Danmarks geopolitiske dilemma

Når det statskontrollerede russiske gasfirma Gazprom leverer energi, så europæiske borgere kan få varmet deres huse op, sætter Vladimir Putin samtidig strøm til Ruslands magt-apparatur i Europa. Præsidenten har selv beskrevet Gazprom som ”et politisk og økonomisk håndtag til indflydelse i resten af verden”.

Derfor bliver listen af vestlige regeringer, tidligere statsledere og eksperter, der stejler ved udsigten til en ny gasledning gennem Østersøen til Tyskland længere og længere jo nærmere aftalen om Nord Stream 2 er på at kunne blive en realitet.

Herhjemme har blandt andre tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen været ude at advare, ligesom Anders Fogh Rasmussen, der i dag giver den som lobbyist for Ukraines præsident, har advokeret for en afvisning af den russiske gasledning. For et par uger siden var det så USA’s viceenergiminister Robin Dunnigan, der i et interview til Berlingske advarede om de politiske og økonomiske konsekvenser for Ukraine, hvis landet går glip af indtægter for gastransport gennem landet, eftersom ”Rusland bruger naturgas, hvis Kreml ønsker at knuse et land”. Dunnigan pointerede, at Nord Stream 2 er unødvendig for EU, da der findes alternative energiressourcer, og at Nato-allierede Tyskland ikke bør skrue op for import og transit af russisk energi.

Ruslands økonomi er stærkt afhængig af gaseksport til Tyskland, Italien, Polen og en række østeuropæiske lande, så jo mindre gas Europa importerer fra Rusland, jo stærkere bliver EU’s magtposition over for Putins regime.

Den officielle begrundelse for Nord Stream 2 er ifølge Gazprom at sikre yderligere gasleverancer billigere og mere stabilt end via Ukraine, og præsident Putin har kaldt Nord Stream 2 for et ”rendyrket økonomisk projekt og ikke et angreb på europæiske partnerskaber”.

I 2011 godkendte Danmark den første Nord Stream-gasledning, men det var før, Rusland brød med internationale regler og annekterede Krim-halvøen i Ukraine. Siden er EU og Vestens forhold til Rusland kun blevet ringere.

Debatten om Nord Stream 2 har stået på i månedsvis, og den danske regering har slået til lyd for, at spørgsmålet skal håndteres af EU og ikke af Danmark alene.

”Sandheden ved den sag er, at Danmarks isolerede muligheder for at håndtere det på anden måde end bare at sagsbehandle det og give en tilladelse er meget indskrænkede, hvis man kigger på internationale konventioner og havret,” sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Ritzau forud for rådsmødet i marts.

Energiminister Lars Christian Lilleholt er nu begyndt at lufte muligheden for at indrette lovgivningen, så Danmark i fremtiden har mulighed for at sige nej til lignende ansøgninger fra Rusland. Men daværende udenrigsminister Martin Lidegaard advarede allerede i 2015 om problemet ved endnu en russisk gas-forbindelse i Østersøen, så regeringens langsommelighed med at tage stilling til projektet lugter påfaldende.

Danske rettigheder er stærkere end EU’s

I april landede den russiske ansøgning så på Energistyrelsens bord. Ifølge FN’s havret-kommission er Danmark forpligtet til at give tilladelse til rørledninger på kontinentalsoklen, som strækker sig ud fra kontinentets undersøiske undergrund, men denne forpligtelse er ifølge Energistyrelsen ikke udstrakt til søterritoriet. Derfor holder Lars Løkke Rasmussens håb om at tørre problemet af på EU ikke – i hvert fald ikke i første omgang.

Den svenske juraprofessor David Langlet sagde for nylig til Altinget.dk, at Danmark har suveræn ret til at vælge, om man vil tillade rørledningen i dansk farvand eller ej. Havet er ifølge international ret inddelt i zoner. Jo tættere zonen er på kysten, jo stærkere er landets juridiske rettigheder. Juraprofessoren mener, at Danmarks rettigheder i spørgsmålet er stærkere end EU’s:

”Politisk er EU selvfølgelig stærkere end et lille land, men juridisk har EU ikke den samme magt i denne sag som Danmark, der blankt kan sige nej. EU har nogle politiske målsætninger for energiunionen, men EU’s juridiske instrument er mere konkurrenceregler på energiområdet, og det er usikkert, hvordan de kan bruges her,” sagde David Langlet til Altinget.dk.

Hvis Danmark agerer som en småstat over for Rusland, er det ifølge lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Mette Skak blot et udtryk for vilkårene for et lille land, som også er en af årsagerne til, at Danmark er medlem af Nato og EU.

”De danske beslutningstagere er utrygge ved at skulle tage stilling på egen hånd og beder derfor EU-kommissionen om at træde til. Rusland, derimod, vil gerne have bilaterale relationer for at have nemmere ved at lægge pres på modparten,” siger hun til Føljeton.

Hvis Danmark siger nej til Rusland, kan det risikere at skade landets forhold til stormagten i øst. Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har da også plæderet for, at man ikke gør spørgsmålet om Nord Stream 2 politisk. Et dansk nej til Rusland vil ifølge udenrigsordføreren være et skridt på vejen til en ny kold krig. Intet mindre.

Marco Guili, der er ekspert i europæisk energi ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, pegede i ugebrevet Mandag Morgen for nylig på spørgsmålet om Danmarks interesser i Arktis som et område, hvor Rusland kan tænkes at puste sig op over for Danmark, hvis de får en nedadvendt tommelfinger på Nord Stream 2.

Ifølge faderen til den russiske revolution Vladimir Lenin gælder det som bekendt om at se på, hvem der drager nytte i politiske spørgsmål og aftaler. Så Nord Stream 2’s guldgravere kigger vi nærmere på de næste par dage i ugens føljeton.