Politisk ugerevy
Pippi på pension
Pension er den næste eksplosive sag på den politiske dagsorden, efter at boligskatten er beseglet. Midaldrende med lave indkomster er ramt af en marginalskat på over 100 procent, når de indbetaler til pension i deres sidste år på jobmarkedet. Det samme oplevede forfatteren Astrid Lindgren, og derfor skrev hun historien om Pomperipossa i Monismanien.
Den svenske skuespiller Inger Nilsson, kendt som Pippi Langstrømpe.
Lad dig ikke narre af de kemisk kedelige ord: samspilsproblem, marginalskat og pensionsopsparing. For fænomenerne kunne lige så godt kaldes for ‘spunk’ – et ord, som Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrum selv finder på i Pippi Langstrømpe i Sydhavet. Ja, bare vent: Den afdøde forfatter Astrid Lindgren kan forklare, hvad der sker lige nu i dansk økonomi, en større kolbøttetur, som langt hurtigere end ventet kan skabe politisk ballade på Borgen.
I første omgang står de kedelige ord dog i vejen. Det er et velkendt trick at nedsænke påtrængende problemer i en dødelig saltlage af kedsommelighed, som straks får folk til at skifte fokus og i stedet diskutere andre og mere lidenskabelige ord som f.eks. bøssedreng. Men den kontante virkelighed forsvinder ikke af den grund – og slet ikke når det gælder et emne som pensionsopsparinger, der på forunderlig vis lurer som et nyt sprængfarligt emne her i foråret og videre frem. I dagens Danmark kan og skal ældres hverdagsøkonomi ikke undervurderes som eksplosions-tema.
Baggrunden er noget nær lykkelig: Danmark – og i vid udstrækning også de øvrige nordiske lande – er lykkedes med at opbygge et økonomisk sikkerhedssystem på ældreområdet, som er enestående i verden. Alder er ikke længere en årsag til fattigdom i sig selv. Tidligere måtte de fleste borgere ellers affinde sig med et mærkbart fald i levestandard, når de ikke kunne arbejde mere. Men sådan er det heldigvis ikke i Skandinavien i dag. En bemærkelsesværdig bedrift.
Afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, Niels Ploug, konkluderer i en ny bog, Økonomisk ulighed i Danmark, der udkom forleden: ”Pensionisternes indkomstforhold er et eksempel på velfærdsstatens succes i den forstand, at fattigdom i alderdommen, som ikke var ualmindeligt tidligere, stort set er afskaffet i dagens Danmark.”
Forklaringen ligger lige for: Det veludbyggede pensionssystem med både folkepension, arbejdsmarkedspensioner og private pensionsopsparinger har på én og samme tid skabt en værdig alderdom for de fleste, og bremset de stærkt stigende udgifter til flere og flere ældre, som lever længere og længere. En statsbankerot er blevet afværget.
Hemmeligheden bag miraklet er, at folk i vid udstrækning selv sparer op. Den samlede danske pensionsopsparing udgør over 4.000 mia. kr., og dertil skal lægges de mere end 100 mia. kr., som årligt udbetales i folkepension – en udgiftspost, som vel at mærke vokser hurtigt. Alene i de seneste fem år er antallet af folkepensionister steget med mere end 100.000 flere, og udgifterne til folkepension er som følge heraf steget med over 20 procent. Men foreløbigt ser det ud til, at den nordiske pensionsmodel kan holde til det stigende tryk – igen fordi den private opsparing har vokset sig så enorm.
Men det er også netop her, i disse umiddelbare teknokratiske detaljer, at den politiske bombe ligger gemt. For jo mere folk selv sparer op, desto mindre ender de med at få fra det offentlige: Den private formue modregnes nemlig i en række offentlige ydelser, såsom boligsikring, pensionstillæg og ældrecheck. Og hvis man kun lige akkurat har sparet så meget op, at pengene sluges i modregningen, ja, så har man faktisk tabt på at spare op. Sådan er virkeligheden blevet for hundredtusindvis af lavtlønnede i Danmark.
