… Probably the best beer in The Third World

Mads Mikkelsen cykler i Carlsbergs nye reklame. ‘The Danish Way’ hedder den. Han cykler over Københavns kanal, hen over brostenene foran Amalienborg, og så pludselig tværs over et picnicbord bænket med blonde danskere i Sarah Lund-sweatre. De ”hygger” sig, forklarer Mads Mikkelsen på engelsk, mens han filosoferer over, om det måske er derfor, danskerne er verdens lykkeligste folk. Eller er det mon, fordi vi har lavet verdens bedste øl? ”… Probably,” siger Mads Mikkelsen.

Reklamen vækker minder om en tid før mikrobryggerier, dengang Carlsberg var fra Mars, og Tuborg fra Venus, men en øl var en øl, og øl var lavet i Danmark. Og danskerne kunne drikke mange af dem, især når de blev lokket med bjældeklang og ”Glædelig jul og godt Tub’år”.

I dag har Carlsberg for længst opkøbt Tuborg og vokset sig til det tredjestørste bryggeri i verden. Carlsberg Group, som det hedder i udlandet, sælger øl i over 150 lande. Den nye koncernchef er hollandsk. Og Mads Mikkelsens reklame er slet ikke lavet til danskerne, men til det engelske marked, hvor de aldrig får nok af Sarah Lund-sweatre.

Spørgsmålet er, hvor meget ”Danish Way” der er tilbage i Carlsberg, marketingsafdelingen undtaget.

Da Tuborg blev lanceret i Cambodja sidste efterår, var øllen ikke ”hyggelig”, den var ”fun”.

Det bliver man mindet om på grønne bannere overalt i hovedstaden Phnom Penh, hvor en hvid, platinblond DJ knækker en dåseøl åben med et smil. Sloganet lyder ”Pop – open for fun!”.

”Pop – open for fun!” stod der også på hoften af den lårkorte kjole, som 24-årige Vanna fik udleveret på sit nye job. I januar blev hun ansat til at promovere og sælge den nye øl til festende cambodjanere. Kjolen var Tuborggrøn og sad stramt om hendes krop. I Cambodja går unge piger sjældent i byen efter klokken 22, og endnu sjældnere i kjoler, der ikke når ned over knæene. Da hun så uniformen, tænkte hun: Den kommer til at give problemer.

”I mit tidligere job solgte jeg også øl for et andet ølmærke. Dengang var min uniform en kortærmet skjorte og en nederdel, der gik ned over knæene. Men kunderne spurgte alligevel, om jeg ville have sex med dem. Hvordan vil de ikke reagere på den her uniform? Den ville være en åben invitation,” siger hun.

Fyraftensøl

Ølpiger som Vanna er Sydøstasiens svar på Danmarks Cult-piger. De lægger kønne ansigter til de store ølmærker på barer, restauranter og til events i Cambodjas større byer. En ølpige popper dåsen op for dig og fylder dit glas op, så snart det er tomt. Og hun gør det altid med et smil. Men i modsætning til – i hvert fald nogle af – Cult-pigerne vil hun også gerne flirte, og hvis du spørger pænt, vil hun måske sætte sig ved dit bord og drikke den næste øl med dig. Hvis du køber mange øl, og hvis du har flere dollars i pungen, vil hun måske også gå med dig hen på det nærmeste hotel.

En ølpiges hyre er ikke prangende. Og jo mere hun sælger, hvad enten det er øl eller sex, jo højere bliver månedslønnen. Men for pigen kan prisen for de ekstra månedlige dollars være sexchikane, vold og HIV-smitte.

Nogle af verdens største ølgiganter er i årevis blevet kritiseret for at hyre ølpigerne til en ussel løn og endnu mere usle arbejdsforhold. Det gælder også Carlsberg, som i 2005 købte 50 procent af aktierne i det lokale bryggeri Cambrew. Cambrew producerer landets mest populære øl Angkor Beer, hvis mærkat forestiller Cambodjas stolthed: det oldgamle khmer-tempel Angkor Wat.

 

Men i 2006 tager Carlsberg affære. Sammen med konkurrenter som Heineken og Guinness skriver de under på etiske retningslinjer, som skal sikre værdige kår for ølpigerne, en såkaldt Code of Conduct. Udover en ordentlig løn skal pigerne nu have gennemskuelige, skriftlige kontrakter, som de får kopier af. Fra nu af er der nul-tolerance over for trusler, vold og sexchikane, og kvinderne skal undervises i at undgå både druk og sexsygdomme. Og deres uniformer skal være tækkelige og udstyret med brancheforeningens officielle navn og logo: Beer Selling Industry of Cambodia (BSIC).

I 2006 begynder ølpigerne også at organisere sig i et selvstændig fagforbund. Det får navnet Cambodian Food and Service Workers Federation. Med tiden sikrer fagforbundet, at selskabet følger cambodjansk arbejdslovgivning. Det betyder blandt andet, at pigerne får en fast ansættelse, højere løn, betalte syge- og feriedage og ret til tre måneders betalt barselsorlov.

