Reprise

Opmåling af kynisme

Christiansborg æder sjæle op. Siger politikerne selv. Men forråelsen er endnu mere udtalt blandt de oprindeligt idealistiske mennesker, som langsomt suges ind i kynismens korridorer og ender med at væmmes ved sig selv. I en opsigtsvækkende digtsamling, Natfolden, som blev præsenteret her til formiddag, har TV2′ s politiske reporter Knud Brix beskrevet sit eget moralske fordærv.

Han gentager igen og igen, at det er fiktion. Hans sorte og desillusionerede skildring af den menneskelige forråelse og moralske opløsning, der langsomt, men sikkert sætter sig i kroppene på folk på X-Borg, går ellers sjældent tæt på virkeligheden – og konkrete magtmennesker i dagens Danmark. TV2’s politiske stjernereporter Knud Brix, som her til formiddag præsenterede sin debut-digtsamling Natfolden på netop Christiansborg, ønsker ikke at udlevere politikerne eller at afsløre skandaler i en mere uforpligtende og i hvert fald udokumenteret form. I stedet forsøger han at udstille sit eget forfald:

”Natfolden er et destillat af min journalistiske underbevidsthed. I løbet af de seneste fem år har jeg optegnet etiske dilemmaer, moralske refleksioner af begivenheder og ufiltrerede tankestrømme i en notesblok eller på min telefon. Når tankerne er trukket sammen i sorte skyer, har jeg søgt ly i toppen af det lille tårn i Proviantgården med udsigt til Bibliotekshaven. Her har jeg i ledige stunder presset fragmenter af teksterne ud. Tekster uden mål; tekster, der ikke var tiltænkt udgivelse; tekster, som var en nødvendig, personlig ventil,” forklarer Knud Brix.

”Kilden vil tale dyb baggrund med mig / familiesammenføringerne er blevet sat i bero igen / de har ikke lært en skid af Tamilen / og jeg skal bare søge på en bestemt dato / han løber en stor risiko ved at sidde med mig / på bænken i bibliotekshaven / hvor tøsneen lytter / jeg takker / orker ikke at afsløre dem / løgne har korte ben / de kryber selv frem i lyset / jeg er altid træt / Information graver den frem og jeg / lader som ingenting under skandalen / hver gang han ser mig på borgen / sender han mig det blik / jeg kender dig”

Ved præsentationen i Proviantgården er stort set alle politiske reportere – og dermed hans konkurrenter fra de andre nyhedsmedier – mødt frem i håb om at få afsløret noget snavs i form af konkrete navne og forsideegnede skandaler. Men Knud Brix er for dreven til selv at falde i fælder, som han til daglig sætter op for andre. Han lækker ikke. Brix afslører intet og tirrer dermed kun til endnu større nysgerrighed.

”Jeg har udeladt de positive sider ved politisk journalistik og de ædle motiver i politik. Sorteret det lyse fra og alene fokuseret på skyggesiderne. Dels fordi jeg her har fundet en anden sandhed i det sorte og forlorne, dels fordi det idealistiske og uegennyttige var mig litterært uinteressant. Det er et forsøg på at vise, hvordan nærhed med magten over tid kan ændre et menneske,” lyder det fra Knud Brix, som tidligere har været journalist på Nyhedsavisen, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.

”Jeg får ministerens pik i en boblekuvert / hun underskriver sig som miss hygge / jeg vil køre billederne / min moral / skifter farve under finansloven / redaktøren gemmer dem i skuffen / så længe han ikke misbruger sit embede / ugen efter møder jeg ham på gangen foran Brydesen / jeg spørger om partiets holdning til den faldende boligstøtte / hvad skal jeg gøre med al den viden?”

Efter mere end 10 år som hårdtslående interviewer på Christiansborg opfattes han blandt både politikere og andre journalister som én af de mest frygtede journalister. Udgivelsen af noget så skrøbeligt og sanseligt som en digtsamling ryster imidlertid lidt ved billedet af den brutale reporter. Som i den omvendte verden er den første til at stille spørgsmål fra salen – udover forfatterjournalisten og vennen Rune Skyum Nielsen – Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen, som spørger: ”Hvorfor vælger du poesien?”

”Mine notater og fragmenter var så spredt, at der ikke er en samlet fortælling. Natfolden er en opmåling af min tiltagende kynisme, en optegnelse over min menneskelige udvikling. Sproget på Christiansborg er hårdt og funktionsdrevet. Det skaber virkelighed, det former love. For at bløde mit eget sprog op, har jeg i årevis været storforbruger – grænsende til misbruger – af poesien. Natfolden er mit forsøg på et modsprog.”

Natfolden udkommer i morgen på det lille lyriske kvalitetsforlag Kronstork.

”Fyrsten spreder bøsserygter om partiets pengemand / formandsposten i det offentlige selskab / fik han kun mod at sprede baller / pengemanden handler hurtigt / nedlægger fyrsten / med et fogedforbud / jeg hører det af omveje / forsøger at samle brikkerne / det smuldrer igen for mig / fyrsten forsøger at anke / finansfolkene forlader fyrsten / lærlingene forlader fyrsten / tager afstand til metoderne / de har for længst terpet blandingsforholdet / opretter skuffeselskaber / i høj hast / en siver ind i finansministeriet / en kopierer fyrstens koncept / mens fyrsten falder og flytter / ned i Victors vinkælder”

Kollegerne fra Ekstra Bladet og Danmarks Radio forsøger at stikke til Knud Brix og at udfritte ham om særligt den gennemgående figur i digtsamlingen, som hedder ‘formanden’. For er det ikke Lars Løkke Rasmussen? Hvem kan det ellers være: En partiformand med et alkoholproblem? Med to hunde? Et hjørneværelse?

Knud Brix fastholder, at beskrivelserne rammer tilbage på ham selv. Men døm selv:

”Formanden er fuld igen / den ene af hans to springere skider / på tæppet foran hjørnekontoret / den kigger op på mig med skyldigt blik / betjenten bruger den gule mødeindkaldelse som fejeblad / alle hunde og forlig har fædre
selv hvis de er undfanget / med vold / jeg tipper Bladet om det med lorten /
jeg er også hævet over reglerne”

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12