitikere bedømmes således altid på om de formår at overgå eller underpræsterer i forhold til de politiske forventninger, som de selv – og andre – har bygget op. Præcis som på aktiemarkedet: Nok så store overskud kan få kurserne til at falde, hvis blot forventningerne var pumpet endnu højere op. Og selv underskud kan overraske positivt.
I dramaet om sæsonens foreløbigt mest betydningsfulde forlig, den nye boligbeskatning, som blev indgået i denne uge, har partierne kæmpet indbyrdes om at placere sig bedst muligt i forhold til det mindelige kompromis, som hele tiden har været på tegnebrættet, nemlig at den boligskat, som husejerne betaler i dag, fortsætter nogenlunde uændret.
Ingen af de store partier tør eller vil hæve boligskatterne, og forhandlingerne har derfor mestendels handlet om, hvor meget de faktiske beløb kunne og skulle sænkes – og hvilke typer af husejere, som så skulle lettes mest.
Baggrunden er, at boligpriserne er steget voldsomt i flere dele af landet, ikke mindst i Nordsjælland og København, siden skattestoppet blev indført under Anders Fogh Rasmussen i begyndelsen af 00’erne. Boligejerne har sparet milliarder ved at skatterne ikke har fulgt prisudviklingen på boligmarkedet. Men netop derfor stod beløbene også til at ville eksplodere, i hvert fald på papiret, når skattesystemet skal opdateres med de nye ejendomsvurderingssystem, som snart træder i kraft. Scenariet var et mareridt for enhver politiker med ambitioner om en ministerpost.
Resultatet er nu blevet, at den generelle boligskattesats næsten halveres (fra 1,00% til 0,55%), og at det særlige liebhaver-knæk mere end fordobles (fra 3 mio. til 7,5 mio. kr.), samt at denne eksklusive skattesats samtidig halveres (fra 3,00% til 1,40%). Da nuværende boligejere ydermere får mulighed for at udsætte grundskylden, vil praktisk talt ingen komme til at betale mere hver måned i de næste mange, mange år.
Under et tungt papirlag af kompleks teknik er det på forunderlig vis lykkedes at fastholde status quo fra skattestoppets epoke – som objektivt set har været mest til gavn for ejerne af de dyreste boliger. Men hvordan har partierne formået at placere sig i forhold til dette forventede kompromis – og hvem er kommet styrket ud af sæsonens vigtigste forlig?
Nogle partier har en overmodig tendens til at skrue forventninger så højt op, at de næsten kun kan ende med at skuffe. Andre dæmper på forhånd forventninger så tilpas meget, at et hvilket som helst resultat virker som en sejr. Og kun i yderst sjældne tilfælde formår et parti at overgå vælgernes forventninger. Her følger en prioriteret rangliste over vindere og tabere af boligforliget:
Kong Kristian
Den klareste vinder ved status quo-forliget er manden, som trådte først frem fra den berømte glasdør i Finansministeriet: Med boligskatteforliget har den 45-årige kronprins hos Venstre, finansminister Kristian Jensen, taget to vigtige stik hjem, ét for regeringen og ét personligt.
Efter en månedslang periode med handlingslammelse i regeringen er det i sig selv en succes for Venstre at lande et bredt og betydningsfuldt forlig. Forventningerne til regeringen er efterhånden bombet så meget i bund, ikke mindst efter de gentagne udskydelserne af forhandlingerne om indkomstskatte-forliget, at selv status quo giver fremdrift.
Et gammelt mundheld i dansk politik lyder: ”For regeres skal der jo.” Og Kristian Jensen har formået at regere – og udvist et stort element af statsmandskunst ved at skrue op og ned på så mange parametre, at de andre forligspartier hver især kan pege på sejre. Dét er selve opskriften på et succesfuldt kompromis for en mindretalsregering.
Trumfen er dog endnu større for Kristian Jensen rent personligt: Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen har været bortrejst på ‘panda-diplomati’ i Kina, har Kristian Jensen bevist, at han kan stå i spidsen for et bredtfavnende forlig med hele 144 mandater bag sig i Folketinget. Også her er forventningerne mindst blevet indfriet: Kristian Jensen har bevist, at han er klar til at tage over som Venstres formand, når den upopulære Lars Løkke Rasmussen trækker sig en dag.
