Fanfan from Algeria looks over the field of the Idomeni border camp. Saturday, December 5. 2015 in Idomeni, Greece.
I de seneste seks måneder har jeg fotograferet, hvordan Europas grænser har ændret sig fysisk igennem denne flygtningekrise.
Projektet bragte mig i sidste uge til Idomeni i Grækenland på grænsen til Makedonien, som de seneste tre måneder har været under konstant pres fra op imod 10.000 flygtninge om dagen. Reportagen her er indtryk fra et par dage i lejren og historier fra de mennesker, der lige akkurat ikke nåede igennem, før det var for sent.
Migranterne bliver vurderet på under 10 sekunder; enten er de inde, eller også er de ude. Mennesker som Bilal fra Pakistan, som jeg mødte, da jeg gik igennem et buskads, hvor han sad alene, så jeg næsten faldt over ham, har ikke længere nogen nuancer i deres liv. Derfor er billederne sort-hvide. Alle fotos i serien er taget lørdag 5. og søndag 6. december.
Ægte flygtninge
18. november 2015 åbnede Slovenien et nyt kapitel i flygtningekrisen, da landet officielt meldte ud, at kun »ægte« flygtninge vil blive lukket ind igennem landet. Ægte flygtninge blev defineret som værende mennesker fra Syrien, Irak og Afghanistan – alle andre blev omtalt som økonomiske migranter uafhængig af nationalitet og afvist ved døren.
Denne procedure spredte sig i løbet af to dage til resten af Balkan-landene, som alle var bange for at ende som sidste led i rejsen mod Europa. Makedonien indførte ligeledes reglerne hurtigt ved deres grænse til Grækenland og afskar tusindvis af flygtninge og migranter vejen videre.
Bilal
I tre uger har de ventet på en gold mark uden for den lille grænseby Idomeni i Grækenland. De komme fra Pakistan, Marokko, Eritrea, Somalia, Iran, Kuwait – listen bliver ved. Hver gang, man taler med en af de mange strandede, er historien forskellig og alligevel skræmmende ens.
Jeg hilser og sætter mig ved siden af 26-årige Bilal fra Pakistan, hans øjne er venlige, men trætte og opgivende på samme tid. Bilal er født og opvokset i den nordlige del af Pakistan, som indtil for få år siden var et fristed for våbensmuglerne til Afghanistan.
»Nu er Taleban blevet så stærke, at hæren er rykket ind, det har ændret alt. Enten kæmper man for den ene side eller den anden – men lige meget hvad, så dør man,« siger han, mens han kigger ud over marken, hvor hundredvis af små bål lyser mørket op.
Da hans bedste ven i maj 2015 sprængte sig selv i luften som selvmordsbomber efter et par ugers intensiv jihadist-manipulation fra Taleban, vidste han, at tiden var inde til at flygte. Hans forældre havde også tigget og bedt ham om at forlade området for et mere sikkert liv, og han forsøgte sig først i nogle af Pakistans andre egnsdele, men uden netværk og familie er det lige så fremmed land som at være her, siger han og nikker mod det fem meter høje nye, skinnende grænsehegn, som Makedonien i al hast har sat op i de sidste dage af november.
17 dage
»De behandler os som dyr – som køer – her,« siger Bilal, inden vi tager en lille pause og taler om vejr og vind.
Det er tydeligt, at de 17 dage, han har tilbragt ved grænsen, har sat sig sine spor hos den unge mand. Han siger, at han ikke længere tror på, at der findes gode mennesker i verden, efter de oplevelser, han har haft, siden han begyndte at gå fra Pakistan. Den to måneder lange tur bragte ham via Iran, Tyrkiet og med båd til den græske ø Samos, og nu er hans rejse så endt i Idomeni.
»Når jeg tænker på det, føles det som en anden, der har taget den tur, det føles som selvmord at have gjort,« siger han.
