Nyhedsanalysen

Ansvaret for Dong-slendrian placeres hos fyret embedsmand

Statsrevisorerne udsætter Finansministeriet for den hårdeste kritik nogensinde for dels at have smidt centrale dokumenter væk i det kontroversielle salg af Dong Energy til bl.a. Goldman Sachs – og for dels ikke at kunne dokumentere værdifastsættelse. Én for længst fyret embedsmand i Finansministeriet hænges ud som ansvarlig for uregelmæssighederne.

Statens mand i diverse firmaer Peter Brixen.

Mørkelygten har været på spil igen: De fleste ubesvarede spørgsmål i den fortsatte føljeton om statens delvise salg af Dong Energy står stadig ubesvarede tilbage. Ikke engang Rigsrevisionen har haft slagkraft til at kunne optrevle forløbet fuldstændigt og finde dokumentation for, at Finansministeriets ord om, at man i 2014 solgte Danmarks energimastodont til ”det bedste bud”, som daværende finansminister Bjarne Corydon (S) ellers bedyrede.

Rigsrevisionen kan ganske enkelt ikke finde skriftlig dokumentation for, at Finansministeriets indstilling om at sælge til investeringsbanken Goldman Sachs var velbegrundet, og Rigsrevisionen har dermed reelt ikke kunnet kaste lys over meget nyt – kun påvise, hvor mørket stadig råder.

Foreløbig er den eneste konsekvens af det nu kortlagte sjuskeri, at en enkelt embedsmand er blevet fyret: Den tidligere afdelingschef Peter Brixen, som forlod Finansministeriet efter Dong-salget.

Rigsrevisionens beretning tegner dog et påfaldende mønster, som kan tyde på, at slendrianen har været langt mere vidtfavnende. Forklaringen på de mange sorte pletter i beretningen er således lige så mystisk, som den er opsigtsvækkende. Rigsrevisionen kan ikke komme til bunds i Dong-forløbet af tre årsager:

1) Centrale ”dokumenter” er enten forsvundet i Finansministeriet, simpelthen pist væk i en tid, hvor det meste ellers sætter digitale spor.

2) Centrale ”overvejelser” om bl.a. kapitaludvidelsen er ikke blevet tilstrækkeligt dokumenteret, f.eks. blev Goldman Sachs sidste og afgørende bud kun givet mundtligt.

3) ”Udvalgte oplysninger” har været undtaget fra den endelige beretning af ”fortrolige hensyn”, bl.a. på grund af ”investorernes forretningsinteresser”.

Skærpende omstændighed

Bundlinjen er, at Rigsrevisionen dermed ikke har kunnet vurdere en række af de mest kontroversielle beslutninger og derfor må nøjes med at kritisere selve forløbet. Men det påpeges, at salget er sket på et ufuldstændigt grundlag. Beretningen handler dog mest om fejl i administrative processer snarere end om den spektakulære økonomiske substans.

Folketingets vagthund, statsrevisorerne, er da også skarpe i deres kritik – hvilket er historisk bemærkelsesværdigt, da beretningen handler om Danmarks mest magtfulde ministerium, Finansministeriet, som normalt sætter rammerne for dansk politik: ”Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at Finansministeriets beslutningsgrundlag ikke har levet op til god forvaltningsskik, idet flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager, og centrale overvejelser om kapitaludvidelsen ikke er tilstrækkeligt dokumenteret. En skærpende omstændighed er, at der er tale om en meget væsentlig økonomisk transaktion,” lyder konklusionen.

Formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen, der er udpeget af SF – som måtte træde ud af SRSF-regeringen netop på grund af Dong-salget – kan ikke komme i tanke om andre sager, hvor Finansministeriet har haft så dårlig styr på dokumenterne: ”I mine 25 år som statsrevisor kan jeg ærligt talt ikke huske en sag, hvor vi ikke har kunnet få udleveret centrale dokumenter. Og da slet ikke i en sag om en så væsentlig økonomisk transaktion,” siger Peder Larsen til Føljeton.

Meget utilfredsstillende

Oprindeligt var statsrevisor-formand Peder Larsen imod, at Rigsrevisionen skulle undersøge Dong-salget, der opstod som et pres, efter at både Enhedslistens Frank Aaen og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl krævede en kulegravning. Sidstnævnte skrev på Facebook: ”Netmediet Føljeton mener at vide, at Finansministeriet allerede før salget af Dong forudså, at selskabet kunne blive 50 milliarder kroner mere værd. En professor fra CBS undrer sig over hele forløbet af salget af Dong, herunder om Finansministeriet så ikke burde have fået en bedre pris i 2013! Hvad er det, vi ikke må få at vide?”