Den svenske forfatter Astrid Lindgren har bedre end nogen anden forklaret dette såkaldte samspilsproblem, som fører til en tårnhøj marginalskat. Hendes lille historie, som blev trykt i Expressen 10. marts 1976, begynder således:
Kære Pomperipossa
”Nu skal jeg fortælle en historie. Den handler om et menneske, Pomperipossa kan vi kalde hende, for det plejer folk jo at hedde i historierne. Hun boede i et land, som vi kan kalde Monismanien, noget skal det jo hedde. Pomperipossa elskede sit land, dets skove, bjerge og søer og de grønne lunde, og ikke bare naturen, men også de mennesker, som boede i landet. Og endda også de vise mænd, som styrede landet, jo, hun syntes, de var så vise, og derfor stemte hun trofast på dem, hver gang der var valg i Monismanien.
De som nu havde styret landet i mere end 40 år, de havde organiseret et godt samfund, syntes hun. Ingen behøvede at være fattig der, alle skulle have sin bid af velfærdskagen, og Pomperipossa var lykkelig over, at hun selv havde kunnet bidrage sin del til den kage.
Der var noget i Monismanien, som hed marginalskat. Det betød, at jo flere penge man tjente, des større del af disse penge skulle rigsskattemesteren have for at få penge nok til velfærdskagen. Men mere end 80 til 83 pct. ville han ikke tage fra nogen, nej, for han var jo en god mand.
”Kære Pomperipossa”, sagde han, ”sådan en 17 til 20 pct. må du beholde selv og bruge til lige, hvad du har lyst til”. Og Pomperipossa var inderligt fornøjet derved og levede glad og lystig. Alligevel fandtes der i landet mange utilfredse borgere, som slog ud med hænderne og klagede over ”det høje skattetryk”, som de kaldte det. Det gjorde Pomperipossa aldrig, ingen i hele Monismanien havde nogensinde hørt hende klage det allermindste over sine bidrag til velfærdskagen. Tværtimod syntes hun, det var rimeligt og retfærdigt, og hun tænkte, at hun nok skulle give sin stemme, så disse vise mænd fik lov til at forsætte med at styre vores kære Monismanien.”
Folkepensionisten Pippi
Astrid Lindgrens historie Pomperipossa i Monismanien handler om hendes egen økonomi og er senere blevet brugt flittigt af liberale debattører, som ønsker at sænke indkomstskatterne. Men moralen rækker længere: Forestil dig, at Pippi Langstrømpe – der blev færdigskrevet som manuskript første gang i 1945 – efterhånden er modnet til en kvinde på snart 72 år, altså en pensionist.
Hun har møjsommeligt sparet op, efter guldmønterne fra kufferten for længst var blevet brugt på tant og fjas. Folkepensionisten Pippi må imidlertid sande, at for hver krone, hun selv har sparet op, bliver hun nu skåret med mere end en krone fra det offentlige.
Folkepensionisten Pippi er endt med en såkaldt sammensat marginalskat på mere end 100 procent, præcist som tilfældet var for Astrid Lindgren i 1970’ernes folkhem. Og hun har dermed snydt sig selv. Hvis den midaldrende Pippi i stedet for at spare op, havde brugt pengene på forbrug i sine sidste år på arbejdsmarkedet, ville hun ikke blot have haft det sjovere, men hun ville – absurd nok – også have flere penge mellem hænderne nu. Ligesom tilfældet er for stadig flere danskere, giver det ingen mening for folkepensionisten Pippi at have sparet op.
Marginalskat på 102 pct.
”Denne Pomperipossa, hun skrev børnebøger. Af ren og skær lyst gjorde hun det, bare for at have det godt i sit lille liv. Og så tænke hun: Hvem ved, børn er vel næsten lige så barnlige som jeg, så de vil måske også læse om mine forunderlige påhit? Det viste sig, at det ville de. Ikke kun børnene i Monismanien, men også i fjerne lande, både i øst og vest. Man skulle ikke tro det, men der sad faktisk enfoldige små børn i alle hjørner af jordkloden og læste det bedste, de havde lært.
Og tilføjede derfor Pomperipossa ulykke, for jo mere de læste, des flere penge strømmede der ind til stakkels Pomperipossa. ”Stakkels”, hvorfor det? Vent, så skal I høre!