Nede med det
I substansen kan Socialdemokratiet krone sig med at have fået reelle indrømmelser: I modsætning til det udspil, som VLAK-regeringen lagde frem, er det lykkedes for bejleren til statsministerposten, Mette Frederiksen, at få gennemtrumfet dels en sikring af lejerne, som ellers ville være blevet ramt af stigende boligskatter, og dels bevarelsen af liebhaver-knækket – dog på et væsentligt højere niveau end i dag, hvormed mange faglærte lønmodtagere i bl.a. forstadskvartererne rundt om Danmarks universitetsbyer nu også slipper for stigende boligskatter.
Socialdemokratiet kan med troværdighed pege på, at deres stemmer har gjort en markant og reel forskel i retning af en bedre social balance, end VLAK-regeringen lagde op til. I tråd med den socialdemokratiske historie har Mette Frederiksen således taget medansvar for at bremse de borgerlige. Den allerstørste gevinst for Socialdemokratiet venter imidlertid forude.
Med det brede forlig er debatten om boligskatter lagt død så langt øjet rækker. Ved næste folketingsvalg kan de borgerlige partier ikke længere forsøge at skræmme boligejerne med, at Socialdemokratiet vil ‘brandbeskatte’ folk fra hus og hjem. Og sporene skræmmer: I 2005 tabte den daværende partiformand Mogens Lykketoft i høj grad valget på ikke at have et klart og letforståeligt modtræk til VK-regeringens skattestop.
Men nu er modtrækket fundet: Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen behøver ikke længere at frygte for at diskutere boligskat i den kommende valgkamp, og dén faktor kan og skal ikke undervurderes. Socialdemokratiet har ganske enkelt elimineret en sårbar flanke.
Tulle omkring
I nordiske folkemunde findes et dejligt ord, som betyder at gå omkring uden at foretage sig noget særligt, bare gå langsomt rundt, uden at have for travlt. Det kommer egentligt fra det svenske ‘tulla’, men bruges også på jævnt dansk: at tulle rundt. Netop sådan bevæger Dansk Folkepartis formand Kristian ‘Tulle’ Dahl sig rundt i det politiske landskab. Han har ikke travlt og slet ingen trang til at vælte rundt på for meget.
Tværtimod er status quo idealet for Dansk Folkeparti, og alene derfor er det en sejr for Dansk Folkeparti, at boligskatteforliget i store træk viderefører de nuværende beløb. Og endnu en gang er Dansk Folkeparti med i et kæmpe forlig på Christiansborg, tilmed uden at kunne beskyldes for at have solgt ud af nogen principper. Dansk Folkeparti er dygtige til at tulle.
Når boligforliget ikke fik den borgerligt-liberale profil, som VLAK-regeringen i første omgang lagde op til med en flad skat, er det dog retfærdigvis og i vid udstrækning Dansk Folkepartis fortjeneste. Kristian Thulesen Dahl lurede tidligt, at Dansk Folkeparti ville blive alt for sårbare over for kritik fra Socialdemokratiet, hvis han – igen – gik med til en skattepolitik med en lige så skæv profil, som tilfældet var i 00’erne. For Dansk Folkeparti passer det også glimrende, hvis den økonomiske politik kan glide ned på dagsordenen på grund af tværpolitisk enighed, så udlændingepolitikken omvendt kan komme længere op.
Oppositionens Skipper
Enhedslisten har aldrig været i nærheden af forliget. Men Enhedslisten har til gengæld formået at udnytte denne rolle på sidelinjen til at skabe en platform for en skarp indigneret kritik, som samtidig har skubbet politisk leder Pernille Skipper frem i forreste geled som lederen af den egentlige opposition i Danmark.
