Reprise fra ugen

Fire scenarier for Cronhammar

Ingvar Cronhammars fem meter høje skulptur ‘Camp Fire’ fra 1994, som blev skrottet og sendt til destruktion ved en fejltagelse af Syddansk Erhvervsskole for nogle uger siden, skal genskabes ”af professionelle” på erhvervsskolens regning. Det er konklusionen efter et møde mellem kunstneren, hans advokat, erhvervsskolen og Odense Bys Kunstfond. Føljetons Oliver Stilling maner til besindighed: Måske er en rekonstruktion ikke den mindst ringe løsning. Han opstiller nogle alternative scenarier.

Ingvar Cronhammers metalskulptur 'Campfire' ved Munke Mose i Odense er blevet revet ned. Her ses resterne og pladsen, hvor den stod foran Syddansk Erhvervsskole fredag morgen d. 5. maj 2017. (Foto: Michael Bager/Scanpix 2017)

 Da den svenskfødte på Herning-egnen bosiddende kunstner Ingvar Cronhammar og hans advokat i går kom ud fra et møde med Syddansk Erhvervsskole og Odense Bys Kunstfond, var det ikke til at se på dem, hvordan mødet var forløbet.

Cronhammar og hans advokat. Foto: Peter Øvad Halkjær/DR Syd

Advokaten var formummet bag solbriller, og Cronhammar havde det samme lidt tragiske, modløse blik, som han ofte går rundt med. Men det kan også være, at han missede med øjnene mod solen.

Under alle omstændigheder viste det sig, at mødet var gået godt. Ingvar Cronhammar udtrykte sig tilfreds over for den fremmødte presse.

”Det var et meget positivt og meget konstruktivt møde, og vi ser lyst på fremtiden nu,” udtalte han.

Parterne var blevet enige om, at ‘Camp Fire’ skal genopbygges, og ifølge DR bliver det med ”professionelle håndværkere og kunstneren selv bag roret”.

Sådan så ‘Camp Fire’ ud (cirka midt i billedet). Foto: Scanpix/Paul Jacobsen

Man kan godt have lidt ondt af Syddansk Erhvervsskole, som skal bekoste genskabelsen af skulpturen. Det var jo ikke med vilje – og det var ikke engang deres skulptur. Det er Odense Bys Kunstfond, der ejede skulpturen, som stod ved erhvervsskolen. Der er også noget kedeligt over at bruge energi på at rekonstruere et kunstværk, vi har set. Kom med noget nyt. Måske kunne man se sådan på det, at skrotningen var en del af værket. ‘Camp Fire’ begyndte som en tung klods på en offentlig plads, men endte sit liv som en performance – som ellers er en genre, Cronhammar ikke gør det så meget i.

Her er ‘Camp Fire’ svejset fra hinanden. Foto: Ivar Juel Nordentoft/Jysk Fynske Medier/Scanpix

Føljeton skitserer her fire scenarier for, hvad der nu kan ske.

1. Hovedløs rekonstruktion

Den 69-årige Ingvar Cronhammar genskaber ‘Camp Fire’ ned til mindste detalje. ‘Camp Fire’ blev opstillet i 1994, så Cronhammar har haft mange år til at gå rundt om skulpturen og se, om der er noget, han kunne have gjort bedre eller anderledes. Og der er da noget. Men Cronhammar ignorerer sine kunstneriske impulser og genskaber værket med alle de fejl og mangler, der kendetegnede det.

Kunstneren. Foto: Henning Bagger/Scanpix

2. Selvportræt

Ingvar Cronhammar ringer til Odense Bys Kunstfond og fortæller, at han gerne vil lave et helt nyt værk. Nej, endnu bedre: han holder det for sig selv, indtil det, som alle regner med er en minutiøst udført replika af ‘Camp Fire’, skal vises frem ved en storstilet ceremoni. Først da det gigantiske røde klæde, som dækker skulpturen, bliver hevet af, viser det sig, at Ingvar Cronhammar har skabt et selvportræt i børstet stål og stålsvamp. Skægget alene er fire meter højt. Cronhammar har taget titlen på værket seriøst, siger han: ”Det her er virkelig camp.”

3. Produktionen rykkes til Kina

Flere danske kunstnere får produceret kunst i Kina, blandt andet fordi det er billigt. For eksempel Bjørn Nørgaard. Ingvar Cronhammar sender arbejdstegningerne til nogle kinesere og beder Syddansk Erhvervsskole overføre et beløb til en kinesisk konto. Efter nogle måneder står en kinesisk kopi af ‘Camp Fire’ klar. Der er godt nok brugt jern i stedet for rustfrit stål, og på den lille plakette foran står der ‘Comb Fly’, men ellers ligner den til forveksling – i hvert fald på de grynede fotos, som bliver sendt hjem til Herning. Da kineserne skal til at skibe værket af sted fra den nærmeste havn, får Cronhammar en idé. Bor der ikke 1,4 milliarder mennesker i Kina? Vil ‘Comb Fly’ ikke komme mange flere mennesker til gode dér, end hvis den stod i Odense, hvor der kun er 200.000 indbyggere. Det er en win-win-situation, og Cronhammar kan være med til at styrke de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Kina.

4. Cronhammar foretager sig intet

For nylig sagde Ingvar Cronhammar til Politiken, at han i hvert fald ikke syntes, at man kunne bygge ‘Camp Fire’ op igen af de gamle stumper.

”Det er en virkelig kraftig nedslagtning, der har fundet sted. Jeg tror hverken, det praktisk eller økonomisk vil være hensigtsmæssigt. Du ved, hvordan det er, når man gerne vil reparere en gammel carport, ikke? Det giver mere mening at rive den ned og bygge en ny.” Kunstneren omtalte i øvrigt sig selv som ”en flueknepper af Guds nåde”. Det lyder ikke så rart. Han sagde også noget andet: ”Alternativet er, at vi lader være med at genskabe den. Sådan har jeg det.” Det er helt klart også en mulighed. Cronhammar ser fremad mod nye mål. Det er helt i Hernings ånd, og Syddansk Erhvervsskole bruger pengene på at styrke uddannelsen.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12