De syv ubesvarede spørgsmål om Dong-salget

I disse timer sidder landets statsrevisorer og nærlæser den beretning, som Rigsrevisionen afleverede til dem i går, mandag.

Under et døgn før offentliggørelsen er der sivet ganske lidt ud om indholdet af beretningen – og det anonyme kildeskudsmål, som Politiken forleden gengav, anbringer de angiveligt få kritiske punkter i en kategori af forholdsvis ligegyldige ”fodfejl”. Disse ’fodfejl’ betegner kilden som ”mere formelle end reelle.”

Skudsmålet stammer temmelig sikkert fra en embedsperson med noget i klemme og skal derfor tages med et gran salt på dette tidspunkt.

Hele beretningen kan læses, når statsrevisorformand Peder Larsen lægger den frem for offentligheden onsdag eftermiddag kl. 16.30. Pressen og alle andre interesserede vil på det tidspunkt studere Rigsrevisionens ord og formuleringer med lup.

En på papiret bagatelagtig ’fodfejl’ kan i det spegede spil, som Dong-sagen for længst har udviklet sig til, have en større – og mere afgørende – betydning, end det umiddelbart ser ud.

Hvis staten (Finansministeriet) for eksempel har undladt at gennemføre en energisk, omfattende og helt korrekt salgsproces – i henhold til gældende regler, EU, etc. – kan man trække på skuldrene og sige: Nå ja, men det lykkedes jo dog alligevel at finde en ideel køber – nemlig investeringsfirmaet Goldman- Sachs – til den store, udbudte aktiepost, og det danske energiselskab er siden steget voldsomt i værdi, hvilket staten (danskerne) også har tjent på.

Så er der dømt tilgivelig ’fodfejl’, i hvert fald i en embedsmandsverden.

Omvendt kunne en sådan ’fodfejl’ dybest set afstedkomme, at selskabets reelle værdi aldrig kom i spil – i lige og hård konkurrence mellem mange konkurrenter – hvilket notorisk ville eksponere sagens måske allerømmeste punkt, netop dét som så mange danskere er blevet så forargede over:

Dong blev efter alt at dømme solgt alt, alt for billigt. Her vil vægtningen af de tilstødende effekter være helt afgørende for fejlbedømmelsen.

Mange af de spørgsmål, der er rejst i offentligheden, vil med uklare eller manglende svar i Rigsrevisionens beretning således syne af væsentligt mere end ’fodfejl’, som en statsrevisorformand kan skubbe ind under et bekvemt gulvtæppe.

Formand Peder Larsens gjorde allerede undersøgelsens start sidste efterår helt klart, at han personligt var imod den – og at han ikke forventede noget som helst nyt eller interessant lagt på bordet.

Det store spørgsmål er, om visse centrale spørgsmål til hele Dong-salget er blevet rubriceret som netop ’gamle’ og ’allerede stillede’ – uanset om svarene blev anset for u-fyldestgørende eller utilstrækkelige af presse og offentlighed – således at Rigsrevisionen slet ikke har medtaget dem i beretningen.

Undersøgelsen blev for måneder tilbage tilrettelagt i samarbejde med statsrevisorformanden.

Nogle af de spørgsmål, der er blevet stillet her i Føljeton, har ikke savnet besvarelser – ikke mindst fra Dongs pressetjeneste – men der har blot været tale om undvigelser, tomgang eller direkte usandheder, og derfor må de naturligvis kunne stilles igen.

Netop derfor er det så afgørende, om rigsrevisor Lone Strøm har haft mod til at gennemføre denne omfattende manøvre – og har haft træfsikkerhed i sine vurderinger af ’fodfejl’ over for ’magtmisbrug’.

Det er en manøvre, der i hvert fald indeholder syv vigtige hovedpunkter:

1. Projekt RED

Under salget af Dong-aktierne fik offentligheden aldrig den mindste oplysning om selskabets grundigt udarbejdede, gyldne plan (Projekt RED) for en kommende, enorm havmøllesatsning- og indtjening.

