Et lille David Hockney-portræt

Kunstnere findes i lige så mange afskygninger som alle mulige andre typer. Der er dem, som er gode til det, de laver, og der er dem, som er dårlige. Der er dem, der engang var gode, men begyndte at gøre et eller andet forkert og aldrig fandt tilbage på stien. Der er gode kunstnere, som er dårlige til at tale om kunst, og der er dårlige kunstnere, som er gode til at tale om kunst.

En kunstner, som både er forrygende at se og høre på, er den 79-årige brite David Hockney. Han kan sin kunsthistorie og er både en blændende kunstformidler og raconteur. David Hockney er vel en af verdens fem største og mest berømte kunstnere, og priserne på hans værker vil vi slet ikke snakke om. Han siger selv, at han ikke har råd til at købe sine egne malerier. ”Prisen på kunst er så latterlig nu, at jeg bare går ud fra, at det er narkopenge.” Han er god, når han taler om billeder og kunst, som han har gjort gennem flere bøger med blandt andre kunsthistorikeren Martin Gayford. David Hockney taler meget klart om kunst, og han virker ikke mere excentrisk, end man bliver, når man har vadet i succes hele sit liv og virkelig har made it.

For nogle år siden kom det frem, at han havde sagt nej til at blive adlet af dronning Elizabeth i 1990. ”Jeg ønskede ikke at være ‘Sir David’ for at sige det ligeud.” Men han havde holdt det for sig selv. ”Jeg sætter ikke pris på nogen former for udmærkelser. Jeg sætter pris på mine venner,” har han sagt. Til gengæld tog han senere imod Order of Merit, ”fordi, well, der er kun 24 personer, der kan have den, så jeg tænkte, at det kunne jeg lige så godt. Men den har ikke stor betydning for mig.”

Han siger, at han bare kan lide at arbejde så meget som muligt. Selv om han efterhånden fremstår som en ældre herre, synes han at være med på noderne.

”Krig er for overklassen,” sagde han til Esquire tidligere i år. ”Hvorfor skulle en bonde gå i krig? Første Verdenskrig blev startet i 1914, fordi hver eneste regering i Europa var aristokratisk. Med alle de iPhones, folk har i dag, har individet mere magt. Ville vi have en nedslagtning i stil med Første Verdenskrig, hvis alle havde en iPhone? Jeg tvivler på det. De ville sende deres beskeder: ‘Kom ikke til Somme!’”

Hockney har muligvis ikke ret, men det er et sjovt synspunkt.

David Hockney siger noget spændende i næsten alle interviews, man ser med ham. I bogen A Bigger Message: Conversations with David Hockney fortæller Martin Gayford, hvordan han en dag i 2013 besøger Hockney i hans hjem i Los Angeles. Hockney vil male ham til en serie portrætter, han er ved at lave. Gayford forklarer, at Hockney læser mere ‘tunge’ bøger. Da han besøger ham, er han midt i Stefan Zweigs biografi om den franske romanforfatter Balzac.

Hockney forklarer: ”Engang læste jeg et par Agatha Christie-mysterier. De var okay, men det var lidt som at læse reglerne til Matador. Jeg læser ikke for at få tiden til at gå. Jeg har ikke brug for noget til at få tiden til at gå; jeg har brug for et projekt. Det holder mig kørende på samme måde, som de her portrætter holder mig kørende nu. Det tog mig fem forsøg, før setup’et med stolen og forhøjningen var på plads. Nu er det noget, jeg kan se en endeløs fascination i. Jeg bliver bare ved, til jeg keder mig. Jeg laver måske 100.”

Martin Gayford spørger, hvorfor han skal sidde på en forhøjning.

”Det er for, at jeg kan være på samme niveau, som den portrætteredes ansigt. Ellers kigger du ned. Og at stå og kigge ned på et ansigt er ikke altid så godt, for det skjuler øjnene en lille smule.  Forhøjningen betyder også, at jeg kan se den portrætteredes fødder ordentligt. Fødder er meget ekspressive – og sko. Alle vælger selv deres sko. Men det er usædvanligt, at der er sko med på portrætmalerier. At have sko. Som serien her udviklede sig, blev fødder en del af det.”

Udstillingen på Tate Britain er overdådig. Men flere af de britiske mediers anmeldere har været efter den. Dels fordi de synes, at der allerede har været mange Hockney-udstillinger i London i de år. De er også efter den, fordi den ligner en kalkuleret blockbuster (20.000 billetter var solgt, allerede inden den åbnede i februar, og man skal stadig bestille billet i forvejen for at være sikker på at komme ind). Og så synes flere anmeldere, at anden halvdel af udstillingen – det vil sige alt efter 1985 – er for dårligt. De kan heller ikke lide de digitale billeder, han begyndte at male på iPhone og senere iPad, de kom frem.

Det gælder for eksempel for et maleri som ‘The Road to Thwing’ fra 2006. Til gengæld falder hans tegninger i god smag. Som The Guardians kunstkritiker Adrian Searle skriver: ”Med deres kombination af intimitet og afstand, observation og et levende, men dog ofte reserveret touch er Hockneys tegninger altid værd at bruge tid på. De har en sensitivitet, som hans malerier længe har savnet. Det bedste af Hockneys kunst spænder fra 1960 til 1980. Hvis man ønskede at sige det brutalt, så er de bedste malerier fra det første årti.”

Det er brutalt. Ingen kunstner med respekt for sig selv maler på nøjagtig samme måde hele livet igennem. David Hockney har prøvet mange forskellige medier af, og han har ikke lagt skjul på, at han er inspireret af Picassos evne til at gøre netop dette. Det kræver mod af en stor kunstner at pege på en anden og større kunstner.