Det er her resistensen kommer fra

Hvis du ikke lige skulle have fanget det, så er det ikke sådan, at en masse-dræber som tuberkulose ikke findes mere. Dødelige lungebetændelser, dødelige blodforgiftninger og bulne fingre, Weils syge, Legionærsyge, skarlagensfeber og maveforgiftninger med dødelige udgange findes for så vidt også, men det har bare virket så ligegyldigt de sidste 70 år, fordi vi har haft vores elskede antibiotika. Men den tid kan være slut. Den gyldne æra, som den kaldes, kan måske lige om lidt blive begrænset til netop bare at være en ”æra”.

Ja, igen må jeg beklage det omklamrende ordbrug med et ”vores”, men selv om jeg har haft et helt særligt forhold til penicillin og antibiotika (for eksempel har jeg aldrig forladt landet uden et smalspektret til fra halsen og op og et mere bredspektret til fra halsen og ned), mener jeg, det er på sin vis plads at sige ”vores” om antibiotika, for det har reddet millioner og atter millioner af menneskeliv, siden den skotske bakteriolog Alexander Fleming i 1928 opdagede det antibakterielle stof penicillin på nogle svampesporer ved et tilfælde. Egentlig havde man allerede ti år før opdaget stoffet sulfanilamid, der er det samme som det, man bruger i dag, og egentlig blev det først for alvor gjort folkeligt, da forskerne Ernst Chain og Howard Florey fandt ud af at isolere penicillinen fra skimmelsvampen, dyrke det i storskala-produktion i whisky- og bourbontanke, sætte det på pilleform og i efterkrigstiden distribuere det bredt over hele verden, men nuvel Alexander Flemings opdagelse var det endelige gennembrud og det gav ham også Nobelprisen. Og det var virkelig folkeligt, for selv om Alexander Fleming med lethed kunne have patenteret det og gjort tilværelsen sødere for sig selv og sine efterkommere i mange generationer, mente han, at opdagelsen var så vigtig, at han overgav rettighederne til den engelske stat.

Død under egen vægt

Senere bredte opdagelserne sig fra penicillinen til, at det i af 1960’erne vrimlede frem med nye antibiotika, men siden 1970’erne er der ikke sket det store, hvad angår nye former. Og det er et problem.

”Det fantastiske ved antibiotika er, at det er en utrolig effektiv behandlingsform, som nærmest ingen bivirkninger har,” siger Ute Wolff Sönksen, der er afdelingslæge på Statens Serum Institut og en af vores fremmeste forskere i antibiotika og multiresistente bakterier. Det er en behandling mod bakterier, der har en anden cellestruktur end mennesker, så man kan mere eller mindre upåvirket ramme dem.

”Men problemet er så opstået ved bakteriernes evne til at danne en forsvarsmekanisme. Det har gjort dem sværere og sværere at ramme og betydet, at vi reelt i dag, sidder med en langt mere alvorlig bivirkning. Nemlig resistensen.”

Den udvikling er eksploderet de seneste år. Hvert eneste år dør over 25.000 europæere som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika, og man mener, at op mod 40 procent af alle amerikanere har en resistent streptococcus pneumonia, der for 70 år siden blev kaldt ”dødens kaptajn”. For nylig måtte kinesiske opgive at helbrede en kvinde, der var blevet anbrebet af E.coli-bakterier, som var resistente over for antibiotikummet Colistin. Et antibiotikum, der af forskerne bliver omtalt som den sidste skanse mod den totale resistens.

Resistensen opstår som bekendt ved mødet med antibiotika – det ved man, men alligevel stiger hele verdens forbrug stadig voldsomt. Også herhjemme, der ellers er blandt verdens mest påholdende nationer, er der sket en stigning på knap 30 procent af den antibiotika, der udskrives af de praktiserende læger, i årene siden 2002. Også landbruget særligt uden for EU har det, forskerne kalder et voldsomt overforbrug, og medicinalvirksomhederne bliver fra mange sider kritiseret for ikke at forske nok i nye former, da muligheden for patenter og nye opdagelser er for lille.