Har aldrig set en kopi af kontrakten

Når ølpigerne sælger det Carlsberg-ejede ølmærke Angkor, har uniformen et traditionelt khmer-snit, ligesom øllen selv. Outfittet er dybrødt, og nederdelen er i imiteret silke. Vanna følte sig tryg i uniformen, da hun startede som ølpige hos Angkor i 2014. Hun flyttede til hovedstaden for at tjene penge, som hun sendte hjem til sin familie i en lille landsby i det nordlige Cambodja. Men efter to år løb hendes kontrakt ud, og der var ikke mere arbejde. Så rejste hun hjem.

Men i januar 2017 kom der et nyt tilbud fra hendes gamle arbejdsgiver på Cambrew. De skulle bruge piger til at promovere Tuborg, en ny slags øl. Denne gang ikke på barer, men til private bryllupsfester, der i Cambodja er store produktioner med op til 1.000 gæster.

Da hun så den nye grønne uniform, blev hun bekymret. Især fordi, den ikke havde brancheforeningens officielle BSIC-logo:

”På barerne ville jeg skille mig ud. Der ville jeg føle, at kjolen pressede mig til at vise min krop til kunderne. I min gamle uniform gjorde logoet mig tryg, fordi kunderne kunne se, at jeg var beskyttet af en stor organisation, så de ville være bange for at gøre noget ved mig. Jeg kunne ikke lide, at den nye kjole ikke havde et logo,” siger hun.

”Men så tænkte jeg, at til bryllupper er der ingen, der ville turde røre vores kroppe. Der er mændene sammen med deres familier.”

Så hun takkede ja til jobbet.

Vanna fik at vide, at månedslønnen ville være 150 dollars, hvad der svarer til 1.125 danske kroner. Men hun kunne kun blive ansat i tre måneder ad gangen, og der ville ikke være nogen betalte syge- eller feriedage. Hvis hun klarede sig godt, ville de ansætte hende i tre måneder mere, fortæller hun.

Hun blev bedt om at sætte sit fingeraftryk på et stykke papir. Fingeraftryk er ofte den officielle måde at skrive under på i Cambodja, hvor analfabetismen stadig er høj. Men hun undrede sig over, at der ikke stod andet end hendes navn, hendes fødeby og hendes forældres navne på dokumentet:

”Da jeg var ansat hos Cambrew til at sælge Angkor-øl, skrev jeg under på en officiel kontrakt, hvor der stod min løn, min arbejdstid og andre ting om mit arbejde. Dengang fik jeg også udbetalt min løn på en bankkonto, men som Tuborg-sælger hos Cambrew fik jeg bare nogle kontanter,” siger Vanna.

Hun fik aldrig en kopi af papiret, hvor hun satte sit fingeraftryk, fortæller hun.

Føljeton har talt med tre andre kvinder, som sælger Tuborg til bryllupper. De fortæller også, at de er ansat tre måneder ad gangen, at de får udbetalt løn i kontanter, og at de aldrig har fået en kopi af deres kontrakt.

Tvunget til druk

Sar Mora, formanden for fagforbundet Cambodian Food and Service Workers Federation, har kæmpet for ølpigernes rettigheder i mere end 10 år. Og han mener, at de nye Tuborg-ansættelser og Vannas historie er eksempler på, at ikke alle af Carlsbergs etiske retningslinjer bliver fulgt i praksis:

”De etiske retningslinjer er bare et stykke papir. Det, vi ser nu, er, at Cambrew opløser de professionelle standarder omkring ølpigernes arbejde ved at ansætte dem i korte perioder uden kopier af kontrakter og uden betalte syge- og feriedage. Med korte ansættelser kan de nemt slippe af med de ansatte, der stiller for mange krav. Og så undgår de, at kvinderne organiserer sig.”

Fagforbundet CFSWF kan kun sikre rettigheder for kvinder, der er fastansatte som ølpiger. Tre måneder tæller ikke som fast arbejde.

”I mine øjne lever Carlsberg ikke op til sit ansvar. De har underskrevet et sæt retningslinjer, de simpelthen ikke overholder,” siger Sar Mora.

Gruppen af bryggerier, som har skrevet under på den etiske Code of Conduct, evaluerer løbende, om retningslinjerne bliver overholdt. Rapporterne bliver udarbejdet af uafhængige tredjeparter, senest konsulentgruppen Indochina Research. Ifølge rapporten fra 2016 er kvinderens løn steget markant siden 2010. Og 98 procent af dem siger, at de er tilfredse med deres job.

Men den canadiske psykologiprofessor Ian Lubek mener ikke, at rapporten giver et fuldstændigt billede af kvindernes vilkår. Han har dokumenteret ølpigernes sundhed og arbejdsforhold i 15 år gennem NGO’en SiRCHESI, der er stiftet til formålet. Siden 2002 har han interviewet næsten 4.000 ølpiger, målt deres alkoholindtag og afholdt workshops om sex og sundhed.

