”Senere lærte jeg, at man skal tage en fast pris – 50 dollar”

Chendas arbejdsdag startede altid med at skænke en øl. Næsten altid til en mand. På ”beer gardens” – Cambodjas små ølbarer under åben himmel – kommer mændene næsten altid uden kone og børn. De kommer for at feste arbejdsstressen væk, for at høre cambodjanske slagerhits og drikke. En ensom sanger og et karaokeanlæg står for musikken. Chenda og de andre ølpiger står for øllen.

Dem kommer mændene også for at kigge på, rækken af unge kvinder i korte kjoler i hver sin nuance. Chendas uniform var højrød – signaturfarven på den cambodjanske Angkor-øl, som er halvtreds procent ejet af Carlsberg.

Når hun havde skænket den første øl, gjaldt det om hurtigst muligt at få den næste i manden, smile og hælde op. Hvis han bad hende om at sætte sig ved bordet og drikke med, måtte hun gøre det. Jo flere hun solgte, jo højere blev månedslønnen. En dårlig måned gav 40 dollar, en god måned kunne give helt op til 200. Nogle kunder gav endda drikkepenge, alt fra to til 20 dollar.

”Nogle gav mere, fordi de tænkte ‘stakkels kvinde’. Jeg tror, de fik medfølelse for mig.”

Men efter nogle øl skulle hun til at passe på. Når kunderne blev fulde, kunne flirt hurtigt blive til trusler, de kunne begynde at gramse og tage fat i hende. 50 procent af kunderne ville på et tidspunkt spørge, om hun ville gå med udenfor, siger hun.

”I starten vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tage for det. Jeg tog bare, hvad kunden ville give, måske 20-30 dollar. Senere lærte jeg, at man skal tage en fast pris. 50 dollar.”

Alle i en beer garden ved, at ”udenfor” betyder det nærmeste motelværelse. De kan lejes for en time eller to. Her skulle hun igen passe på.

”Når jeg arbejdede på de almindelige, familievenlige restauranter, var det ikke så hårdt, hvis kunderne ville have mig med udenfor. For de var ikke så fulde. Det var de på beer gardens. Så blev de utilregnelige. Nogle gange slog de. Og det blev hårdere at have sex med dem, fordi de tog længere tid om at blive færdige,” siger hun.

”Bagefter ville nogle af dem ikke betale. Det blev jeg nødt til at acceptere. Det ville blive for farligt, hvis jeg brokkede mig.”

Fra HIV til mikrolån

Chenda sidder på gulvet i sin lejlighed, og hun taler med en vis nøgternhed om en karriere som ølpige, der allerede ligger bag hende som 29-årig. I dag bruger hun sin gamle Angkor uniform til at vaske gulv med, fortæller hun.

For hende har øl og sex har været varer, som kunne sælges. En forretning, der kunne forsørge hendes syvårige søn og hende selv. Den kunne endda lige knap finansiere det gulv, hun nu sidder på. For et par år siden byggede hun den 40 kvadratmeter store lejlighed, der sidder som en uformelig hat oven på en gammel betonbygning i et af Phnom Penhs travle kvarterer.

Luksus kan man ikke kalde det. Faktisk ligger den nærmest oven på en byggeplads. Og for at komme derop, må man igennem en baggård med ugegammelt affald, op ad en mørk og stejl trappeopgang og endelig hen over taget på underboens lejlighed. Til gengæld er der plads til 10 familiemedlemmer. Også hendes mor, der blev skilt fra faren for mange år siden.

 

Pengene har hun tjent hos Tiger Beer og senere Angkor. Med 10 års erfaring som ølpige har hun oplevet en gråzoneprofession i omvæltning. Fra den dødelige HIV-epidemi i starten af 00’erne til skandalehistorier i medierne, som fik internationale ølgiganter til at gribe ind.  Efter Carlsberg og en gruppe andre bryggerigiganter skrev under på et sæt etiske retningslinjer i 2006, begyndte ølpigerne langsomt at mærke bedre arbejdsforhold.

Især lønnen er steget markant. Men det samme er leveomkostningerne i Cambodja, et af verdens fattigste lande, der på rekordtid er blevet et af verdens hurtigst voksende markeder. Og Chendas lejlighed ville aldrig være blevet til noget, hvis ikke hun havde taget et lån.

Netop lån er en ny, risikabel trend blandt ølpigerne, mener professor Ian Lubek, der har undersøgt ølpigernes trivsel i 15 år gennem NGO’en SiRCHESI:

”Lønstrukturerne hos Carlsberg og andre ølproducenter har aldrig halet ind på leveomkostningerne. Ifølge SiRCHESI’s tal får kvinder ansat af BSIC-bryggerier  – blandt andre Carlsberg og Heineken – i gennemsnit 160 dollar om måneden, mens de har udgifter for 294 dollar. Den ”halve” løn siden 2002 har ført til, at ølpigerne tager katastrofalt dyre mikrolån,” siger Ian Lubek.