Enhedslisten har præcist sat fingeren på forligets måske svageste punkt, nemlig finansieringen. Forligspartierne har valgt at bruge løs af det såkaldte ‘råderum’, som rent regnskabsteknisk er opstået som en forventet effekt af bl.a. dagpengereformen. Over 20 mia. kr. flyttes dermed fra alle dem, som er blevet ramt af velfærdsbesparelser, og over til boligejerne, der gennemsnitligt har betydelige formuer opsparet i deres mursten:
”Det er forkasteligt, at det råderum som regeringen selv siger er skabt ved, at SOSU-assistenten skal holde flere år på arbejdsmarkedet og har fået halveret sin dagpengeperiode, skal finansiere skatterabatter til direktøren med villa i Nordsjælland,” udtaler Pernille Skipper: ”Råderummet burde bruges på velfærd og ikke på gaver til samfundets rigeste boligejere. De såkaldt ‘ansvarlige partier’ lovede jo, at reformerne skulle bruges på at sikre fremtidens velfærd, men nu skal de bruges på skatterabatter til villaejerne. Det er regulært løftebrud.”
Når man tydeligvis ikke kan få indflydelse på den førte politik, er det næstbedste at skabe ravage. For Enhedslisten er boligskatten en perfekt sag at mobilisere social indignation på, da de rigeste sparer mest – og de fattigste betaler.
Morten Hvem
Rent formelt ophæves skattestoppet med det nye forlig. Og selv om det kan lyde som en hyperteknisk detalje, har dét faktisk været hovedprioriteten for Det Radikale Venstre, som i flere år har været det eneste parti med lang regeringserfaring, som har turdet foreslå øget boligbeskatning. Den politiske leder Morten Østergaard kan således sætte et tjek-tegn ved en sejr, som på længere sigt kan vise at blive vigtig: Over tid er der potentielt åbnet for en større omlægning af skattesystemet, hvor arbejde og anden værdiskabelse beskattes mindre, mens dødvægten i boliger og bl.a. forurening beskattes hårdere. Til syvende og sidst skete omlægningen med ugens forlig ikke.
Parlamentarisk har De Radikale efterhånden mistet deres rolle som kongemager og magtfuldt midterparti. Efter en glansperiode, hvor den tidligere leder, Margrethe Vestager, tromlede enhver intern modstand i den tidligere SR(SF)-regering og triumferede med 17 mandater ved valget i 2011, er De Radikale blevet reduceret til et perifert parti, der kun har den beskedne indflydelse som deres ikke-udslagsgivende 8 mandater berettiger til.
Morten Østergaard, som af onde tunger kaldes for ‘Morten Hvem’ på grund af den manglende gennemslagskraft i den brede offentlighed, har endnu ikke formået at placere De Radikale på flertallets side i nogen afgørende storpolitisk dyst. Skatteforliget er symptomatisk: De Radikale er først og fremmest med, fordi de ikke ville kunne udholde tanken at stå udenfor. Men i substansen er indflydelsen marginal.
Yffer pyffer
Boligskatteforliget er en så old school form for studehandel-politik, at det næsten ville have været en fornærmelse over for Alternativets vælgere, hvis Uffe Elbæk & co. havde accepteret den bureaukratiske videreførelse af status quo. Alene derfor giver det solid mening, at Alternativet heller ikke denne gang fik demonstreret, hvilken realpolitisk forskel de egentlig kan gøre i Folketinget. Ingen har en forventning om, at Alternativet bare følger business-as-usual, men til gengæld et håb om, at de på kreativ vis finder på noget nyt og anderledes.
Indtil videre er Alternativet blevet klemt og glemt i alle forhandlinger om de virkeligt store beslutninger på Christiansborg – og vel at mærke uden samtidig at kunne præsentere et fængende alternativ, som i det mindste kunne have drejet debatten i en vild og overraskende retning.
På papiret har Alternativet tidligere foreslået at hæve boligskatterne med næsten 9 mia. kr. om året, mod at sænke en række andre skatter og afgifter. Men ærligt talt, hvem har i dag nogen som helst fornemmelse for, hvad Alternativet kæmper for i alle de små gradvise justeringer af satser og tekniske knæk? På grund af de forvirrede forventninger taber Alternativet næppe så meget på en sag som boligbeskatningen, men nogen vindersag er det også mere end vanskeligt at se, det skulle kunne blive. Alternativets alternativ er ganske enkelt for diffust til at kunne gøre en forskel i virkelighedens verden.
