Bag scenen sker magtskift ofte i ryk. Pludselig er den gamle garde skiftet ud. Dét sker yderst sjældent. Men det sker. Således skete det 11. juni 1993. Siden da har respekten for Justitsministeriet ikke været den samme. Juristerne mistede uskylden, og omverdenen holdt gradvist op med at tage Justitsministeriet dødsens alvorligt. Næste brud er allerede sket med Dong-beretningen.
Dengang blev de hæderkronede paragrafryttere ganske brat, men varigt skandaliseret efter Hornslet-rapporten, der handlede om forvaltningen af udlændingeloven under den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen. Og i dag spiller Justitsministeriet ikke længere den centrale rolle i dansk politik, som det ellers var tilfældet i flere århundreder op til 1993. I dag er jura blevet reduceret til gummi, der kan vrides på plads, når beslutningerne er truffet.
I stedet har centralmagten i Danmark været skubbet over til Finansministeriet. Siden 1993 har regnedrengene i Kancellibygningen, eller ‘Den Røde Bygning’, som stedet kaldes af de ansatte, sat rammerne for dansk politik på samme måde som juristerne gjorde tidligere. Men dagen i går 17. maj 2017 kan komme til at markere et vendepunkt, der kan få vidtrækkende konsekvenser.
Rigsrevisionens beretning om Dong-salget – hvor kun lidt nyt blev belyst, fordi papirerne enten var pist forsvundet, ingen tog noter ved de afgørende møder, eller Finansministeriet ikke turde lade Rigsrevisionen fortælle om indholdet i dokumenterne af hensyn til investorernes erhvervsinteresser – rummer en lammende kritik af Finansministeriet, som direkte anklages for ikke at have ”levet op til god forvaltningsskik”.
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) er ligefrem chokeret, og han opfordrer nu til en stille paladsrevolution på Slotsholmen: ”Håndteringen af statslige virksomhedssalg har for stor betydning til, vi bare kan overlade det til Finansministeriet. Det står med flammeskrift i beretningen, at den opgave har de ikke magtet. Hvis nogen i Finansministeriet mener, dette kun er ‘fodfejl’, går de i en størrelse sko, man slet ikke kan måle ved almindelige normer,” udtaler Poul Nyrup til Altinget.
Til Politiken tilføjer han: ”Vi står i en situation, hvor vi ikke kan vurdere, hvad der er sket, fordi Finansministeriet har sjusket,” siger Poul Nyrup Rasmussen og kalder ministeriets håndtering ”sløset og inkompetent”. Enhedslistens Pelle Dragsted slår endnu hårdere: ”Det er jo en skandale. Helt bizart. Det lyder som en eller anden B-film, at man ikke engang har et skriftligt bud fra Goldman Sachs,” siger finansordføreren, som mener, at det er ”helt åbenlyst, at DONG blev solgt for billigt”.
Onsdag d. 17. maj 2017 blev dagen, hvor Finansministeriet mistede anseelse og respekt som omdrejningspunktet for de afgørende beslutninger i Danmark. Magtspillet vil fortsætte lang tid endnu, ligesom Justitsministeriet også formelt er med på råd. Men tiderne skifter. Gårsdagens Dong-beretning – som næppe vil få større politiske konsekvenser, da flertallet i Folketinget ikke ønsker at gå videre – har allerede haft en pludselig effekt, som ikke kan trækkes tilbage: Finansministeriet har gjort sig selv til grin, og fremover er der ingen, som vil møde budgetbisserne med den samme ærefrygt som hidtil.
Ministeriet, som i årevis har presset på for at få gennemført de såkaldte ‘effektiviseringer’ i Skat og derved forårsaget milliardtab, og som i øvrigt står bag Dong-salget og derved videregivelsen af milliarder til Goldman Sachs, har i løbet af de sidste 24 timer været igennem et historisk statustab. Dét bringer ikke pengene tilbage i kassen. Og dét fører ikke til placering af ansvar. Men i det store perspektiv blev magtbalancen i Danmark ændret mere i går, end ved de fleste folketingsvalg. Finansministeriet er i frit fald.