En smuk dag var de vise mænd, som styrede Monismanien samlet på et slot, som vi kalder Haga, eftersom det hed sådan, og antagelig i en kaffepause, hvor de ikke have tid til at regne så grundigt efter, vedtog de en mærkelig regel, som gjorde livet mere end besværligt, ikke bare for Pomperipossa, men også for mange andre mennesker i Monismanien. Men dette vidste Pomperipossa ikke til at begynde med. Ikke før hun pludselig blev spurgt af en god ven: ”Vidste du, at i år er din marginalskat 102 pct.?”
”Du snakker,” sagde Pomperipossa: ”Så mange procenter findes der jo ikke!”
For hun var nemlig ikke specielt godt hjemme i den højere matematik. Jo da, fik hun at vide, i Monismanien fandtes der uendelig mange procenter, og lagde man indkomstskatten og de sociale afgifter sammen, som Pomperipossa skulle betale, da hun var virksomhedsejer, så blev det 102 pct., og så kunne Pomperipossa sige, hvad hun ville! Stakkels Pomperipossa, der sad hun og skrev og digtede så flittigt, og så vidste hun ikke engang, at hun var virksomhedsejer. Nu burde hun egentlig talt være blevet stolt – ha, jeg er virksomhedsejer – tænk alligevel! Men da hun havde tænkt og regnet et stykke tid, indså hun langsomt men sikkert, at i Monismanien var det dødens pølse at være selvstændig.”
Pensionen droppes
I Danmark ligger den sammensatte marginalskat for nogle midaldrende allerede helt oppe på 132 procent, ifølge beregninger fra Forsikring og Pension. Andre beregninger sætter den dog væsentligt lavere, men sagens kerne er, at store grupper af lønmodtagere er ved at have gennemskuet systemet. De gider ikke længere blive fodret med deres egen hale.
Ved det netop overståede overenskomstforhandlinger på industriens område blev der således indført en særlig seniorordning, hvor medarbejdere i de sidste fem år, før de går på folkepension, kan konvertere deres pensionsbidrag til 32 seniorfridage. I stedet for at indbetale ca. 12 procent af deres løn til en pensionsopsparing, der blot vil blive modregnet med et tilsvarende beløb eller sågar mere til, kan de midaldrende altså nu få flere fridage.
Økonomisk er den nye seniorordning yderst rationel, men vel at mærke kun for den enkelte lønmodtager. Samfundsøkonomisk kan det blive overvældende dyrt, hvis hundredtusindvis af lønmodtagere på de laveste og nedre løntrin fremover dropper pensionsopsparinger. For så vil udgifterne til ældreomsorg pludselig stige med endnu mere end de ret voldsomme 20 procent, som har været tilfældet i løbet af de seneste fem år.
Formanden for FOA, Dennis Kristensen, er klar i mælet: ”Hvis problemet ikke løses, vil det motivere arbejdsmarkedets parter til at overveje, om vi helt skal stoppe med at betale ind i de sidste år, inden man går på pension.” Den danske pensionsmodel er kort sagt under pres indefra, og hele det såkaldte råderum, som flertallet på Christiansborg allerede har soldet op på bl.a. boligskattelettelser, kan vise sig at forsvinde til øgede omkostninger til alle de ældre, som bevidst har undladt at spare op til alderdommen.
Den tidligere SR-regeringen var klar over skrøbeligheden i det danske pensionssystem og valgte derfor at nedsætte en pensionskommission, som efter planen skulle barsle med konkrete løsningsforslag nu. Men overraskende nok valgte skatteminister Karsten Lauritzen , som én af V-regeringens første beslutninger, at sløjfe kommissionen, da han tiltrådte i sommeren 2015. Derfor er offentligheden endnu ikke blevet begavet med reelle løsninger på dilemmaet mellem på den ene side at lade folk miste på at spare op og på den anden side heller ikke udbetale klækkelige beløb til folk med formuer.
