Nostalgi og motorvejsramper

Slet ikke altid, men nogle gange – og faktisk også grænsende til ofte – finder man noget spændende, hvis man går på Statens Museum for Kunst (SMK) og søger til venstre og ned for enden af den enorme passage, de kalder museumsgaden, og op ad trappen til til ‘x-rummet’. X-rummet er museets ”platform for samtidskunst”. Og lige nu og frem til september er der fremragende samtidskunst derinde, som vi vil gå så vidt som til at kalde sært livsbekræftende.

Vi, der har prøvet at køre i bil, kender motorvejsviadukter ud og ind. Det er store groft udførte betonløsninger, som vi suser forbi og ikke kunne drømme om at stoppe op ved – dels fordi vi ikke ønsker at blive slået ihjel af forbikørende trafik, og dels fordi motorvejsviadukten ikke som sådan rummer et ”indbydende potentiale”, som det ville hedde i samtidskunstens eget lingo. Den mest interessante oplevelse, motorvejsviadukten vel udsætter os for, når vi sidder i bilen, er det sekunds tørvejr, som den giver, når man kører under den i regnvejr med 120 kilometer i timen. Det sekund, hvor regnen ikke trommer på taget.

I x-rummet er der for tiden sådan et stykke motorvej. Den britiske kunstner Mark Leckey (f.1964), der modtog Turnerprisen i 2003, bruger hovedsageligt materiale fra sin barndom og ungdom i sin kunst, og med udstillingen her viser han, som det formuleres på Statens Museum for Kunsts hjemmeside, ”et ganske særligt sted fra sin barndom”, nemlig ramperne under motorvejsbroen M53 i byen Ellesmere Port, hvor han hang ud med sine venner i begyndelsen af 1970’erne. Titlen er He Thrusts his Fists against the Posts but Still Insists he Sees the Ghosts.

Det er rigtig beton, og selv om gulvet under broen er almindelige museumsplanker, virker installationen på en måde mere virkelighedsnær end det enorme stykke sociale boligbyggeri, som det dansk-norske kunstnerpar Elmgreen & Dragset opstillede i SMK’s foyer i 2014. På væggen hænger seks lamper med det gullige motorvejslys, som er let at rubricere som ‘forstemmende’, hvis man er i det humør. På lydsiden kører der en blanding af musik, foredrag og lyde fra fire årtier i Leckeys liv, og skråt oppe et stykke over døren ud hænger en oppustet pude af en slags, der lyser som en måne.

Ifølge tekstmaterialet, som hører med til installationen, foretager Mark Leckey i sine værker en form for eksorcisme. Minderne fra barndommen og ungdommen bliver simpelthen for meget, og de må fordrives. Men den udlægning synes Leckey at afvise i et interview, som kunsttidsskriftet kunstkritikk.dk har lavet med ham i forbindelse med udstillingen. Intervieweren spørger ham, om det så lykkes at fordrive sin relation til den motorvejsbro ved at lave værket.

”Nej!” svarer Mark Leckey.

”Nej?” spørger intervieweren.

Og Leckey siger: ”Jeg mener, det er det, der får en til at give sig i kast med et værk. Det er at fordrive de ting, som hjemsøger mig. Det er derfor, jeg laver de fleste af de ting, jeg laver. Og følgeligt er det derfor, der er så meget nostalgi i dem. Jeg føler mig lammet af nostalgi. Ude af stand til at være i nuet. Men nu, nu er det bare blevet til at værk. Det er blevet en proces. Det overbeviser mig ikke så meget mere.”

Det sidste undrer naturligvis journalisten, som stiller det, der på journalisthøjskolen hedder et papegøjespørgsmål: ”Det overbeviser dig ikke?”

”Nej,” siger Leckey. ”Det kan gå hen og blive en slags shtick. Jeg kæmpede længe for at komme til at lave kunst. Måden, jeg kunne komme i gang med det, var ved at udnytte mine egne patologier. På det tidspunkt tænkte jeg bare på det som i ‘brug det, du kender’, og det gør jeg stadig. For i kunstuddannelse og inden for kunstdiskursen – inden for den ortodoksi – bliver du altid trukket væk fra dig selv. Du bliver altid trukket over mod teori og historie. Der er altid noget, der trækker dig væk fra dig selv. Jeg synes ikke, at et værk er interessant, hvis det ikke bliver skabt gennem en krop, gennem en bestemt oplevelse.”

Alt det er sådan set underordnet. Rampen i x-rummet virker.