Tendenser til eksperttyranni

Besindelse. Det må være dyden over dem alle, der karakteriserer en arketypisk forsker. Særligt den historisk bevidste forsker. Kristian Hvidtfelt Nielsen er ikke nogen undtagelse.

Den 18. april havde han et stort debatindlæg i Politikens spalter under overskriften ‘Bak op om videnskaben – Gå med i March for Science’, hvor han som mange andre for tiden detekterer en faldende opbakning til forskningsverdenen og en større cirkulering af alternative fakta i medierne.

Men modsat mange andre meningsdannere, medieeksperter og bekymrede forskere, så tager han også helikopterperspektivet i brug og maner til besindelse med henvisninger til, at der dels findes fortilfælde i kampen om kendsgerningerne, og at strukturelle undersøgelser i dag viser, at der faktisk er en bred folkelig opbakning til forskningen.

”Forskningens viden har altid været i konflikt med andre former for viden,” siger han i et absolut tonefald fra elfenbenstårnets kontor i Aarhus. Hvidtfelt Nielsen henviser til tidligere kampe mellem religiøse autoriter og naturvidenskaben fra Galilei til Darwin og at naturvidenskaben som grundpille i samfundets indretning er et relativt nyt fænomen.

”Du skal forstå, at naturvidenskaberne tidligere, indtil det tyvende århundrede, stod svagt i forhold til at have en samfundsmæssig autoritet i forhold til viden. I løbet af det tyvende århundrede har naturvidenskaben påtaget sig den type af samfundsmæssig autoritet, som tidligere var forbeholdt religionen eller statsmagten. Hele den præmis om, at i dag er naturvidenskabens autoritet udfordret er lidt en misforståelse,” siger lektoren.

Anja C. Andersen, talsperson for March for Science, siger i et interview til Berlingske, at hun ser en forbindelse mellem den stigende skepsis imod forskningsverdenen i dag og Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister, hvor han i en nytårstale gik til angreb på eksperttyranniet.

Den historieskrivning giver Hvidtfelt Nielsen ikke meget for.

”Anders Fogh Rasmussens opgør med smagsdommerne blev lynhurtigt afsløret som et ønske om at finde nogle andre eksperter. Der var ikke tegn på, at eksperter fik en mindre rolle i forhold til en offentlig forvaltning og myndighedsbetjening. Der var tværtimod tegn på, at antallet af ekspertråd voksede,” siger han og strejfer en pointe, som et nyligt oversat essay af de to samfundsforskere Rune Stahl Møller og Bue Rübner Hansen kommer omkring i det nystartede magasin Eftertryk. ‘Ideen om det post-faktuelle samfund er en myte’ er essayets overskrift, og det har tidligere været publiceret på engelsk i det venstreorienterede medie Jacobin.

Dengang i Anders Fogh Rasmussens første nytårstale i 2001 udtalte han: ”Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter”.

Ifølge forfatterne bag essayet har nødvendighedens politik i høj grad været præget af det, de kalde den ”postpolitiske videnskabelige selvfremstilling”, hvor man med udgangspunkt i særligt udvalgte forskningsresultater – og ikke et bredt og nuanceret udsnit af den eksisterende viden – fører en politik, der udgiver sig for ikke at være til diskussion. Noget kvælstofsagen og senest sagen om Esben Lunde Larsen og fiskekvoter også er et eksempel på.

Det problem har Hvidtfelt Nielsen også interesseret sig for.

”Åbenhed og transparens er virkelig nøgleord,” siger han og tilføjer: ”Det sjove er jo – og det understreger, at forskningen har en stærk autoritet i dag – at alle prøver at etablere forskningsviden, der dokumenterer deres position. Det politiske spil bevæger sig ind i forskningen, fordi man kun kan vinde interessekampen, hvis man har forskningsviden på sin side.”

De to forfattere til essayet om det postfaktuelle samfund som myte mener, at der er grund til at stikke spaden en tak dybere ned i den jord, som den seneste kamp om kendsgerningerne er vokset op af. Mange har brugt Donald Trump og andre populister som begrundelse for, at en stadig større vælgerskare er skeptiske over for videnskaben. Men det mener Rübner Hansen og Stahl Møller ikke, at der belæg for at sige. Det handler ikke om tiltro eller mistillid til videnskaben, men et ønske om politisk forandring.

”Trumps sejr beviser ikke, at vælgerne hader sandheden. Den viser, at en betydelig andel af vælgerne foretrækker en patologisk løgner, der lover dem forandringer, frem for en status quo-teknokrat, der ”liberalsplainer” fakta for dem. Det er på tide, at vi holder op med at give skylden til Fake News, og at vi i stedet prøver at sætte os ind i, hvorfor så mange tror på de falske historier. Den enkle årsag er, at den etablerede politiske klasse har mistet folkets tillid, fordi de har forsømt folkets interesser. En tilbagehigen efter det liberale faktaherredømmes storhedstid vil næppe være nok til at besejre demagogen i Det Hvide Hus. At gøre det kræver et helt nyt demokratisk opgør med både Trumps autoritarisme og den liberale management-klasse,” skriver de to forfattere i polemiske vendinger.

Videnskabshistorikeren i Aarhus, Hvidtfelt Nielsen, har også svært ved at se, at den faktabenægtende tendens er ny, og at det er det fænomen, man bør bekæmpe. For ham er det i langt højere grad distributionen af viden, der er den afgørende faktor i vores omgang med fakta.

”Det, der er nyt i dag, er internettet. Vi står i samme situation som folk stod i tilbage i 1500-tallet med bogtrykkerkunsten. Vi har et nyt medie, som giver os nogle enorme udfordringer i forhold til, hvordan man kan anvende det. Hvis der er noget, der er nyt, så er det ikke, at følelser kan overtrumfe viden, men det, at selve den offentlige debat er under forandring. Der er ikke nogen nemme gode løsninger. Vi kan ikke forbyde Facebook eller undertrykke Fake News. Jeg tror, at det stiller os i en lidt større udfordring end bare at sige, at så må vi gå tilbage til noget, der var engang.”