Tv-serie

Ingenting er hvad de giver sig ud for at være

Twin Peaks’ tredje sæson er en regulær sejrsmarch. Kompromisløs, sjov, mystisk, vild og dybt afhængighedsskabende. Et sted, hvor intet er, som det plejer, og alt er, som det skal være.

Kyle MacLachlan in a still from Twin Peaks. Photo: Suzanne Tenner/SHOWTIME

Det er ikke alene svært at vurdere Twin Peaks; det er svært nok at forklare, hvad der overhovedet sker i de to afsnit, der i går blev tilgængelig for alverden på HBO. Som Lynch har for vane, præsenterer han en hel del flere spørgsmål end svar. Men ét spørgsmål, man kunne stille sig selv, kan man hurtigt svare på: Lever den op til 25 års forventninger? Her er svaret et entydigt ja. Faktisk kan man tale om en regulær sejrsmarch af en tilbagekomst, når man har set de første to afsnit. En sejr for tv-serier, en sejr for kunsten, en sejr for Lynch og Frost og en stor sejr over kunstnerisk dovenskab, pengegriske produktionsselskaber og alle de latterlige reboot, vi har fået, som ikke har været andet end pinagtige nostalgiske tilbageblik (jeg kigger på dig Trainspotting 2 – det var som at se sin mor twerke)

The Black Lodge

Men lad os først forsøge at løbe igennem handlingsforløbet. Det vil blive ufuldstændigt, fyldt med gæt og hjemmestrikkede teorier og svært at forstå. Nå ja, og så vil det både spoile og være baseret på en antagelse om, at du har set de første to sæsoner. Nu prøver vi:

Vi forlod den sympatiske og optimistiske agent Dale Cooper i The Black Lodge, som er en slags åndelig eller dæmonisk verden, der på en eller anden måde har et fysisk ground zero i skovene omkring Twin Peaks. En række rum, der er afgrænset af ikoniske røde tæpper og lige så ikonisk sildebensmønstret gulv. Her kommer forskellige figurer på besøg og taler forlæns baglæns (altså det, de siger er spillet baglæns, men til gengæld er talen indspillet baglæns, hvilket får stemmen til at fremstå forstålige, men baglæns – jamen, jeg kan ikke forklare det bedre). Her sidder Cooper tilsyneladende stadigvæk og bliver sporadisk besøgt af kendte og også et par ukendte figurer – Leland Palmer, Laura Palmer (i en ældre udgave), den navnløse kæmpe med den høje pande, manden med den ene arm og også et underligt talende træ, der tilbyder ham at komme ud af The Black Lodge.

Men ude i virkeligheden huserer allerede en Cooper, der altså ikke ligner ham vi lærte at kende i starten af 90’erne. Han er godt nok spillet af Kyle MacLaclan, men han har langt hår, går i lædertøj og er blevet en slags superkriminel gangster boss, der stadig har adgang til FBI’s computere og databaser, men som altså også slår civile ihjel med kryptiske oneliners og har elskerinder (som han også slår ihjel) og håndlangere drysset ud over det meste af landet. Sådan virker det i hvert fald.

Tomt

I New York sidder en ung mand og holder vagt ved et tomt glasbur i et stort bart fabrikslokale. Hvad der ikke sker i buret, optages på video af en masse forskellige kameraer og lagres på hukommelseskort, som udskiftes med regelmæssige mellemrum og møjsommeligt gemmes i små elegante bokse med skumgummiholdere til formålet. Hvorfor ved ikke engang knægten, der har taget arbejdet som et studiejob og blot sidder i en Finn Juul-sofa og stirrer på glaskuben, der har et koøje ud mod New Yorks nattehimmel, men det er tilsyneladende så vigtigt, at der sidder vagter og sikrer, at ingen kommer ind. Det gør der så alligevel et uopmærksomt øjeblik, hvor den unge mand lukker en ung kvinde ind i hallen, hvor de begynder at tage tøjet af hinanden. De når dog ikke så langt, for pludselig begynder kuben at tage farve, en skygge optræder i rummet, glasset sprænges parret bliver flået i stumper og stykker.

I South Dakota bliver et lig af en kvinde fundet i en lejlighed. Det vil sige, det er faktisk kun kvindens hoved, der bliver fundet, for kroppen under hovedet tilhører en mand. Den lokale skolerektor fængsles for mordet, da hans fingeraftryk er over alt i lejligheden, og samtidig i Las Vegas… – Nej, nej, vent, jeg stopper her. Pointen er, at vi har en hel del forskellige verdener i spil. Både mange fysiske og nogle åndelige verdener, som man kun løst forstår sammenhængen mellem. Selve Twin Peaks besøges kun sporadisk, hvor indianer betjenten ”Hawk” med tæt kontakt til kævlekvinden Margaret går rundt og søger i skovene.

Dobbeltgængeren fra helvede

En af de mest centrale handlinger er kampen mellem den onde dobbeltgænger Cooper, der hærger løs, og som i øvrigt er forbundet til mordet i South Dakota, og så den Cooper, vi kender i The Black Lodge. Vi får at vide, at den onde Cooper skal tilbage i The Black Lodge (det er uklart, hvem der befaler det), og vi får at vide, at den gode Cooper bliver tilbudt at komme ud. Det ligner det centrale plot, hvis man kan tale om sådan et, og så må man gå ud fra, at det finder vej til Twin Peaks, hvor vi i små klip bliver introduceret til en række velkendte figurer. Sara Palmer, James, Shelly Johnson m.fl.

Det er en lille smule forvirrende, men det er også afsindigt dragende, morsomt, uhyggeligt, interessant og afhængighedsskabende. Lynch og Frost har stadig en fast hånd om mystikken og er stadig sublime ud i en balancekunst mellem pastiche over soap og tv-serier og så dybt originale scener og fortællestrukturer. Indtil videre har Lynchs indre uro, som den ses i Mulholland Drive, Inland Empire og også helt tilbage til Eraserhead og Blue Velvet, vundet over Mark Frosts mere stramme forhold til krimi og fiktion, men mest af alt har alle vundet over middelmådighed og trangen til at plukke de laveste halvrådne frugter.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12