En dårlig vittighed

Man tror, det er løgn, og det gjorde FBI-direktør James Comey også selv, da det i går aftes gik op for ham, at han var fyret direkte af Donald Trump. Comey var i Los Angeles i gang med et uformelt møde med nogle FBI-ansatte, da et tv i baggrunden pludselig overbragte ham nyhederne. Han grinede og synes egentlig, det var en meget sjov prank, indtil nogle af hans ansatte, bad ham komme ind på et lille kontor ved siden af. Få minutter efter modtog FBI’s hovedkvarter i Washington et brev fra præsidenten, der i joviale vendinger fyrede ham.

Beslutningen kom bag på alle. Selv top-republikanere anede ingenting, og begrundelsen var endnu mere overraskende.

”Selvom jeg er meget tilfreds med, at du ved tre lejligheder har fortalt mig, at jeg ikke bliver efterforsket, må jeg alligevel erklære mig enig med Justitsministeriets vurdering i, at du ikke kan lede FBI effektivt,” skrev præsidenten i fyringsbrevet, der er blevt offentliggjort af Det Hvide Hus.

Det handlede altså ikke om den igangværende undersøgelse af Trump-kampagnens tråde til Rusland, understregede han, men derimod om måden Comey og FBI havde håndteret hans modkandidat Hillary Clintons e-mail-læk under valgkampen i efteråret. En sag som Trump ellers krævede Hillary Clinton fængslet for og tidligere har rost FBI for at genoptage. Hillary selv har til gengæld beskyldt undersøgelsen for at have kostet hende sejren.

Det er ekstremt sjældent, at en amerikansk præsident egenhændigt fyrer en FBI-chef, og så vidt vi ved, er der ikke i nyere tid noget fortilfælde. Ikke engang Nixon gik så vidt, da Watergate-sagen lagde ham under pres. Kongressen havde ellers lige forlænget James Comeys mandat til 10 år for at sikre ham og FBI mod politisk pres, og fyringen sker, mens undersøgelsen af Trump-kampagnen er trådt ind i en ny fase med Grand Jury, der skal beslutte om sagen skal for retten. Derfor er det svært, hvis ikke umuligt, ikke at se en sammenhæng mellem det og fyringen, og i de amerikanske medier spekuleres der nu i, om der vil blive nedsat en undersøgelseskommission, der skal undersøge selve fyringen.

Ligesom vi i Danmark ofte nævner Tamil-sagen, når det brænder på for en siddende regering, nævner amerikanerne Watergate, der kostede Nixon embedet i utide. Og ligesom i Danmark skal man være meget påpasselig med at drage den slags historiske paralleller, men det er ikke desto mindre det kommentatorerne taler om nu. Nogle spekulerer lige frem i, om manøvren kan fører til Trumps afgang, da den tilsyneladende ikke nyder bred politisk opbakning.

Hvad der er sikkert, er, at denne sag viser Trumps utilregnelighed og uregerlighed. Nu er det ikke sjovt mere. Den er endnu et bevis på, at de demokratiske institutioner i USA er under pres, at den politiske situation er skræmmende ustabil for det, der indtil for få måneder siden var hele verdens faderfigur, men nu opfører sig som en fuld onkel. Det får lige pludselig valget af den EU-optimistiske Emmanuel Macron i Frankrig og Merkels fremgang i de tyske meningsmålinger til at være endnu mere betydningsfulde. Vi har ikke brug for et Europa, der falder fra hinanden i en tid, hvor USA ser ud til at gøre det. Vi har brug for en faderfigur. Ikke en dårlig vittighed.