Efter at Føljeton afslørede de såkaldte ‘Dongpapers‘ om hemmeligholdte værdier i Dong Energy blev undersøgelsen sat i gang. På grund af de forsvundne papirer, manglende noter og hemmelighedsstemplede dokumenter er der imidlertid fortsat meget, som vi ikke kan og må få at vide. Netop derfor erkender Peder Larsen også, at den nye beretningen fra Rigsrevisionen er mere end tiltrængt:

”Jeg havde større forventninger til Finansministeriet, som er det ministerium, som har størst indflydelse på den danske samfundsudvikling. Dengang havde jeg bare ikke forestillet mig, at vi ville få nyt at vide. Jeg hilser med tilfredshed, at vi nu har fået kortlagt, at Finansministeriets dokumentation ikke er tilfredsstillende. Og dét kan vi da forhåbentligt lære meget af ved fremtidige salg af statslige aktiver,” siger Peder Larsen, som samtidig understreger, at beretningen slet ikke tager stilling til selve den omdiskuterede værdifastsættelse af Dong Energy, som er blevet kritiseret for at have været alt for lav.

Det hele hænger i luften

Næstformand for statsrevisorerne Henrik Thorup, som er udpeget af Dansk Folkeparti, er endnu skarpere i sin kritik af forløbet. Han mener ikke, at Folketinget har været tilstrækkeligt oplyst om det reelle grundlag for Dong-salget: ”Det hele hænger ude i luften. Som statsrevisorer kan vi slet ikke følge processen. Vi har på det foreliggende grundlag ingen mulighed for at vurdere, om det er de rigtige beslutninger, der er blevet truffet. Værdifastsættelsen kender vi heller ikke,” siger Henrik Thorup: ”Rigsrevisionen er samtidig bundet af fortrolighed, og derfor kan vi jo ikke gøre så meget mere nu end at forholde os til, hvad Rigsrevisionen skriver. Herfra er det politikerne i Folketinget, som må tage affære”.

Den mest politisk aktive af statsrevisorerne, Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen, affejer enhver beskyldning. Han kalder beretningen for ”en pure frifindelse af den politiske ledelse, herunder den daværende finansminister Bjarne Corydon,” og sætter trumf på: ”Vi har nu Rigsrevisionens rapport som bevis for, at Socialdemokratiets ministre ikke har foretaget sig noget fordækt. Rigsrevisionen kritiserer ganske vist, at embedsmænd i Finansministeriet har sjusket med centrale papirer, der ikke er blevet gemt.” Sass Larsen tilføjer sågar: ”Men det har allerede fået personalemæssige konsekvenser.”

Med personalemæssige ”konsekvenser” henviser Henrik Sass Larsen til, at Finansministeriets afdelingschef Peter Brixen, som i sin tid stod for salgsprocessen, for længst er blevet fyret. Uregelmæssighederne er altså foreløbigt skrinlagt som en administrativ fejl. Finansminister Kristian Jensen nøjes også med blot at sige: ”Jeg tager Rigsrevisionens kritik af, at der er dele af kapitaludvidelsen, der kunne være bedre dokumenteret, til efterretning. Jeg kan naturligvis ikke kommentere det daværende økonomiudvalgs interne overvejelser, men det er altid vigtigt at kunne dokumentere sagsgangene.”

I de kommende dage dykker Føljeton dybere ned i Dong-beretningen fra Rigsrevisionen. Foreløbig tyder dagens afdækning på, at hele den palette af mørklægnings-instrumenter, som forfatteren Jesper Tynell har beskrevet i bogen Mørkelygten, har været taget i anvendelse i både processen omkring og her i efterspillet til det delvise frasalg af Dong Energy.

Tidligere finansminister Bjarne Corydon udtaler til Ritzau: ”Jeg konstaterer med tilfredshed, at Rigsrevisionens beskrivelse af sagsforløbet bekræfter, hvad jeg konsekvent har gjort gældende overfor Folketinget og offentligheden. Af samme årsag finder statsrevisorerne heller ikke anledning til at rette nogen kritik mod den politiske håndtering af forløbet eller mod de beslutninger, der blev truffet og støttet af et meget bredt flertal i Folketinget.”

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12