Reprise
Absurdistisk mesterværk i newzealandsk retslokale
‘Lose Yourself’ hedder et monsterhit af rapperen EMINƎM (aka Eminem, Slim Shady, Marshall Mathers III, etc.), og i 2014 sagsøgte han Nationalpartiet i New Zealand for i en valgkampsreklame at have brugt et riff, der minder lige lovligt meget om det. Nu er tvisten nået til højesteret, og forleden blev sangen spillet i et retslokale i Wellington. Lose yourself, siger vi bare, til dette absurdistiske mesterværk… Oliver Stilling fortæller og analyserer.
Look
If you had
One shot
Or one opportunity
To seize everything you ever wanted
In one moment
Would you capture it
Or just let it slip?
Eminem i ‘Lose Yourself’
En ny video har set dagens lys. Det er lidt en musikvideo, men alligevel ikke rigtigt. Det er retssalsoptagelser, men man føler sig ikke helt i juraens vold, når man ser den. Måske er kunstvideo et mere præcist udtryk, bortset fra at de medvirkende egentlig bare passer deres arbejde.
Men vi begynder et andet sted. 2002 var et fremragende år for den amerikanske rapper Eminem (Marshall Bruce Mathers III). Han var 29 år og på toppen af sin karriere. Albummet The Eminem Show var årets bedst sælgende og skulle blive hans tredje i træk, der vandt en Grammy for årets bedste rap-udgivelse. Han havde også hovedrollen i en ganske udmærket hood-film, hvor han spillede en ung hvid rapper, Jimmy ‘B-Rabbit’ Smith Jr., der forsøger at slå igennem i Detroit i midten af 90’erne – præcis som Eminem – eller mere præcist: EMINƎM – selv havde gjort. Og ‘Lose Yourself’, som også var et kæmpehit på The Eminem Show, vandt en Oscar som bedste originale sang, og den blev uddelt af Barbra Streisand (det var dog først ved Oscar-aftenen i 2003).
Så spoler vi tiden frem. Ved valgkampen i New Zealand i 2014 brugte Nationalpartiet i en valgkampsreklame et underlæggende riff, som lød ret meget som ‘Lose Yourself’. Det virkede – eller noget virkede i hvert fald – for partiets formand, John Key, blev genvalgt som premierminister, og det er han endnu.
Det kom for Eminems øre, at hans sang var blevet brugt i politisk sammenhæng uden hans velsignelse, og i september 2014 sagsøgte rapperen Nationalpartiet for brud på copyrightlovgivningen. Partiets kampagnechef Steven Joyce afviste, at der skulle være noget at komme efter og kaldte brugen af sangen for ”rimelig lovlig” (hvilket fik den amerikanske komiker og tv-vært John Oliver til at omtale sagen i sit show Last Week Tonight det år).
Alt det her nævner vi bare for at komme frem til, at tvisten endelig er nået højesteret i New Zealands hovedstad, Wellington, hvor en høring med de involverede parter og deres advokater finder sted i disse dage. Der skulle komme en afgørelse i løbet af maj.
Forleden blev Eminems sang spillet for advokaterne og højesterestsdommeren i et anonymt retslokale. Nogen filmede seancen, hvor de involverede lytter fuldstændig glædes- og passionsløst. Pressen var også til stede – blandt andet en Frances Cook fra avisen New Zealand Herald.
Og det var egentlig bare videoen, vi ville vise her.
På den ene side sker der ikke så meget i videoen. På den anden side betyder det, at de bittesmå signaler træder tydeligt frem (det kan anbefales at se den et par gange).
Manden, der tænder for musikken, bevæger sig ikke og viser intet følelsesmæssigt engagement. Det er formentlig også hans job: at udvise saglighed både i tale og handling. Han spiller en afgørende rolle i videoen.
Dommeren er også kold. På forreste række sidder et par advokater og hvisker lidt sammen.
Længere tilbage i lokalet sidder en yngre kvinde. Ved cirka 00:40 kan man se, at hun smiler til sin sidemand, og ved godt og vel 00:52 er det, som om hun ikke kan holde kroppen i ro. Det er lige der, hvor ‘Lose Yourself’ er kommet helt op i omdrejninger. Hun stopper dog efter et par sekunder.
Betragteren forestiller sig, at der sker en indre kamp i hvert eneste tilstedeværende individ. En kamp for at bevare selvkontrollen. Det er en god video. Og som nogen skriver i kommentarfeltet på YouTube: videoen er et absurdistisk mesterværk.
You better lose yourself in the music, the moment
You own it, you better never let it go
You only get one shot, do not miss your chance to blow
This opportunity comes once in a lifetime you better