Forarbejdet var blevet gennemført af daværende direktør Anders Eldrup og nogle nære medarbejdere, der alle blev fjernet fra virksomheden umiddelbart inden den omdiskuterede salgsproces, som endte med aktiesalget til Goldman Sachs.

’Fodfejl’ kan næppe være en dækkende betegnelse for denne – har det senere vist sig – uretmæssige fyring af Dongs tidligere ledelse.

Med direktør Eldrups afgang forsvandt den storstilede vindsatsning (Projekt RED) ned i skufferne, og her blev den liggende, ind til aktiesalget var gennemført til en uhørt lav pris.

Så dukkede op igen som en Fugl Føniks og forgyldte såvel den nye Dong-ledelse som de nye aktionærer med milliarder.

2. Salgsbeslutningen

Det kan næppe heller betegnes som en ’fodfejl’, da staten (finansministeren) fastholdt beslutningen om et hastesalg af Dong-aktier på et ugunstigt tidspunkt – i en aura af ’klar og overhængende fare’ for hele selskabets fremtid – når denne fare ikke fandtes.

Og hvordan ville man i så fald – med denne betegnelse – forklare, at staten undlod at afværge den postulerede trussel med et simpelt lån til rente nul i stedet for at igangsætte et omfattende frasalg i alt for opskruet tempo.

3. Værdiansættelsen

Hvorfor undlod man at inddrage elementer som fremtidige, stærkt lovende investeringer og planer, da Dong blev ’prissat’ – alt for lavt – i månederne før og under salgsprocessen?

Modtog man nogen form for – uvildig – rådgivning i dette tidsrum?

4. Udbudsrunden

Det synes heller ikke helt nemt at begrunde beslutningen om at gennemføre aktieudbuddet på rekordtid – med et rekordlavt ansøgerfelt og praktisk taget uden annoncering – og endda helt uden aktiv markedsføring af selskabets enorme fremtidige værdier som en simpel ’fodfejl’.

Hvorfor rørte ingen Dong-folk eller finansministerielle embedsmand en finger for at udbedre det misvisende vrængbillede af Dong som en dårlig forretning – og hvorfor søgte man ikke købstilbud fra mange parter, der kunne puffe prisen opad?

Hvilke salgsmodeller havde embedsmændene i ministeriet egentlig haft fremme på bordet, da de foretog deres metodevalg – om nogen – og hvilken rådgivning blev indhentet af ministeriet og Dong gennem dette afgørende forløb?

5. Salgsprocessen

Hvorfor valgte man at gennemføre et ’incitamentsprogram’, der med sikkerhed ville forgylde Dongs chefer og medarbejdere – og som ovenikøbet gav dem et privatøkonomisk motiv til at sætte aktieprisen på selve salgstidspunktet så lavt som overhovedet muligt?

Kan det virkelig betegnes som en ’fodfejl’? Eller løftede folkevalgte og embedsmænd slet ikke deres (uvildige) ansvar for vores alle sammens penge?

Bemandede Finansministeriets embedsmænd overhovedet de indlysende vigtige og centrale positioner ved forhandlingsbordet i den helt afgørende stund – over for milliardærerne i Goldman Sachs?

6. Storaktionæren

Var det blot en ’fodfejl’ – af mindre format – at vælge og acceptere en køber af Goldman Sachs’ kaliber? Endda med fuld tilladelse til efterfølgende skattely, udstrakt fortrolighed (hemmelighedskræmmeri) og vetoret i de øverste beslutningsprocesser.

7. Staten

Kan man – med hånden på hjertet – kalde det største enkeltstående statslige provenutab nogensinde for en ’fodfejl’ – samlet set?

Kan Finansministeriet blot fungere videre i årene fremover – som en eneste stor ’fodfejl’ på demokratiet – uden nogen form for efterfølgende ansvarspålæggelse?