Slagsmålet om de sidste 900 kantede parenteser i klimaaftalen

Hvad skete der?

Alverdens klima- og miljøministre indledte mandag morgen de afgørende forhandlinger om at nå frem til en bindende global klimaaftale i Paris. Og forudsætningen for et gennembrud mellem 195 lande på COP21 er tilstede: Udkastet til den såkaldte ‘Paris Agreement’ blev forhandlet færdigt fredag aften – med endelig deadline på fredag. De foreløbige 48 siders klima-jura kan læses her.

2015 er allerede blevet målt som det varmeste år nogensinde i verdenshistorien – og de globale temperaturer er nu steget med 1 grad, halvdelen af det kritiske mål på max. 2 graders stigning. Forhandlerne står derfor med et historisk forventningspres, da iagttagere på tværs af det politiske spektrum er enige om, at COP21 er den sidste, afgørende mulighed – efter en lang række fiaskoer, der kulminerede i København på COP15 i 2009.

Hvad siger de?

Uenighederne mellem verdens lande på COP21 kan koges ned til tre hovedkonflikter:

1) Hvor høj må den maksimale temperaturstigning blive? 100 af de fattigste lande kræver et bindende og mere ambitiøst mål på 1,5 grader, frem for den nuværende hensigtserklæring om max. 2 grader.

2) Hvordan skal reduktionen i udledning af drivhusgasser fordeles mellem de rigeste lande, som i dag udleder uforholdsmæssigt meget mere pr. indbygger, og de fattigere lande, som ønsker at en højere vækst og dermed større udledning  fremover?

3) Hvordan skal udfasningen af fossile brændstoffer finansieres, ikke mindst mellem rige og fattige lande?

På overfladen er landene lige så enige om de grønne paroler, som de er uenige om detaljerne. I det store magtspil er forhandlingerne spændt ud mellem to uforenelige hovedpositioner, der hver især tegnes af lederne af verdens to største demokratier: Indiens nationalkonservative premierminister Narendra Modi, og USA’s demokratiske præsident, Barack Obama. EU-landene spiller ikke længere en hovedrolle.

På den ene side slog Modi klart fast i sin tale på COP21, at de rigeste lande både skal trække reduktionen af C0₂-udslippet og betale mindst 100 mia. dollars direkte til udviklingslandene. Altså at ansvaret påhviler de rigeste lande, og her har Modi mindst fire-fem milliarder mennesker bag sig. På den anden side har Obama gjort klimaet til et slagnummer, ja, det lader ligefrem til, at han gerne vil huskes for en ny, grøn kurs, vel vidende, at han med statsgaranti ikke kan få vedtaget en global FN-aftale hjemme i Washington, D.C.

Som repræsentant for verdens rigeste land forsøger Obama derfor at overbevise om, at USA allerede er godt i gang på egen hånd, og at teknologisk opfindsomhed vil kunne bringe menneskeheden de sidste afgørende skridt fremad. Altså at USA ikke vil påtvinges hverken forpligtende reduktionsmål eller nye regninger.

Hvad nu?

Fem døgn er teknisk set nok til at få forhandlet kompromiser på plads, som kan løse de centrale uenigheder om såvel de juridiske rammer som den endnu mere kontroversielle finansering.

Men fem døgn er også ultrakort tid til at løse, hvad verdenssamfundet ikke har formået i de små 20 år, der snart er gået siden Kyoto-protokollen blev underskrevet – og som altså bygger på fundamentale uenigheder. Helt konkret er der fortsat op mod 900 såkaldt kantede parenteser i udkast-aftalen, altså formuleringer, som forhandlingerne endnu ikke er enige om.

Hvis aftalen skal landes på fredag – som mere og andet end en løs hensigtserklæring – vil hver eneste af disse kantede parenteser skulle forhandles endeligt på plads. De ca. 3.000 journalister, der følger forhandlingerne i Paris, skal nok sørge for at holde offentligheden løbende orienteret med detaljerne, skønt intet vil stå klart før på fredag, og måske først i løbet af weekenden. Følg f.eks. den britiske avis Guardians glimrende dækning.