”Det samme hul i budgettet gør det nødvendigt for nogle kvinder at sælge sex. Hvis bryggerierne vil prostitution til livs, må de betale en tilstrækkelig løn,” siger han.

For Chenda blev det nødvendigt, da hun gik i 10. klasse. Det blev hendes sidste år i skole. Det er mange år siden nu. Der kommer en tung træthed over hende, når hun husker tilbage.

Så tog han en pistol frem

Hun var 16 år, da hun fik job som ølpige hos Tiger Beer. Pengene skulle gå til familien. Det var i 2002, længe før Carlsberg og andre bryggerier skrev under på de etiske retningslinjer. Nogen fast månedsløn kunne hun ikke regne med. Alt afhang af, hvor mange øl hun solgte. Uniformen dengang var blå og stram med en lynlås, der løb fra top til bund.

”Det var slemt dengang. Kunderne rørte ved mig, hvis de ville. Nogle gange fulgte kunderne efter mig hjem fra arbejde. Jeg følte mig ikke sikker. ”

De mest ubehagelige kunder prøvede hun at holde sig langt væk fra. Men hvis de ikke gjorde hende bange, turde hun godt at gå udenfor med dem. Med tiden blev det lettere at sige ja til de rigtige mænd. Det gjorde hun efterhånden ofte.

Men en dag blev det pludselig svært at sige nej.

”Jeg mødte manden om aftenen. Vi sad i en lille aflukket bås, kun ham og mig. Han bad mig om at gå med udenfor. Jeg sagde, at jeg ikke ville. Han var meget fuld, og der var noget ved ham, jeg ikke kunne lide. Han plagede og sagde, at han ville betale mig mange penge. Jeg sagde stadig nej. Så tog han en pistol frem og rettede den mod mig. ’Gå med mig’ sagde han. Jeg gik i panik. Jeg løj og sagde, at jeg ville gå ud og skifte tøj og hente mine ting. I stedet gemte jeg mig ude i køkkenet.”

Fra køkkenet holdt hun øje med manden, hun håbede på at han ville gå. Men han flyttede sig ikke. Han blev siddende og spurgte efter hende. Først da restauranten lukkede, gik han. Næste dag ringede hun til sin chef hos Angkor og sagde, at hun ikke længere ville arbejde på restauranten. Hun ville skifte.

”Jeg var bange for, at manden ville komme tilbage. Men min chef sagde, at jeg skulle blive på restauranten. ’Vi må bare håbe, at han ikke kommer igen,’ sagde han. Jeg blev ved at være bange for, at manden ville komme tilbage, men jeg så ham heldigvis aldrig igen.”

Da hun blev 18 år, stoppede hun hos Tiger Beer. Senere blev hun gift med sin kæreste, der arbejdede som chauffør. Det var en bekendt af hendes mand, som i 2008 tippede hende om, at de manglede ølpiger hos Angkor.

 

Her var uniformen i et mere traditionelt og tækkeligt snit. Hun kunne godt lide den. Månedslønnen var kun på 40 dollar, hvad der svarer til 267 kroner. Men hvis ølsalget gik godt, kunne hun tjene helt op til 200 dollar. Men så var hun også nødt til at give mændene, hvad de ville have.

”Jeg skammede mig over det, og jeg turde ikke fortælle min mand om det. Men jeg gik stadig udenfor med kunderne. Han kunne ikke lide mit job, han ville helst have, at jeg sagde op. Men det havde vi ikke råd til.”

Det var ikke så slemt, når hun arbejdede på de mere rolige restauranter. Men hvis hun havde vagter på beer gardens, skulle hun passe på. Mændene var fulde og impulsive.

”De har taget mig på bagdelen, de har taget mig på brysterne. De har taget fat rundt om mig og holdt mig fast. De har slået mig. De har sagt forfærdelige ting til mig.”

For Chenda var det en overraskende lettelse, da hun til sidst fortalte sin mand om kunderne efter arbejdstid. Han var ikke glad for at høre det, men han så praktisk på det og mødte hende med accept:

”Det var ham, der hjalp mig med at beslutte en fast pris for sex og med at forhandle aftaler med kunderne. Af og til aftalte vi, at en kunde kunne ringe til mig og invitere mig ud. Nogle gange så jeg dem i uger, nogle gange i måneder.”

Ansvar på den anden side af kloden

Carlsberg har forsøgt at rydde op i sagen om ølpigerne i over 10 år. Men Chendas historie er et eksempel på, at vold, druk, chikane og sex stadig ikke er udryddet i kvindernes arbejde. Meget er ganske vist blevet bedre, det kan både Chenda og tal fra brancheorganisationen BSIC og NGO’en SiRCHESI fortælle. Tallene for prostitution, sexchikane, vold og druk er for nedadgående.

Men kvinder som Chenda er tavse, når ølindustrien deler spørgeskemaer ud om deres trivsel. For sex er en indtægtskilde, hun og hendes familie ikke kan undvære.