SiRCHESI’s undersøgelser viser, at kvindernes løn ganske rigtigt er steget markant fra 55 dollar i 2002 til 160 dollar i 2016. Men lønnen dækker ifølge Ian Lubek stadig ikke de månedlige leveomkostninger, der i samme periode er steget fra 110 dollar til 294 dollar om måneden.

Ian Lubek kritiserer også, at bryggeriernes rapport ikke undersøger, hvor meget kvinderne drikker. Han mener, at kvinderne stadig er meget udsatte i arbejdet som ølpiger:

”Kvinderne tjener stadig kun til halvdelen af deres månedlige udgifter, de sælger stadig sex efter arbejde for at tjene mere, og de drikker mere, end sundhedsmyndighederne anbefaler. Og som noget nyt er mange kvinder begyndt at tage dyre mikrolån for at klare sig.”

Selvom kvinderne kan klage over sexchikane til deres arbejdsgivere, gør de det ofte ikke ifølge Ian Lubek. At sælge sex er for nogle af kvinderne et nødvendigt onde. Og han mener ikke, at Carlsberg kan fralægge sig ansvaret, selvom kvinderne først sælger sex efter fyraften:

”En dansk virksomhed ville formentlig ikke acceptere, at deres ansatte havde sex med kunderne i forlængelse af arbejdet. Hvorfor skulle det være anderledes i Cambodja? Næsten alle kvinder, vi har talt med siden 2002, fortæller, at de ikke ville sælge sex, hvis deres løn var tilstrækkelig. For kvinderne er det at sælge sex et spørgsmål om økonomi, og det kan selskaberne ændre.”

Ifølge pressechef hos Carlsberg, Kasper Elbjørn, rådgiver og opfordrer Carlsberg løbende Cambrew til at sikre gode arbejdsforhold for ølpigerne. Fordi Carlsberg kun har en aktieandel på 50 procent, er det alt, hvad de kan gøre, mener han:

”Det er klart vores indtryk, at Cambrew løbende forbedrer arbejdsforholdene for sine medarbejdere, også beer promoters. Den seneste BSIC-rapport understøtter dette. Den bliver vi nødt til at stole på,” siger Kasper Elbjørn.

Den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD definerer i sine retningslinjer for multinationale selskaber, at mulitnationale virksomheder som Carlsberg ikke bare har ansvar for, hvad der foregår hos lokale partnere, men også at de bør bruge deres indflydelse til aktivt at ændre på kritisable forhold.

”Carlsberg tjener på at sælge øl i Cambodja, og de skal som multinationalt selskab leve op til OECD’s retningslinjer. Derfor skal de tage ansvar for arbejdsforholdene hos Cambrew, hvilket de jo også har gjort tidligere ved at indføre BSIC’s Code of Conduct,” siger Ian Lubek.

Ifølge CBS-professor Andreas Rasche, som forsker i Corporate Social Responsibility, er en aktieandel på 50 procent nok til at ændre arbejdsforholdene i en virksomhed:

”I min optik kan Carlsberg ikke overlade ansvaret til Cambrew. Et 50 procents ejerskab er nok til finansielt at kontrollere et selskab, og derfor vil moderselskabet også være ansvarlig for at sikre ordentlige arbejdsforhold. At skyde skylden på sin joint venture partner er for nemt,” siger Andreas Rasche.

De legede med min krop

På Vannas første arbejdsdag fik hun at vide, at der ikke var nogen bryllupper den dag. I stedet skulle hun sælge Tuborg på en restaurant.

Her stod hun side om side med ølpiger fra Tiger Beer, det Heineken-ejede Cambodia Beer og andre konkurrenter. Men det var tydeligt, at kunderne kiggede mest i hendes retning:

”Alle kiggede på mig. De kiggede på kjolen, på mig, på den nye øl. Nogle af dem pegede på min hofte, hvor der stod ’Pop – open for fun’, og grinede. Snakkede om sex. Jeg blev meget blufærdig, og jeg følte mig udstillet og nøgen.”

Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hun havde oplevet som Angkor-ølpige mange år efter, at Carlsberg skrev under på de etiske retningslinjer. Hun var bange for, at det skulle ske igen:

”Jeg oplevede, at kunder talte ned til mig. Sagde, at de ville have sex med mig. Tog på mig, legede med min krop. Når jeg kom hjem fra arbejde, græd jeg tit, fordi jeg beskyldte mig selv for, at de så ned på mig, at de talte sådan til mig. I starten var jeg lige ved at sige op. Men så forsøgte jeg at sige til mig selv, at det bare er et arbejde, og at jeg kan være ligeglad med, hvad kunderne siger og tænker.”

Men den dag i Tuborg-kjolen blev det for meget:

”Jeg følte mig ikke sikker i den kjole. Jeg var bange for, hvad der ville ske, hvis jeg fortsatte. Så jeg sagde op. Jeg arbejdede kun én dag i Tuborg-uniformen.”

Vanna er et opdigtet navn. Hun ønsker at være anonym af hensyn til sin sikkerhed, men Føljeton kender hendes rigtige identitet.