Herefter har Bilal ikke lyst til at tale mere, og vi aftaler at mødes over en kop varm te, når han lige har sundet sig lidt.
Idomeni
Idomeni er en lille græsk grænseby på kanten af Makedonien. Området har igennem mange århundreder kæmpet mod den nordlige nabo. Først militært og nu kommercielt, fordi billige indkøb, tandpleje og lignende findes lige på den anden side af grænsen. Det har kostet de lokale grækere dyrt. Alle de frustrationer får nu fuldt afløb på grænsen.
Det græske politi er blevet mere og mere frustrerede, og eftersom makedonsk politi tilsyneladende med vilje forsinker processen for at lukke flygtningene gennem hegnet, er situationen anspændt.
»Det skaber problemer her hos os,« vrisser en arrig græsk politibetjent. »Se ved porten – der står én mand og kigger op imod 5.000 menneskers papirer igennem. Bagved står der ti mænd og griner. Kan de ikke hjælpe?« Betjenten når ikke at sige mere, før hans chef beder ham stoppe med at tale.
Ali Said
Langs jernbaneskinnerne møder jeg Ali Said, 49, fra Somalia. Han er ligesom alle andre fra Afrika blevet afvist ved porten. Hans kone og seks drenge venter på et asylcenter i Danmark, men udsigten til at skulle vente mange år, før han fik dem at se igen, fik ham til at forlade Somalia for snart to måneder siden i stedet for at vente på en familiesammenføring, der trækker i langdrag.
Han har været her i 22 dage nu og håber, at hans kone og asylcenteret vil kunne hjælpe ham med at komme videre.
Fanfare
På begge sider af jernbanen har folk inddelt sig i interimistiske lejre. Folk har også typisk delt sig op i nationaliteter, man holder sig for sig selv og undgår kontakt med folk fra andre lande, da frustrationerne sidder løst, og mange drukner sorgerne i alkohol om aftenen, som solen går ned.
Fanfare fra Algeriet har i mørket forvildet sig over i den marokkanske del af lejren, han står spejdende og kigger rundt efter sine venners plads. Pludselig dukker en gruppe unge marokkanske mænd op. De driller ham med hans sorte hudfarve og siger, han skal smile, så de kan se hans hvide tænder i mørket.
Han fortrækker ikke en mine, så de giver op og går videre. Fanfare vil gerne til København, han har hørt meget godt om Danmark.
FC København
Mange af de afviste i lejren er unge mænd fra Marokko og Iran. Stærke, velklædte og endnu med penge på lommen virker mange af dem malplaceret i den strøm af godt 5.000 mennesker, der kommer igennem Idomeni hver dag. Oftest er de rejst af sted som en gruppe venner fra den samme by.
Når man spørger, hvorfor de er taget fra Marokko og hele vejen igennem Tyrkiet, bliver der oftest stille, og det synes at være svært at finde et svar. De syriske flygtninge udgør dog stadig langt størstedelen. Mange af marokkanerne vil gerne til Danmark og FC København, som de kender.
Situationen ved grænsen
Efter at solen er gået ned, og temperaturen hastigt nærmer sig frysepunktet, møder jeg igen Bilal fra Pakistan. Han har brugt dagen på at gå lidt rundt og høre nyt om grænsesituationen, som han i bund og grund ikke forstår.
»Folk siger, der ikke er krig i Pakistan, men de ved ikke, hvor de skal kigge. Hvis jeg bliver sendt hjem, skal jeg helt sikkert deltage i krigen. Så vil jeg kunne leve som konge, men jeg vil dø meget hurtigt en dag,« siger Bilal.
Da jeg spørger Bilal, hvor han gerne vil hen i Europa, kigger han lidt undrende på mig.
»Jeg ved ikke hvor. Det er også lige meget. Men et sted, hvor der er fred, og hvor jeg kan leve et liv.«
I dag mandag har Bilal tilbragt 18 dage ved grænsen i Idomeni. Han håber, at nogen hører hans bønner.
