Udskyd dommedag

Apokalypsen er blevet nævnt en del i denne føljeton. Millioner af dødsfald og forskere, der ikke kan råbe os andre op. Et tog, vi ikke kan stoppe, og en postantibiotisk verden, hvor selv små infektioner er potentielt livsfarlige. Alt det er desværre virkelighed og direkte citater fra ganske faktuelle stjerneforskere og omfattende rapporter. Men hvad vi ikke har været inde på endnu, er, at der er noget, vi kan gøre, inden vi når til en tilstand, som før antibiotikaen blev folkelig 1950’erne, og et voldsomt knæk på kurven i den gennemsnitlige dødelighed viste sig på alverdens grafer.

”Ja, det er det, vi går i møde,” siger Ute Wolff Sönksen fra Statens Serum Institut og holder en dramatisk kunstpause.

”Og så alligevel slet ikke. Vi ved naturligvis meget mere i dag. Om smittefare, om operationer og hygiejne, ja, vi ved meget, meget mere om bakterier i det hele taget. Og faktisk er der noget aktivt, vi kan gøre for ikke at havne i en postantibiotisk verden. Men det kræver, at vi alle – læger, patienter, producenter og politikere – tager et ansvar. Udviklingen er dybt alvorlig og foruroligende.”

Som det første og allermest nødvendige, mener forskerne, at hele verden omgående må begynde at holde igen med brugen af antibiotika. Det gælder både de praktiserende læger og verdens kød- og fiskeproducenter. Der vil altid være resistente bakterier i luften – de har være der i millioner af år – men de seneste årtiers mangedobling af forekomsten kan kun tilskrives et overdrevent forbrug af antibiotika. Det er bakterier, der allerede ved det første møde med antibiotikummet danner effektive forsvarsmekanismer, som de i værste fald beholder og endda giver videre til andre bakterier.

Det der gør os svage

I Danmark har landbruget et relativt lavt forbrug af antibiotika sammenlignet med mange andre EU-lande. Forbruget af antibiotika til dyr har ganske vist været stigende op igennem 00’erne, men de seneste år er udviklingen vendt. Anderledes ser det ud i sundhedssektoren, hvor der de senere år ses en stigning i anvendelsen af antibiotika til mennesker, inklusiv de bredspektrede, som berører flere bakteriegrupper og dermed risikerer at gøre flere resistente – også de mest almindelige, der vil gøre det vanskeligt at behandle selv en almindelig urinvejsinfektion eller en halsbetændelse.

Flere undersøgelser peger på, at læger er særligt gavmilde med antibiotika af frygt for at overse infektioner og dermed få sagsanlæg på nakken, mens andre mener, at det handler om et stigende krav fra patienten om at få medicin med hjem fra lægen.

”Problemet er jo, at det, der skal helbrede os i virkeligheden, gør os mere og mere sårbare,” siger Ute Wolf Sönksen.

”Og man kunne godt stille det firkantet op og sige, at hvis vi i en årrække slet ikke brugte antibiotika, ville vi komme tilbage til en tilstand som den, vi havde, da vi netop havde opdaget det, men det er naturligvis ikke muligt.”

Fire ben til vejen ud

Derfor skal man begynde med et mådehold og forsøge at isolere problemerne og screene patienterne grundigt. Det er vi allerede langt fremme med i Norden, men i andre dele af verden og Europa er man ikke helt så påholdende, forklarer hun. Det koster mange kræfter og er ufatteligt dyrt.

”Man prøver virkelig på at hjælpe hinanden over hele verden med det her. Internationalt har man lavet en fælles indsats, som hviler på fire ben,” forklarer Ute Wolf Sönksen.

For det første skal man være præcis i sine diagnoser, så man kan behandle så præcist og smalspektret som muligt – det er her den grundige screening kommer ind i billedet. For det andet skal man forsøge at forhindre smitte spredningen, så man isolerer de enkelte patienter og tilfælde. For det tredje er det vigtigt, at man hele tiden forsker videre for at finde nye former for antibiotika med helt nye grupperinger eller finder ud af, hvordan vi supplerer dem, vi har. Og som det sidste og fjerde ben har man oprustet på befolkningsoplysning og den politiske del, der skal ned og påvirke den enkelte læge og enkelte patient.

Problemet med den fortsatte forskning er ironisk nok de håbløse fremtidsudsigter for antibiotikaen. I dag regner man ikke med, at man kan finde helt nye typer antibiotika, og derfor er det heller ikke muligt at patentere det, man udvikler. For kun få årtier siden havde de fleste større medicinalvirksomheder et omfattende antibiotika-program, men i dag er det næsten væk.

Det skaber også problemer for de mere hensigtsmæssige behandlingsformer som penicillin, forklarer Ute Wolf Sönksen. I Norden vil vi helst bruge penicillin, forklarer hun, fordi vi ved, at det er forbundet med mindst risiko for at udvikle resistens. Men i andre lande, hvor der er mere resistens, bruger man ikke penicillin i et særligt stort omfang, og det er et kæmpe problem – også for os i Norden.

Som medicinalvirksomhed skal du kunne omsætte for en hvis mængde, før det kan svare sig at producere det. Men ingen har patentet på at producere penicillin, så hvis det kun er små områder, der bruger det, holder produktionen måske op eller den bliver dyr og dårlig. Den bliver udfaset.

”Som stat må man gå ind og sørge for, at der stadig bliver produceret penicillin, som er til at betale og har en ordentlig kvalitet. På samme måde som man har vaccineprogrammer, kan det være nødvendigt, for at penicillinen ikke bliver udfaset. Det ville være en katastrofe. Og så er vi tilbage ved dit apokalypse-mareridt.”