Never mention the kvartvejskrise

Læser! Dette er en advarsel og et opråb. Og vær glad for, at du er netop dét – læser, og ikke for eksempel lytter. For det er os magtpåliggende at dissekere det grimmeste ord, inden det for alvor finder fodfæste i vort fælles sprog. Det er slemt på skrift, værre sagt højt, men modbydeligt at udtale. De seneste uger har det umærkeligt fundet vej ind i dagspressen, som skånselsløst lader det bidrage til det dårlige klima på det i forvejen stærkt forurenede SoMe. Ja, måske har vi på Føljeton endda selv gjort os skyldige i helt tankeløst at lade ordet cirkulere. Undskyld.

Forleden var det DR-flow-tv-programmet Aftenshowet, der brugte op imod 10 minutter på at fedte rundt i begrebet i det, der lignede en tam verbal, men til gengæld både klam og udmattende brydekamp mellem den tidligere vejrvært Mikkel Fønsskov og to unge kvinder, som (sikkert helt uretmæssigt) fremstod som selve årsagen til, at voksne personer med deres på det tørre jamrer over unges manglende ‘psykiske robusthed’ (en ordkombination, som bestemt også er på listen over de grimmeste), mens de med spæde stemmer beklagede sig over deres knuste drømme. Hvis ikke alle i den opstilling i forvejen havde lignet tabere, så kom de til det, da værten følte sig kaldet til at stille et kombineret coachende og kritisk spørgsmål: ”Det lyder meget som en udfordring. Hvad er det, der gør det til en krise?”

Ordet: kvartvejskrise. Og hvis du endnu ikke er overbevist om, at det faktisk er det grimmeste ord i nyere tid, så foretag lige denne totrinstest:

1. Sig dette højt: Undskyld, at jeg er lidt pirrelig. Det skyldes blot, at jeg befinder mig i kvartsvejskrisen.
2. Sig så ordet tre gange i træk: Kvartvejskrise, kvartvejskrise, kvartvejskrise.

Kan du mærke det? Det er, som om overgangen fra ‘kvart’ til ‘vejs’ kilder brækrefleksen, en effekt, der forstærkes yderligere af overgangen til ‘krise’. Hvis kvartvejskrise overhovedet har en berettigelse i det danske sprog, må det være som en beskrivelse af det stadie i en opkastningsseance, hvor man ligger på knæ på badeværelsegulvet med hovedet hen over tønden og venter. Det øjeblik, hvor du ved, at der ikke er nogen vej tilbage. Hvad end du har indtaget, må det op. Men uanset hvor meget du kilder din drøbel, så sker der intet, så du venter. Og venter. Og mens du venter, kære læser, skal du vide, at det du oplever er kvartvejskrisen: Maveindholdets pludselig stop en fjerdedel inde i rejsen fra ventrikel til svælg.

Bare rolig, ordet har så vidt vides endnu ikke fundet vej til vores hverdagssprog. Ved fælles hjælp kan ordintegrationen standses. Troede jeg. Men så i går sad jeg over for en mand, som af profession interesserer sig for mit velbefindende. Helbredssnakke kan godt gå hen og blive lidt tunge, så jeg besluttede at vise mig fra min muntre side: ”Hvad pokker,” sagde jeg, ”det er sikkert bare en kvart[undertrykt brækrefleks]vejs[igen]krise [bådumdumtji].” Manden kiggede på mig, kneb øjnene sammen og tog mig alvorligt.

Og da gik det op for mig, at jeg selv lige havde hjulpet begrebet på vej ind i hverdagen. Den intenderede ironiske distance mellem mig og ordet var væk. Det, jeg følte, var skam.

Dette indlæg er således ment som den ultimative distance, en ubarmhjertig eksklusion af et kvalmt ord, som individualiserer og psykologiserer kollektive kriser og giver indtryk af, at hvis bare vi venter længe nok, går kriser over, så vi igen kan passe vores image (i hvert fald indtil midtvejskrisen sætter ind). En ekspert har sikkert opfundet ordet med den bedste intention om at bryde det tabu, som alle de shaky 12-talspiger og feminiseret-folkeskole-fremprovokerede-ADHD-drenge render rundt med, når de er blevet voksne. Men det giver bagslag. Et ord, der er så grimt, vil unægteligt kun forstærke et tabu.

Det eneste positive, der er at sige om ordet, er, at det lyder lidt som ‘kvark-vejrs-spise’, som ikke er, men godt kunne være, noget, nordmændene indtager til kaffen ved nedbør.

Her på Føljeton vil vi på det kraftigste opfordre til, at vi lader kvartvejskrisen afgå ved døden. Til gengæld har vi en række forslag til ord, som kun lyder marginalt bedre, men som beskriver årsagen til tyverkrisen mere præcist:

· Reformkrise (Fremdriftsreform! Dagpengereform! Dø! Osv.)

· Krænkerangst (De syge krænkerstoddere findes über alles, eks. i byråd og -busser, og har fucket meget op, siden vi var 13. I tyverne bliver vi trætte, vi får nok og angst.)

· Eksponeringslidelse (SoMe er fedt, men også rimeligt hårdt. Og fra Tinder har man aldrig fri.)

· Loftsforstyrrelse (Det, der ikke rammer mig, forstyrrer og gør angst. Det, der rammer, slår mig ud. Eks. uddannelsesloft, kontanthjælpsloft osv.)

· Dyspræstationskompleks ([Her blev jeg, skribenten, blokeret af frygt for ikke at præstere noget ordenligt. I skrivende stund er jeg også adfærdsforstyrret.])

· Omprioriteringsangst (Hvor går man hen, når man går bort eller bortprioriteres?)

· Progressionskravsmani (Jeg må! Jeg skal! Jeg kan! Og hvor der er vilje, er der… Hurtigere! Bedre! Vildere!)

· Introvert tvangshadspræget (Jeg hader mig selv, derfor er jeg.)

Brug dem, som du vil. Lad dem cirkulere på SoMe og i livet. Og nævn aldrig kvartvejskrisen igen!