Videnskabens skjulte kredsløb

Hvis der er én forsker i Danmark, der forsøger at støbe fundamentet for en bedre infrastruktur til forskningen og samfundets adgang til den, så er det David Budtz Pedersen. Han er medstifter af forskningscenteret Humanomics og har i årevis utrætteligt forsøgt at skabe nye tunneller, søveje og hængebroer mellem den klarsynede forsker og alle os mere eller mindre civiliserede og desorienterede samfundsborgere.

Med frisk empiri fra en konference om forskningens anvendelse i det politiske liv, taler han engageret om den krise i vores forhold til kendsgerninger, som han også har registreret og kommunikeret flittigt om til offentligheden i de seneste år.

”Jeg er enig i, at lige siden Sokrates kæmpede mod sofisterne, så har der været en diskussion i hele det vestlige samfund om, hvorvidt kendsgerninger og fakta skal spille en rolle i i det politiske liv,” siger den unge forsker som svar på, at videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen i gårsdagens føljeton manede til besindelse med historiske perspektiver om tidligere kampe om sandheden. ”Den kamp har fulgt os i bølger frem og tilbage lige siden,” fortsætter Budtz Pedersen. ”Middelalderen var styret af præster og teokrati. I oplysningstiden ville man have flere videnskabsfolk ind og sidde i parlamenterne. Men i dag handler det om at forstå, hvordan der er nogle anti-faktuelle tendenser ude at gå, der bliver brugt på en strategisk måde af nogle politikere. Og at der opstår et redaktionelt tomrum, når vi får nogle nye medier, der er uredigeret,” tilføjer han og erklærer sig enig i nogle af Hvidtfelt Nielsens pointer om en ny og kompleks medievirkelighed.

Budtz Pedersen møder ofte en fortælling om, at det er folkets kamp mod eliten, der nu lader sig repræsentere politisk, men den forklaring køber han ikke.

”Jeg tror det er vigtigt at holde fast i, hvad der sker lige nu, så det ikke ser ud som om det er folkets kamp mod eliten, som jeg mener er en falsk fortælling nogle politikere har skabt, så de kan polarisere samfundet endnu mere og leve af det. Kampen om sandheden er accelereret og har nogle mere potente midler til rådighed, når højt placerede embedsmænd og poltikere går ud og direkte undsiger det grundlag af ekspertise og kendsgerninger, som vi i hvert fald siden 1989 har baseret vores samfund på. Man kan betragte moderniseringen af de vestlige samfund som én lang kamp for at etablere civilisatoriske institutioner. Og vi har haft et ret stærkt forskningsmæssigt og teknologisk kompromis i vores samfund i hvert fald siden murens fald, hvor vi har prioriteret viden og uddannelse og evidens som vigtige forudsætninger for at indrette et mere smart stabilt og velfungerende samfund.”

Et af Budtz Pedersens primære forskningsområder er inddragelsesaspekter, der kan styrke intimiteten mellem forskningens data og resultater hos den enkelte borger.

”Man er nødt til at forstå, at befolkningen også ønsker at blive inddraget i selve videnskabsprocessen. Vi har i alt for lang tid troet, at når befolkningen har været desorienteret i bestemte spørgsmål, eller når der har været kontroverser om GMO, atomkraft eller antibiotika, er det alene et spørgsmål om at levere mere information. At det handler om at smide flere pressemeddelelser ud, flere befolkningsundersøgelser og flere konsekvensberegninger. En af de ting vi i forskningen taler meget om i forhold til videnskabelige rådgivning, er, at man skal blive bedre til at sige, hvornår der er brug for oversættelse og fortolkning af de videnskabelige resultater. De skal sættes ind i en livsverden. Forskningen skal så at sige blive bedre til at oversætte. At banke peer-reviewed publikationer ud i hovedet på befolkningen har jo tydeligvis ingen effekt på den enkeltes verdensanskuelse.”

Er det ikke kun på politikerniveau og institutionelt niveau, at der er en krise, og ikke så meget, som du også lidt pointerer, på borgerniveau? De undersøgelser der foreligger fra Danmark og andre lande som USA, de viser at tiltroen til videnskaben høj.