Carlsbergs etiske retningslinjer har vist sig at være mere end vanskelige at føre ud i livet. Når en virksomhed ikke lever op til sin egen CSR-strategi, er det dog sjældent med fuldt overlæg, mener CBS-professor Andreas Rasche, der forsker i corporate social responsibility.

”Det ville simpelthen være for dumt. For virksomheden kan regne med, at det bliver opdaget på et tidspunkt. Når det alligevel sker, er det ofte, fordi noget går galt, eller at informationer går tabt,” siger han.

Og i tilfælde med fifty-fifty joint ventures som Carlsberg og Cambrew kan der opstå uklarhed om, hvem der faktisk har ansvaret:

”Den ene aktør kan skyde skylden på den anden, mens ingen gør noget ved problemet,” siger han.

Geografiske afstande kan også gøre det svært for et moderselskab at bevare kontrollen over de lokale forhold. Og mange selskaber er ikke villige til at investere i kvalificerede kontroltjek, mener han:

”Der findes mange tilfælde, hvor kontroltjek bliver udført af konsulenter, som ikke har fået tiltrækkelig træning, eller ikke har indblik i landets kulturelle kontekst.”

Men det kan få betydelige konsekvenser for Carlsberg selv, hvis bryggeriet ikke kan overholde sine egne CSR-løfter, mener Andreas Rasche:

”Hvis der som her er tale om et fifty-fifty joint venture, har selskabet bestemt muligheden, men også det moralske ansvar for at gøre noget ved problemerne. Og hvis du som virksomhed offentligt proklamerer meget vidtløftige mål, kan det være farligt ikke at leve op til dem. For NGO’er, investorer og måske regeringer holder øje.”

Ifølge Carlsbergs pressechef Kasper Elbjørn, viser den seneste rapport fra brancheorganisationen BSIC, at Carlsbergs lokale partner Cambrew løbende forbedrer ølpigernes arbejdsforhold.

”Vi ejer kun 50 procent af Cambrew. Vi har derfor ikke aktiemajoriteten eller stemmemajoriteten. Det vil sige, at vi kan rådgive, påtale og opfordre. Det har vi blandt andet gjort ved at være med til at iværksætte brancheorganisationen BSIC for at holde øje med, at Cambrew og andre løbende forbedrer forholdene for de ansatte. Det er ikke fordi, vi ikke tager slagsmålet, men det sker internt,” siger han.

For gammel til jobbet

På væggen i Chendas lejlighed hænger seks billedrammer med fotos af hendes storesøster. Søsteren er slank, høj og smuk, med store solbriller og høje hæle i gågaden og i bikini på stranden.

”Min søster arbejder som fotomodel i Frankrig, hvor hun bor med sin mand,” siger Chenda stolt.

Chendas egen drøm er at åbne en lille gaderestaurant. Her vil hun servere vietnamesisk mad, som hun har lært at lave af sin mor. Men forretningen ville kræve penge, hun ikke har. Især efter hendes ægteskab gik i stykker i 2014, og hun nu står alene med udgifterne til sønnen og resten af familien.

 

Jobbet som ølpige var i lang tid en sikker indkomst. Men i de senere år fik hun sværere ved at skrabe pengene sammen. Hendes faste månedsløn var steget markant til 140 dollar. Til gengæld tjente hun stort set ingenting ud over det. For første gang havde hun svært ved at sælge øl nok.

Resultatet var cirka 60 dollar mindre om måneden.

”Der er stor forskel på, hvad man kan tjene, afhængig af, hvilken restaurant man arbejder på. På de store, populære steder med mange kunder arbejder de smukkeste ølpiger. Her er det nemt at sælge mange øl og få mange drikkepenge. På de mindre restauranter er det svært at tjene mere end de 140 dollar. Sådan nogle steder arbejdede jeg til sidst,” forklarer hun.

Hun bad flere gange sine chefer om at blive flyttet til en større restaurant. Men hun fik afslag hver gang. På medarbejdermøder lød beskeden, at restaurantejerne klagede over hende og hendes jævnaldrende kolleger:

”Vores chefer sagde flere gange til os, at vi var ved at blive for gamle.”

Hun er ikke i tvivl om, hvorfor hendes chefer nægtede at flytte hende til en større restaurant.

”De prøvede at tvinge mig til at sige op. De ville af med de ældre ølpiger. Det ville ikke se godt, hvis de fyrede alle de gamle, og det ville koste mere for dem, end hvis vi selv sagde op. Så de pressede os til at sige op. Så kunne de hyre nye og yngre ølpiger.”

I december 2016 blev Chenda tilbudt 1.600 dollar af Cambrew, hvis hun selv valgte at sige op. Hun sagde ja tak, pengene var nok til at betale lånet af for lejligheden. Nu leder hun efter et nyt job. Hun har ingen planer om at arbejde som ølpige igen, siger hun.

”Lønnen er for lav, jeg kan ikke længere tjene nok.”

Chenda er et opdigtet navn. Kvinden vil gerne stå frem på fotos, men hun ønsker at holde sit navn skjult af hensyn til sin familie. Føljeton kender hendes identitet.