Den bakteriologiske apokalypse er nær

Det ramte mig som en hammer, da jeg fik øje på reklamebanneret en frostklar morgen i Oslos gader for et par måneder siden.

‘Hvad sker der, når pillen ikke virker?’ lød overskriften retorisk til et billede af en perfekt kvindearm, der mellem sine rødlakerede negle holdt en ikonisk stor, hvid pille.

Afsenderen var den norske sundhedsstyrelse, og budskabet var ikke til at tage fejl af: Under billedet stod en lidt mindre tekst, hvor det fremgik, at jeg kunne glemme alt om krige, klimakatastrofer eller atomvåben, hvis jeg troede på en apokalypse. De multiresistente bakterier, som er forårsaget af et overforbrug af antibiotika, har til udsigt at slå millioner ihjel, hvis ikke vi griber ind nu. Hvad sker der, når pillen ikke virker?

Jeg stod i kulden og stirrede på det æstetisk fine banner med den voldsomme tekst, mens resten af mit selskab var gået videre. Kunne det virkelig være rigtigt? Jeg havde godt hørt om multiresistens og antibiotika, men apokalypse og millioner alligevel?

”Ja, det er teoretisk set den vej, vi bevæger os,” siger Ute Wolff Sönksen køligt, som om hun næsten nyder at viderebringe den nyhed til mig, da jeg er kommet hjem og begynder at researche nærmere på udviklingen. Hun er afdelingslæge på Statens Serum Institut og en af vores fremmeste forskere i multiresistente bakterier.

”Det er en meget alvorlig situation, vi befinder os i, og en meget alvorlig udvikling. Der er derfor, WHO og FN nu for første gang har sat denne her udvikling øverst på dagsordenen. Det er derfor, forskere over hele kloden forsøger at blive hørt.”

300 millioner vil dø

Efter at have talt med Ute Wolff Sönksen i halvanden times tid er jeg lettere chokeret, og for hver forsker, jeg kommer i kontakt med, og hver eneste artikel og rapport, jeg læser, bliver udsigterne mere og mere dystre. Hvert eneste år dør over 25.000 europæere som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. Behandlinger, der plejede at være effektive, har mistet deres effekt, og den altoverskyggende synder er os selv – overforbruget af antibiotika til både mennesker og dyr. The Review on Antimicrobial Resistance (AMR), der hører under det britiske sundhedsministerium og forsøger at få et internationalt overblik, vurderer, at 300 millioner mennesker vil dø over de næste 35 år, og det vil koste 100 billioner (trillions) dollars at forsøge at holde dødstallet nede, hvis vi ikke handler nu. Simple operationer vil blive stærkt risikable, lungebetændelse, snitsår, maveinfektioner, urinvejsinfektioner og nye typer tuberkulose vil slå os ihjel, ligesom en lang række kræftsbehandlingsformer vil blive farligere end sygdommen selv. Der er endda seriøse forskere, der taler om post-apokalyptiske forhold og en postantibiotisk verden.

At få noget

Siden jeg var barn, har det handlet om ”at få noget”, når man gik til lægen. Det var det, der afgjorde om en læge var god eller dårlig, og om jeg ville blive rask eller bare skulle ”komme tilbage, hvis det ikke gik over”. Det var det, der afgjorde, om han tog mig alvorlig, har jeg følt. At få noget var det vigtigste, og antibiotika var det bedste.

Har man først én gang prøvet, hvad antibiotika kan gøre, når man har følt dødens ånde i ansigtet med en halsbetændelse eller mellemørebetændelse, så er det svært at tro på urtete og hvile igen. Man tager den lille fine pille, og i løbet af en time begynder man at storsvede, og en halv dag senere er man oppegående og solgt til medicinal industriens mirakler. Eller nu bruger jeg det lidt omklamrende ‘man’, men sådan er min sygdomshistorie, som muligvis er en smule mere hysterisk end gennemsnittet, men som tilsyneladende og ifølge forskerne er så udbredt, at vi i dag går imod en multiresistent verden, der kunne minde om den mørke tid, før antibiotikaen blev folkelig 1950’erne og et voldsomt knæk i den gennemsnitlige dødelighed viste sig på alverdens grafer.

”Ja, det er det, vi går i møde,” siger Ute Wolff Söniksen og holder en dramatisk kunstpause.

”Og så alligevel slet ikke. Vi ved naturligvis meget mere i dag. Om smittefare, om operationer og hygiejne, ja, vi ved en meget, meget mere om bakterier i det hele taget. Og faktisk er der noget aktivt, vi kan gøre for ikke at havne i en postantibiotisk verden. Men det kræver at vi alle – læger, patienter, producenter og politikere – tager et ansvar. Udviklingen er dybt alvorlig og foruroligende.”

Det er den foruroligende og skræmmende udvikling, vi vil forsøge at udrede i denne uges føljeton. Hæng på, og du vil blive både skræmt, beroliget og klogere.