Fangernes dilemma

Det pludselige flertal for at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal kulegrave skandalerne i Skat, er et demokratisk sundhedstegn. Efter Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sent søndag aften blev enige om at kræve skandalerne i Skat undersøgt – som Enhedslisten, Alternativet og selv SF har krævet i længere tid – er der nu langt om længe udsigt til, at den nok største økonomiske og politiske skandale i nyere tid i Danmark vil blive optrævlet. Afsløringerne kan blive sjældent grumme. Blodigt alvorlige.

På anklagebænken står hele otte skatteministre, som har haft ansvaret for både katastrofale beslutninger og en mindst lige så inkriminerende passivitet efterfølgende – inden for blot syv år: Kristian Jensen (V), Troels Lund Poulsen (V), Peter Christensen (V), Thor Möger Pedersen (SF), Holger K. Nielsen (SF), Jonas Dahl (SF), Morten Østergaard (R), Benny Engelbrecht (S) og Karsten Lauritzen (V).

Enkelte af dem sad så kort, at de næppe kan og vil blive holdt ansvarlige for noget som helst, f.eks. var Jonas Dahl kun skatteminister i 1.176 timer. Andre risikerer imidlertid at få torpederet deres politiske karriere, hvis undersøgelseskommissionen bliver grundig nok. Værst kan det gå ud over den nuværende finansminister Kristian Jensen, som var skatteminister, da kommunalreformen blev indført. Han stod dermed i spidsen for en skæbnesvanger centralisering af inddrivningen, som har vist sig at være en ulykke af uansvarlig. Venstres næstformand satte også gang i udviklingen af det uduelige EFI-system, som foreløbigt har kostet statskassen et tocifret milliardbeløb i tabte indtægter.

Kristian Jensen kan således ende som manden, der overgår Venstres justitsminister P.A. Alberti på et økonomisk skandale-barometer: For godt 100 år siden svindlede Alberti for et beløb på over en mia. nutidskroner, mens Kristian Jensen kan vise sig at være ansvarlig for en kombination af slendrian, inkompetence og ideologisk dumstolthed, der har fået milliarderne til at fosse ud af Skat. SF’s tidligere formand Holger K. Nielsen, der var skatteminister, da EFI blev rullet ud, kan også ende med at sidde fast i saksen.

Ansvaret kan nemlig ikke begrænses til den ene eller anden blok, og netop derfor var det ventet, at de store og gamle magtpartier ville støtte hinanden og afvise en uafhængig undersøgelseskommission. Men nu kommer den så alligevel. Forklaringen kan spænde fra de mest gemene motiver om at sabotere Venstre-kronprinsens karriere over til de mere ædelmodige om at ville genskabe den folkelige tillid til Skat. Magtpartiernes overvejelser kan også forklares med en tilpasset version af ‘Fangernes dilemma’:

Otte skatteministre er i offentligheden blevet mistænkt for groft svigt. Hverken pressen eller oppositionspartierne har beviser nok til at få dem alle dømt for deres mulige forbrydelser, men vil til gengæld kunne hænge de mistænkte ud og skandalisere dem i offentligheden hele vejen frem til næste valg. Hver af de mistænkte står derfor med dette vanskelige valg: De kan vælge at forråde den anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende – eller helt holde mund og nægte enhver form for kulegravning.

Hvis alle otte skatteministre holder mund og nægter at stemme for en undersøgelseskommission, og der dermed ikke er flertal i Folketinget, kan de nøjes med at blive hængt til tørre i pressen, uden formelle konsekvenser. Men hvis bare én forråder de andre og de andre holder mund, ja, så slipper ‘stikkeren’ fri, og de andre kan ryge direkte i fængsel. Og hvis alle forråder hinanden, risikerer de alle fængsel. Dilemmaet er: Skal de mistænkte forråde den anden, eller skal de holde mund?

I virkelighedens verden ender mistænkte som oftest med at forråde hinanden. Således også på Christiansborg, hvor magtpartiernes broderskab ikke kunne stå imod presset. Socialdemokratiet brød ud af geleddet, og kan selv blive ramt hårdt. Men omkostningerne tegner til at blive størst for Venstre.

Skattekommissionen rummer alle bestanddele til at blive det største drama i dansk politik i flere år frem: Aldrig har så mange penge været på spil, og aldrig har så mange toppolitikere haft kyniske motiver til at udlevere hinanden – og trække fremtidige statsminister-emner med ned i den giftige sump, som Skattekommissionen i bedste fald kan få drænet.