»Philantropy is the Gateway to power.«
reklamemanden Roger Sterling i tv-serien ‘Mad Men’
Der er kommet en hel ny race af filantroper. Velgørere på et helt nyt niveau og med helt nye dagsordener end tidligere. »Det er donorer, der vil have gennemsigtighed og resultater,« som Sean Parker, medstifter af musiktjenesten Napster og Facebook, forklarer det i et interview i Wall Street Journal. Hackerfilantroper kalder han dem, fordi de hacker de traditionelle systemer, der er »bygget op omkring store antikverede institutioner.«
Det er celebre milliardærer som Microsofts Bill Gates, Facebooks Mark Zuckerberg, Virgins Richard Branson og Sean Parker selv, der har smidt 600 millioner dollars ind i kampen mod allergi, malaria og kræft. For siden Bill og Melinda Gates for snart 15 år siden oprettede milliardfonden The Bill & Melinda Gates Foundation, har velgørenhedsdonationer ikke været helt det samme. Fonden blev fra første dag verdens største humanitære organisation og fik indflydelse som mellemstore stater og århundreder gamle institutioner.
I dag har den en pengetank på 41 milliarder dollars, hvilket indtil denne uge – 1. december 2015 – var den største i verden. Men tirsdag bekendtgjorde Facebookstifter Mark Zuckerberg så, at han 1) havde fået en datter, og at han 2) ville donere 99 procent af sine Facebook-aktier til velgørenhed med sin nye fond. De har pt. en værdi af 45 milliarder dollars.
Kontrol som en stat
Det, der adskiller hackerfilantroperne fra de traditionelle filantroper er – ud over størrelsen på donationerne – at de selv bevarer kontrollen over, hvad pengene skal bruges til. De opretter egne fonde, søsætter egne projekter og bestemmer selv, hvilke områder af verden der har de største behov. De går ind for synlighed, resultater, gennemsigtighed og styrer i vid udstrækning uden om enhver form for establishment. »De tænker som hackere,« forklarer Sean Parker.
Indtager Paris
Tager man så de allermest celebre og berygtede milliardærer i verden og sætter dem på den samme båd i Seinen, så har vi nogenlunde det hold af hackerfilantroper, der vil ramme Paris i disse dage. For nyligt offentliggjorde Bill Gates og Mark Zuckerberg nemlig i fællesskab, at de havde stiftet en ny milliardfond, hvis eneste formål er at bekæmpe klimaforandringerne – uden om enhver statsleder, klimakommissær eller miljøminister. Breakthrough Energy Coalition hedder fonden, der ud over Gates og Zuckerberg tæller Virgins Richard Branson, Amazons Jeff Bezos, Alibabas Jack Ma, Hewlett Packards administrerende direktør Meg Whitman og finansmanden George Soros.
Det er uklart præcist hvor meget, men partnerne har forpligtet sig til at bruge »en substantiel del« af deres milliarder på at støtte grøn uvikling og forskning.
»At løse problemerne med vedvarende energi er fundamentalt for at gøre verden til et bedre sted at være,« skrev Mark Zuckerberg, ja, på sin facebook-profil. »Vi kommer ikke til at kunne skabe en meningsfyldt fremgang for andre af verdens udfordringer, før vi har løst klimaproblemet.«
Hvad koster gaverne?
Og så er der problemerne med hackerfilantroperne. De fleste sunde og normale menneskers reaktion over for donationer i den størrelsesorden vil være »Hold da op, måske er ham milliardæren slet ikke så sindssyg« og så efterfulgt af et »Vent lidt, hvorfor gør han egentlig det her?«
Således har de internationale medier også siden tirsdag været fyldt med historier, der på den ene eller anden måde mistænkeliggør særligt Mark Zuckerbergs nye fond, og kritikerne begyndte hurtigt at melde sig.
»Det mest oplagte problem er den indflydelse, man pludselig lægger over i hændende på private,« siger sociologen Linsey McGoey i The Guardian og kalder dem for chekhæfte-diktatorer. Hun er forfatter til en en bog om begrebet filantrokapitalisme med titlen ‘No Such Thing as a Free Gift’.
»Problemet er jo, at når man når op i den slags beløb, har det en stor indflydelser på millioner af mennesker, og spørgsmålet er, hvem vi kan give det ansvar,« siger Linsey McGoey.
Problematiske donationer
I Der Spiegel har tyske rigmænd også kritiseret Breakthrough Energy Coalition. Flere tyske milliardærer har sagt nej tak til at deltage. En af dem, Peter Krämer, en mangemillionær i Hamburg, siger blandt andet:
»Jeg synes, den type donationer er højst problematiske. I USA kan man blandt andet trække dem fra i skat, hvilket giver de rigeste den mulighed: Vil du donere penge, eller vil du betale skat? På den måde overtager donorerne statens posistion.«
Krämer selv har donoret millioner af euro til blandt andet udbyggelse af skoler i Afrika, men har gjort det gennem UNICEF og andre store, etablerede organisationer.
»Det hele er for mig at se en udbyttelse af magt fra staten til milliardærerne. Det er ikke staten, der bestemmer, hvordan vi får verden i den rigtige retning. Hvilken legitimitet har disse menesker til at bestemme den retning?« spørger Peter Krämer.