”Det er rigtig, at det ikke er den enkelte borger, der nødvendigvis har mistet tiltroen. Og det er rigtig nok, at der findes nogle undersøgelser som sammenligner tillidsniveauet mellem professioner, men der er i mine øjne også lidt nogle metodiske problemer i de undersøgelser, fordi de stiller op som præmis, at man kan tilskrive tillid som nærmest objektiv målestok i stedet for at arbejde med, hvordan folk fortjener den. Det er en anden diskussion, men det er rigtigt at dér, hvor der er noget ude at gå for øjeblikket, er mere på det politiske niveau, hvor vi nu har været gennem en fase, hvor politikere på en måde har haft en interesse i at videnskabeliggøre de politiske beslutninger og dermed kunne fralægge sig ansvaret.”

Livsverden

Budtz Pedersen har med sin erfaring som tidligere embedsmand i Uddannelses- og forskningsministeriet og som politisk rådgiver et unikt og indgående kendskab til den politiske udvikling. Han navigerer derfor hjemmevant i sprogbrug og ’livsverden’, som han selv kalder det, hos både forsker og politiker.

”Vi har talt meget i det sidste par år ’nødvendighedens politik’, som handler om, at hvis man kan få nogle forskere, kommissioner, råd og nævn til at sige et eller andet brugbart, så har man et figenblad man kan holde op for ikke rigtig selv at udvise lederskab eller stå til regnskab for politiske beslutninger. Og dermed kan man sige, at politikerne har fundet det meget opportunt at videnskabeliggøre det politiske felt. Nogen kalder det teknokrati og embedsmandsvælde. Men på den anden side ligger der nærmest også en omvendt politisering af videnskaben.”

Rådgivende instanser fremlægger viden for politikerne i forskellige beslutningsprocesser, men Budtz Pedersen mener et uheldigt og uigennemsigtigt kredsløb mellem forskere og politikere har undermineret, at den bedste og mest evidensbaserede viden ender med at blive det egentlige beslutningsgrundlag.

”Der foregår en politisering af det videnskabelige felt, fordi politikere nogle gange har er enige om, hvilke eksperter man skal lytte til, og nogle eksperter har følt de bliver presset til selv at politisere og melde sig ind i en værdikamp, som opstår, når man bliver trukket ind i det politiske felt,” siger han om nogle af de mekanismer, der opstår i kredsløbet mellem forskningsverdenen og det politiske liv.

”Der er opstået en form for tavs kontrakt og sket en uheldig alliance mellem det politiske og videnskabelige niveau. De er ikke blevet en elite, men de er sammen blevet et kredsløb, som det er svært at få indsigt i. Man beslutter sig for at redigere nogle rapporter og udsagn og komme med nogle håndfaste anbefalinger uden befolkningens deltagelse og indsigt. Man er også blevet mere og mere afhængig af at se favorabel ud i medierne og af eksterne bevillinger og man er blevet meget afhængig af, at ens forskning er samfundsrelevant og det betyder, at kommunikationsafdelingerne er vokset markant. Alle de positive fortællinger og spektakulære resultater bliver fremhævet. Men alle de fejl og blindgyder forskningen går ind i og de videnskabelige kontroverser bliver nedtonet. Den slags er baggrundsstøj. Befolkningen får ikke lov til at forstå, at videnskab også er en kappestrid om at udkæmpe de bedste argumenter. Man skal bare sige, når man er færdig. Man sondrer fejlagtigt mellem processen og produktet. Hvor processen i klassisk videnskabsformidling ikke er så spændende, fokuserer kommunikationsfolk og journalister alt for ofte på produktet – den her fantastiske nye gadget, den her fantastiske behandlingsform eller den her lille pille som kan afhjælpe alzheimers, den vil vi gerne snakke om, men hele den støjende proces med falsifikation, rekalibrering af hypoteser, international kritik og publicering, den er man tit ikke villig til at kommunikere.”

Med reference til sidste uges konference, som Budtz Pedersen var vært for, påpeger han også vigtigheden i ikke at gøre videnskaben og dens produktion af fakta til det absolutte sandhedsvidne i politiske processer.

”Mine konferencedeltagere var interesseret i, at de gerne vil kunne stå på mål for videnskaben, når de bliver inviteret ind som rådgivere. Og dermed erkende usikkerheden og at videnskabelig viden kun er én bidragydere til kvalificeret viden, men ikke en overdommer der afgører beslutninger. Der blev især snakket om, at man som forsker skal undgå arrogance. Altså undgå at videnskabspersonen automatisk  bliver lyttet til og at ens udsagn skal være det mest tungtvejende. Mange af mine kolleger mente, at forskningen skal være én ud af flere stemmer og det at træffe politiske beslutninger kræver hensynstagen til værdier, kulturer, traditioner. Og at det er de ting der tilsammen udgør demokratiske beslutninger.”