Hvad er kunst? Sådan spurgte den ene af kun to åndspersoner i danmarkshistorien, som officielt har fået opkaldt en isme efter sig. Den anden var Nikolai Frederik Severin Grundtvig. Den nyeste svarede selv på sit spørgsmål: ”Jamen, det er jo et fiktivt begreb. Det, der er kunst for den ene, er det ikke for den anden, og alene af den grund skal staten lade være med at blande sig.”
Ordene kom, naturligvis, fra den afdøde lagerforvalter Peter Rindal. Han må imidlertid nu se sig overgået af en endnu mere nådesløs skrothandler fra Odense, H. J. Hansen i Havnegade. Den fynske skrothandler ikke bare mener, at politikerne skal blande sig uden om, hvad der er rigtig kunst – han handler også.
I en lige linje fra ødelæggelsen af Kolossen på Rhodos, som blev smadret ved et jordskælv i 226 f.Kr., men stadig står i kulturhistorien som ét af verdens syv vidundere, over Taleban-bøllernes afstumpede sprængning af Buddha-figurerne i klipperne ved Bamiyan i Afghanistan, blev Odense torsdag scene for en monumental kunst-destruktion – præget af en så måbende ignorant tåbelighed, at man først skulle tro, at historien var en plat happening.
Men den er god nok: Ingvar Cronhammars værk Campfire er blevet skåret op til skrot. Den fem meter høje skulptur med seks rustfrie søjler og sortlakeret pladestål i bunden er fjernet som affald. Dette bastante værk, som den dansk-svenske kunster skabte i anledning af Odense Tekniske Skoles 150 års-jubilæum i 1994, er ganske enkelt blevet sprættet op, knust og elimineret – uden nogen nåede at gøre indsigelser, før skrothandlerne lugtede penge.
Kunstneren selv, 69-årige Ingvar Cronhammar – som i årevis og i hvert fald siden opførslen af den bizart monumentale stålkuppel Elia ved et vejkryds uden for Herning har måttet kæmpe med beskyldninger om at lave ”fascistisk æstetik” – er helt rundt på gulvet. Han fatter intet af ødelæggelsen: ”Det er godt nok noget trist noget og meget besynderligt. Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad fanden det er for en historie,” siger Ingvar Cronhammar til TV2.
På en bagvendt måde er Cronhammar pludselig blevet provo-avantgarde. Hans tonstunge værker i stål og beton, som toner maskinelt frem i landskabet i et særegent rollespils-agtigt krydsfelt mellem science fiction og nordisk mytologi, stod ellers som en håndgribelig kontrast til tidens mere flygtige performancekunst. Han pralede ligefrem med, at der ville skulle ”en mindre atombombe til at flytte” Elia. Men noget så konventionelt som skrothandel var nok til at flytte Campfire.
Værket er allerede væk, og imens fyger beskyldningerne om, hvem der har givet ordren til at sige: Skråt op til Cronhammer! Syddansk Erhvervsskole skyldte i første omgang skylden på firmaet, som har overtaget de gamle skolebygninger. Men herfra skubber direktøren for Tasfo Selskaberne, Jesper Steen Tastesen, ansvaret videre til kommunen: ”Jeg kender godt skulpturen, men det er ikke os, der har givet ordren til, at den skal fjernes. Den står slet ikke på vores grund og tilhører ikke det, vi har købt.”
Her til morgen er kommunikationschef fra Syddansk Erhvervsskole, Lars Havelund, dog gået til erkendelse: ”Skulpturen stod i vejen, og derfor tilbød en af vores kolleger at fjerne den. Det er jo rigtig ærgerligt, det er endt sådan, men det er det, der er sket”.
Sådan er det jo. Odense Kommune er kortsluttet i fortvivlelse: ”Jeg er forundret, ærgerlig. Er det her 1. april? Jeg fatter det ikke,” siger Anders W. Berthelsen, socialdemokratisk byrådsmedlem og formand for Odense Bys Kunstfond. Forundring er dog ingen forklaring, kun en form for undskyldning.
En mere kontant forklaring kunne være, at det, der er kunst for den ene, er det ikke for den anden, og alene af den grund har de offentlige embedsmænd ladet være med at blande sig.
Peter Rindal stod nemlig kun for første bølge. Nu forløses den egentlige ligegyldighed over for kunst i Danmark. Det seneste døgns aha-erkendelse er, at selv metertyk beton og tonstunge stålkonstruktioner ikke længere yder nogen eller noget beskyttelse: For når ikke engang kolossen fra Hässleholm, Buddhaen fra en hedens helvede, Ingvar fuckin’ Cronhammar, kan være i sikkerhed mod dumhedens destruktion, så bør alle kunstnere fremover frygte for deres forgængelige værker.