5.000 kroner tilbage
”Således tænkte hun, og således regnede hun: Disse forfærdelige små børn, som sidder i alle kroge og læser og derved samler penge sammen til dig, hvor meget kan deres ulykkesaglige læselyst tænkes at indbringe i år? I bedste tilfælde måske kun én million. I værste tilfælde to millioner. (For eftersom pengene kom trillende fra alle jordens hjørner, viste hun aldrig på forhånd, hvor meget der ville komme. Fede checks kunne skruppelløst ramme hende, når hun mindst ventede det). Lad os regne med det værste, tænkte Pomperipossa. To millioner!
Så bliver skatten således: Af de første 150.000, som ungerne læser for, kan du beholde, påstås det, 42.000 kr. Resten af de 150.000 = 108.000 går til Velfærdskagen 108.000. 100 pct. af, hvad der derudover er, bliver 1.850.000, og så 2 pct. til, som du i din enfoldighed ikke troede fandtes 37.000. I alt 1.995.000. Tilbage til Pomperipossa: 5.000,-
Da hun var kommet så langt, sagde hun til sig selv: ”Kære lille ven, regne har du aldrig kunnet, der findes jo decimalkommaer og sådan noget, du har sikkert regnet forkert, det skal nok være 50.000, som bliver tilbage til dig selv.” Hun prøvede en gang til, men resultatet blev det samme – hvis hun tjente 2 millioner kroner, så fik hun lov at beholde 5.000 kroner! At leve for!
Pomperipossa blev bekymret, det kan ikke benægtes, og så sagde hun til sig selv: ”Ikke fordi du bruger specielt meget på mad, men alligevel!” 5.000 kroner – når nu den salte sild, som før i tiden var fattigmandsspise, er blevet så vanvittig dyr og alle andre priser følger efter.
Nu blev hun rigtig bange, og hun løb skrigende ud for at dele sit dilemma med venner og bekendte. Men de ville ikke tro hende. 5.000 kr., forsøg nu ikke! Når hun endelig lykkedes at overbevise dem, sagde de hjælpeløst: ”Ja, men du har vel også en masse fradrag?”
Hvilke fradrag, undrede Pomperipossa. Fradrag er jo penge, som man har betalt. Dem kan man ikke spise som salte sild. Uden at have fået nogen trøst gik Pomperipossa hjem og satte sig i en mørk krog for at gruble og fundere. Hvordan får jeg mad hver dag, tænkte hun. Måske kan jeg gå som forrige tiders tiggere og tigge mig til et måltid her og der? Måske skulle jeg opsøge de vise mænd, banke på deres port, måske vil de forbarme sig og give mig en tallerken suppe en gang imellem, hvis de tager lidt af de der 1.995.000 kroner, så kan den vel blive ret kraftig, måske lægger de ligefrem en lille pølse i den?
Men end ikke tanken om pølsen hjalp. Mørkere og mørkere i tankerne blev Pomperipossa. Hun forstod, at det var noget dumt og skammeligt at skrive bøger, eftersom det blev straffet så hårdt.”
Pensionsreform på vej
Den nye VLAK-regering har bebudet en pensionsreform – og efter forliget om boligskatten er vilkårene for fremtidens pensionister det største kompleks på skrivebordene i regeringskontorerne. I regeringsgrundlaget hedder det da også ærligt: ”Mange danskere sparer slet ikke op – eller sparer for lidt op – til deres alderdom. Det er uhensigtsmæssigt for den enkelte og for fællesskabet. Desuden betyder samspillet med offentlige ydelser, at pensionsopsparing i visse tilfælde ikke kan betale sig. Regeringen vil gennemføre en pensionsreform.”
Men løsningen er mere end vanskelig og kan gøre de kommende måneder livsfarlige for VLAK-regeringen. Særligt fordi de tre borgerlige partier også har viklet en senere tilbagetrækningsalder med ind i komplekset.