Simon siger
Liberal Alliance kunne ikke levere topskattelettelser og ej heller friholde de rigeste liebhaver-boligejere fra at skulle betale en ekstra skat på husværdier på over 7,5 mio. kr. I stedet har indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll forsøgt at forklare sig, eller snarere forsvare sig, med et prokuratorkneb ved at fokusere på de lommeregner-tal, som en ophævelse af skattestoppet ville have betydet:
”Jeg er tilfreds med, at det lykkedes at få en bred aftale, der gør det trygt at være boligejer. Der lå og ventede en kæmpe regning for danske familier. Nu har vi i stedet sikret boligskattelettelser på knap 28 mia. kr. frem mod år 2025,” lød det teknokratisk ved fremlæggelsen fra Simon Emil Ammitzbøll. Han undlader dog behændigt at nævne, at der aldrig nogensinde har været udsigt til, at et flertal i Folketinget ville lade boligskatterne stige med 28 mia. kr. Beløbet er en fiktion.
I modsætning til partileder Anders Samuelsen udstråler indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll imidlertid en afbalanceret kompromisvilje, og derfor vil ugens nederlag næppe slide så hårdt på Liberal Alliance – altså alene fordi det er ham, der sætter ansigt på partiets nye pragmatiske linje på boligområdet. Ideologisk set er det dog svært at få øje på, at Liberal Alliance har fået liberaliseret boligmarkedet mere end det allerede har været i mere end et årti. Eneste lille lyspunkt for Liberal Alliance er, at Enhedslisten tordner så hårdt mod boligforliget, da dét i det mindste efterlader et indtryk af et borgerligt aftryk.
Av for Søren
Konservative havde kørt de store kanoner i stilling: Boligejerne skulle reddes fra syndfloden af fremtidige skattestigninger. Formanden Søren Pape Poulsen havde gjort boligskatten til sin personlige mærkesag, og på partiets hjemmeside hedder det også fortsat: ”Vores vision er helt at afskaffe både ejendomsværdiskat og grundskyld.” Men visionen mislykkedes. Totalt.
Hverken ejendomsværdiskatten eller grundskylden er blevet afskaffet, og som et slet skjult symbol på nederlaget var det heller ikke Søren Pape Poulsen som trådte frem og forklarede sig. I stedet har erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen forsøgt at smile sig jublende ud af ydmygelsen.
Den største begmand kan dog vente forude for De Konservative: Ligesom Socialdemokratiet kommer til at nyde godt af boligskatte-debattens død, vil Søren Pape Poulsen & co. nu mangle en kontant mærkesag. Hidtil har det måske virket urealistisk og drømmende, når De Konservative har villet afskaffe både ejendomsværdiskatten og grundskylden, men i det mindste har de haft et slagnummer, som var populært i de dyreste villakvarterer.
Med boligskatteforliget vil konservative politikere fremover skulle forsvare et ganske snirklet system, hvor bl.a. nye boligkøbere kan komme til at betale mærkbart mere, fordi fastfrysningen af grundskylden kun løber frem til 2021. Teknisk set er det et knockout til De Konservative. Den eneste lille trøst er, at teknikaliteterne nok først går op for vælgerne efter næste valg.
Pia-testen
Den allerstørste taber i magtspillet om boligskatten er Socialistisk Folkeparti, som hverken er med i forliget eller har formået at påkalde sig opmærksomhed som hovedmodstandere af indholdet. SF er hverken fugl eller fisk.
SF virker fortsat fanget i en traumatisk tilstand fra det mislykkede regeringseventyr: På den ene side vil SF’erne tages alvorligt som et såkaldt ‘ansvarligt’ parti, men de andre partier gider ikke at have dem med, og på den anden side vil SF’erne også gerne råbe op med hård samfundskritik, men kun få vælgere gider at lytte efter. Formand Pia Olsen Dyhr kæmper ensomt og har haft umådeligt svært ved at vinde fodfæste i en for partiet skrøbelig situation, hvor både medlemmer og vælgere er strømmet til såvel Socialdemokratiet som Alternativet og Enhedslisten.
På latin betyder Pia den fromme og pligtopfyldende, og SF’erne vil så gerne gøre det rigtige og igen bringe sig i spil til at kunne sidde med i en regering. Men deres rolle i dansk politik bliver mere og mere udflydende. Dramaet om boligskatten ville næppe have udartet sig anderledes, hvis SF slet ikke havde været repræsenteret på Christiansborg.