Var han den bedste James Bond?

Så døde den britiske skuespiller og UNICEF-ambassadør Roger Moore, og det var ham vel undt, for han var 89 år, og det lod til, at han havde haft et godt liv. Vi har ikke fulgt det (hans privatliv) så tæt, vi har blot konstateret, at han engang i begyndelsen af 00’erne blev gift med den danske socialite Kiki Tholstrup, som han omtalte som sin soulmate og sagde, at han kun var adskilt fra, når hun skulle til frisøren.

Roger Moore, der overtog rollen som James Bond i en alder af 46 år i Live and let die (1973), blev ofte fremhævet som den næstbedste James Bond efter skotten Sean Connery (1962-67). Efter at Daniel Craig kom til i 2006 og gjorde det temmelig godt, røg Moore i visse aficionadoers øjne ned på en tredjeplads, og hvis man hører til dem, der også synes, at Pierce Brosnan (1995-2002) gjorde en god figur, ja, så skulle Roger Moore altså ligge på en fjerdeplads.

Hvis man er født i 1970’erne eller lidt før, er Roger Moore den James Bond, man er vokset op med. Den første James Bond-film, jeg så i biografen sammen med min far, var Spionen, der elskede mig fra 1977 (dog med nogle års forsinkelse under en hel James Bond-kavalkade). Her gjorde særligt to scener et kæmpestort indtryk på mig. Først var der intro-scenen, hvor nogle kriminelle personager jagter Moores Bond på ski, og netop som det ser sortest ud, og han styrter ud over afgrunden, viser det sig, at han bærer en faldskærm – en faldskærm prydet af Union Jack. Musikken går i gang.

I den anden scene, som gjorde et uudsletteligt indtryk, bliver James Bond og hans kvindelige bekendtskab jagtet af en skør kvinde i helikopter. Duellen er ulige, for Bond befinder sig i en bil, dog en hvid Lotus Esprit S1. Pludselig styrer han bilen i vandet. Hvad nu? Heldigvis er det en veludrustet Lotus, for med et tryk på en knap bliver den til en u-båd med periskop og det hele.

I New York Times kommer filmkritikeren A.O. Scott imidlertid afdøde til undsætning og siger de forløsende ord: Roger Moore var den bedste Bond. A.O. Scott, der er 50 år, går i rette med den gængse konsensus om, at Connery var en bedre Bond, den ‘rigtige’ Bond.

”Connery-konsensussen føltes som en del af en større babyboomer-konspiration om at mobbe folk på min alder til at tro, at alt, hvad vi var for unge til at have oplevet på første hånd, var mere cool end det, der befandt sig lige foran øjnene på os. Det har vi kæmpet med lige siden, og det er derfor, at vi har opfundet alle de fede ting, som alle tager for givet i dag,” skriver Scott og fortsætter: ”Tilbage i 70’erne og 80’erne blev de ældre 007-film – særligt af en eller anden grund Goldfinger – vist på tv med jævne mellemrum, men for mig kunne de aldrig leve op til den sublime, latterlige fornøjelse ved at se Spionen, der elskede mig, Moonraker, For Your Eyes Only og Octopussy i biografen. De film var himmelsk trash med handlinger, du ikke behøvede følge med i, og seksuelle antydninger, som i mine unge øjne og ører var smagfuldt risikabelt.”

Spot on.

Til sidst: en lille og formentlig sandfærdig historie om en gentleman.

https://twitter.com/teamfaceplant/status/867117969113055232