Den liberale kommentator og radiovært på Radio24syv Jarl Cordua forsøger i sin seneste klumme på Altinget at komme regeringen til undsætning med lidt tiltrængt tankekraft i forhold til svækkelsen af den danske model. Han spørger: ”Så hvad kan regeringen gøre ved problemet?” og svarer selv:
”1. De kan droppe indkomstafhængige ydelser helt. Det er dog ikke politisk muligt, så det vil regeringen helt sikkert ikke foreslå. 2. Man kan hæve ydelserne og ikke længere gøre dem indkomstafhængige, hvor der modregnes. Det er dog ret dyrt, da flere jo så får adgang til ydelserne, så det foreslår regeringen næppe. 3. Man kan ved hjælp af skattesystemet finde en løsning, som den tidligere V-regering foreslog i sin 2025-plan, hvor der gives et ekstra fradrag, der premierer opsparing til pension. Det er nok der, man ender. Snusfornuftig, men meget teknisk politik, som de fleste sikkert kan leve med, men som næppe heller indvarsler den store liberale revolution.”
Så længe reformforhandlingerne indkapsles i tekniske ord som samspilsproblem, marginalskat og pensionsopsparing skal indholdet nok undslippe den bredere offentlighed. I Danmark har vi nemlig ikke længere tradition for at diskutere rigtigt store pengebeløb, der for alvor sætter rammerne for borgernes økonomiske hverdag. I nuet er personspørgsmål lettere – og i længden mere ufarlige – at diskutere.
Oppositionen glimrer også ved sit fravær. Heller ikke Socialdemokratiet virker ligefrem tynget af gode idéer til, hvordan den danske model – hvor alderdom jo altså lykkeligvis ikke længere er en fattigdomsmarkør – kan bevares og videreudvikles. Pensionsreformen er og bliver ellers rigtig og hårdtslående politik. Resten er pauseunderholdning. Imens er Pippi fortsat til grin for sine egne penge.
Ikke flere bøger
”Hun havde troet, at i et demokratisk land skulle alles ret beskyttes. Mennesker skulle ikke straffes og forfølges, kun fordi de på hæderlig vis – med eller mod deres vilje – kom til at tjene penge. Men det var, såvidt Pomperipossa kunne forstå, hvad der skete nu. Med fattigdommen grinende lige op i ansigtet på hende, var det svært for hende at se sagen fra anden side. Hvad er det, tænkte hun, for en underlig sur misundelse, som har lagt sig over hele Monismanien, og hvorfor er der ingen, som siger fra, så det kan høres: Det her går ikke, for så slutter al initiativ i vort land, og der bliver ingen selvstændige tilbage at beskatte.
Og Pomperipossa tog frem og læste endnu en gang et lille vers, som en af Monismaniens ypperligste digtere havde skrevet:
At du skaber noget værdifuldt kan samfundet ikke tåle,
bureaukraternes kævlen bliver du en skyldig deltager i,
du skal hjælpe Castro med at føre krig i Angola
eller også skal du sidde på alderdomshjem og få terapi
På dette tidspunkt følte Pomperipossa, at hun i høj grad selv havde brug for terapi snarest. Det var nemlig så svært og smertefuldt at tvivle på det samfund, som hun hidtil havde set som det bedste i verden.
Mere og mere samlede skyerne sig omkring hende, og endnu en gang tænkte hun på de fem tusinde, hun skulle leve af, hvis hun virkelig tjente to millioner. Jeg arme menneske, tænkte hun, hvorfor er jeg ikke folkepensionist uden chance for indkomst, hvor skulle jeg være rig i forhold til nu! Men da slog det ned i hende som et lyn fra himlen – menneske, du må jo kunne få socialhjælp! Oh, en vidunderlig tanke! Med nyt håb satte hun sig til at skrive til skatteministeren for at spørge om, hvor meget hun kunne få. Se der, sagde hun til sig selv, jeg vidste, at der fandtes en løsning, bare jeg tænkte efter! For det er vel nok endnu det bedste samfund i verden? Eller…? Eller er det ikke?
Det spørgsmål må jeg vist hellere lade stå åbent, tænkte hun. Og så levede bistandsmodtageren Pomperipossa lykkeligt til sine dages ende. Og bøger skrev hun aldrig mere.”
Oversættelsen er Pomperipossa i Monismanien er lavet af Birgitte Schelbeck for tidsskriftet Libertas. Originalteksten kan læses her på svensk.