Ukritisk forbrug

Der findes mange, mange typer resistente bakterier, og det er forskelligt, hvor dygtige og hvor hurtige de forskellige bakterier er til at danne resistens. Nogle kan udvikle det allerede under det første møde med antibiotikummet, og andre muterer over tid. Nogle bakterier mister hurtigt evnen igen, mens andre – og dem er der særlig grund til at være bekymret for – aldrig smider forsvaret igen og ligefrem kan videregive evnen til andre bakteriegrupper.

”Antibiotikaens succes har været præparatets egen værste fjende fra starten. Med så effektivt et lægemiddel, der ikke havde synlige bivirkninger, blev det fra slutningen af 40’erne spist og ordineret fuldkommet ukritisk,” siger Ute Wolff Sönksen, der forklarer, at man allerede i starten af 50’erne opdagede de første former for resistens. Forskerne tog det ikke alvorligt, da man var sikker på, at man blot kunne udvikle noget nyt, hvis det skulle blive et problem, men i Norden har man dog været en del mere påpasselige end andre steder. Her havde vi nogle store udbrud på en række hospitaler af den senere så kendte MRSA-bakterie – en stafylokok, der blev resistent overfor den gængse behandling med antibiotikummet methicillin – og det bekymrede forskerne i en grad, så man allerede dengang begyndte at skole lægerne i at håndtere problemet.

”Det betyder, at vi i dag er langt foran i vores omgang med medicinen og slet ikke har resistens i så stort et omfang, som man ser særligt i Asien og Afrika, men også i USA, Mellemamerika og dele af Europa,” siger Ute Wolff Sönksen.

Problemet er vokset med globaliseringen, så selv om vi i Norden ligger pænt i forhold til resten af verden, er problemet også her voksende.

”Når man importerer fødevarer eller er i berøring med mennesker fra lande, der har et meget stort og ukritisk forbrug af antibiotika, så vil du også komme i berøring med bakterier, der er meget mere resistente, end dem vi ser herhjemme. Dem kan du ret let lukke inden for i kroppen.”

Bunden af brønden

Problemets alvor er blevet meget bredere forstået, og WHO har sat det øverst på dagsordenen, for i dag er man klar over, at vi næppe finder nye grupper antibiotika, som adskiller sig væsentligt fra de andre. Vi har ramt loftet og står ved den sidste generation af antibiotika.

”Vi har praktisk talt ikke udviklet noget nyt siden 00’erne,” siger Ute Wolf Sönksen.

”Vi er nået til bunden af brønden og må også tage andre midler i brug, hvis vi skal overkomme det her problem.”

Man taler om smalspektret og bredspektret antibiotika, og jo nyere generationerne er, jo mere bredspektret er de blevet, men ønsker vi at have så få resistente bakterier som muligt, gælder det om at bruge de smalspektrede præparater. Her er penicillinerne de mest hensigtsmæssige at bruge, hvilket ikke skal forveksles med antibiotika generelt.

”I stedet for at udvikle nye, arbejder man i dag på at udvikle hjælpestoffer, der skal støtte penicillinen og øge effekten af det frem for at udvikle nye former.”

I sig selv er det ikke farligt at have en resistent bakterie, men hvis bakterien flytter sig, kommer ind steder, hvor den ikke skal være og giver infektioner, opstår problemet.

”Jo ældre og jo mere svagelige vi bliver, jo større er vores risiko for at få problemer. Bakterier vandrer rundt i verden med fødevarer og mennesker og på et tidspunkt, bliver du svagere end bakterierne. Den mur kan ramme alle mennesker på et tidspunkt.”

Det går stærkt

Grafen for multiresistente bakterier og patienter, der har haft problemer med dem er kun gået i én retning de sidste mange år, og særligt de sidste fem år er det gået stærkt.

”Nogle forskere taler om det, man kalder den post-antibiotiske æra. En verden, hvor antibiotika ikke virker, og hvor vi ikke kan stille noget op mod en simpel lungebetændelse eller halsbetændelse,” siger Ute Wolf Sönksen.

”Det er reelt set også i den retning vi går, men vi kommer nok ikke tilbage til en tilstand som den, vi havde for 100 år siden med den viden, vi har i dag. Vi ved en masse om smittefarer, operationer og en masse andre forhold.”