Tilbage i nakken på Chanel

Da jeg var barn i 80’erne, var der en ven af husstanden, som vist arbejdede som stewardesse. På et tidspunkt må hun have taget en boomerang med hjem fra Australien. Boomerangen var ret stor og af træ med en rød og en blå stribe på tværs i den ene ende , og jeg kan huske, at jeg en dag tænkte, at nu måtte jeg være stor nok til at bruge den. Så gik jeg over i den nærmeste park og begyndte at kaste løs på et fladt areal uden træer. Da der ikke var noget YouTube, var der ingen instruktionsvideoer ved hånden, og det krævede adskillige forsøg at få boomerangen til at vende nogenlunde præcist tilbage.

Siden mandag har boomerangen atter været på alles læber (eller nogens, i hvert fald), men mere som modetilbehør end som kasteskyts. Luksusbrandet Chanel har udsendt sin forår/sommerkollektion for 2017, og under kollektionens ‘other accessories’ figurerer en sortskinnende boomerang med Chanels logo på. Pris: 1.930 dollars (12.925 kroner). Det havde ingen vel taget notits af, hvis ikke en androgynt udseende amerikansk makeup-kunster ved navn Jefree Star med 4,7 millioner følgere på Instagram mandag viste sin nye Chanel-boomerang frem på flere sociale medier. ”Har det bare så sjovt med min nye #Chanel boomerang,” skrev han.

https://www.instagram.com/p/BUIMedPlYHX/?taken-by=jeffreestar

Nu er der gået et par dage, og opslaget er blevet liket af næsten 175.000 mennesker. Det store samtaleemne – eller i hvert fald det, som medierne har grebet fat i – er, om Chanel gør sig skyldig i kulturel appropriation. Pisser Chanel på for eksempel de australske aboriginals, som i tidernes morgen bekæmpede kænguruer med boomerang-lignende våben? I et af Jeffrey Stars  kommentarspor skrev en, at Chanel ”ydmyger en hel kultur”: ”Jeg er fra Australien, og det fornærmer mig, at et firma vil gøre en joke ud af noget, som blev brugt som et våben for overlevelse”.

Folk, der anklager andre for kulturel appropriation (forklaret af WikiPedia her), må bruge meget tid på at lede efter de helt rette ord. For der skal næsten ingenting til, før man selv kan gøre sig skyldig i det samme, og hvis man skal bruge plads og tid på at undskylde, flytter man fokus fra sin oprindelige beskyldning. Når man gransker den forurettede persons kommentar ovenfor, kan man se, hvor vigtig sætningens sidste led er. Hvis der bare havde stået ”noget, som blev brugt som et våben”, ville det have set dumt ud. ”Våben for overlevelse” er særdeles virkningsfuldt. Hvad man ikke kan se af kommentaren er, om afsenderen selv er aboriginal eller eksempelvis bare efterkommer af nogle af de mere end 150.000 straffefanger, som Storbritannien sendte til Australien mellem 1788 og 1868. For ellers er det da at smykke sig med lånte fjer?

Nødvendighed

Ifølge The Guardian var der også en, som spurgte på Twitter: ”Er en Chanel BOOMERANG nødvendig?”

Det er et godt spørgsmål. Meget, som Chanel laver, er unødvendigt. Det gælder også for Gucci og Nestlé. Og for mange kunstnere. Og for den katolske kirke. Unødvendigt. Mange opfindelser gennem historien har også vist sig unødvendige (bortset fra lynlåsen). Men noget, der både er unødvendigt og fornærmerende, er stærke sager. I The Guardian citeres en projektperson fra Australian Museum for, at Chanels boomerang er et eksempel på, hvordan den vestlige verden forsøger at gøre den indfødte australske kultur til en kliché.

”Det er ikke bedre end uægte, uautentisk aboriginal-kunst fra Thailand… bortset fra at det her er meget dyrere. 1.930 dollars svarer til 10% af gennemsnitsindkomsten for Australiens indfødte befolkning,” sagde han.

Så ved man det.

Hvis man graver en lille smule i boomerangens historie, vil man opdage, at Australiens oprindelige befolkning ikke kan tage fuldt ejerskab over den. Der findes hulemalerier i Kimberley-regionen, hvor et boomerang-lignende aggregat er afbilledet. Malerierne kan være op til 50.000 år gamle. Men polakkerne kan også være med. I den del af bjergkæden Karpaterne, som ligger i Polen, har man fundet en boomerang fremstillet af mammuttand. Den er vurderet til at være 30.000 år gammel.

Hvad hvis vi hæver blikket lidt og kigger op i luften? I 1992 dokumenterede den tyske astronaut Ulf Merbold om bord på Spacelab, at en boomerang også virker steder helt uden tyngdekraft. Det betyder, at boomerang-kastning også kan blive en dille, når mennesket for alvor begynder at kolonisere andre planeter (om nogle år).

Tilbage til drengen, der tilbragte en eftermiddag med at kaste en boomerang i parken midt i 1980’erne. Hvis man er politisk korrekt, ville man vel egentlig godt kunne kalde handlingen for kulturel appropriation: en hvid middelklassedreng i korte bukser, der for sin fornøjelses skyld leger med et genstand, som Australiens urbefolkning engang brugte som jagtvåben med livet som indsats. En ting er sikker: han gjorde det ikke for at ydmyge hverken aboriginals eller polakker.