Rachel Röst og templets forbandelse

Midt i maj slog Rachel Röst (f.1976) ni fotos op på Facebook. Det var billeder fra Paris, men ikke deciderede feriebilleder:

”Har været på researchtur til Paris for at besøge mormonernes nybyggede tempel. Det er åbent en kort periode for besøgende af alle slags, inden det bliver indviet. Virkelig interessant oplevelse. Særligt misforholdet mellem, hvad der blev fortalt om templet af vores guides, og min viden om, hvad der rent faktisk foregår (…) Propagandafilmen, som vi skulle se inden omvisningen, fik hårene til at rejse sig på mine arme. Well, masser af godt stof til min roman, der er undervejs.”

Rachel Röst havde en svær opvækst i et hjem i Urbanplanen på Amager. Særligt hendes far var voldsomt religiøs, og det var en barndom og ungdom præget af frygt og social kontrol. ”Jeg brød mig ikke om at være hjemme. Der skulle ikke meget til, før vi blev straffet,” fortalte Rachel Röst i et interview med Weekendavisen i april. Hun var 16 år, da hun første gang blev anbragt på en ungdomsinstitution efter selv at have taget kontakt til de sociale myndigheder.

Da hun var i begyndelsen af 20’erne, tog hun en HF-eksamen og blev siden cand.mag. i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. I 2012 stiftede hun det litterære velgørenhedsprojekt Læs for Livet, som donerer bøger til anbragte børn og unge med det formål at give dem mod på at læse skønlitteratur.

Jeg interviewede hende for nogle år siden, da Læs for Livet kun havde eksisteret i nogle år. Dengang holdt hun til i en lille kælder på Østerbro. I november 2015 fik Læs for Livet en bevilling på seks millioner kroner fra Egmont Fonden, så i dag har er de et lille lønnet sekretariat med tre ansatte og næsten 30 frivillige, svarer hun, da jeg spørger til det i en chat på Facebook Messenger. Læs for Livet er med andre ord gået fra en være en græsrodsorganisation til en etableret organisation.

Her følger vores samtale i en lettere redigeret udgave.

Fantastisk. Var du ikke nærmest den eneste tilknyttede person, da jeg interviewede dig i 2014?

”Jo! helt alene,” svarer Rachel Röst.

Og nu har du så været på researchtur i Paris. Kan du ikke fortælle mig lidt om dit romanprojekt?

”Jo, det er virkelig gået op for mig de senere år, hvordan min religiøse opvækst stadig præger mig. Samtidig har jeg været i tvivl, om det var, fordi min far var særligt fanatisk. Jeg har ikke set min far siden 2008, og jeg er inde i en periode, hvor jeg prøver at forstå, hvor mine skader så at sige kommer fra. Hvad var far, og hvad var kirken? Så jeg har researchet bredt og læst gamle mormonhåndbøger fra 1970’erne og 80’erne. Jeg gik undercover som mormon i London sidste år i en almindelig kirke, hvor ingen kendte mig, og jeg kunne genbesøge de mormonske rammer. Og nu var jeg så i Paris for at se et mormonsk tempel. Nu med voksne, kritiske øjne.”

Spændende. Hvordan er det for dig at dykke ned i de gamle mormonhåndbøger? 

”De gamle håndbøger gav mig kuldegysninger og fik mig til at tage mange ting op til genovervejelse. Jeg har tænkt på min far som fanatiker i mange år, men mange af de ting, han sagde, som jeg troede bare var hans meninger, står tydeligt beskrevet i de håndbøger – som for eksempel en håndbog til forældre. I virkeligheden har han bare liret af, hvad andre har sagt. Så jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kendte min far. Og jeg blev rigtig vred på kirken igen. Det har jeg ellers ikke været i mange år. Det er en utrolig mærkelig, hård proces, jeg putter mig selv igennem her. Men det kalder på mig. Jeg kan ikke lade være. Det vil noget med mig.”

Du nævnte før nogle ‘skader’, som du har pådraget dig. Hvad er det for skader?

”Fordi jeg har oplevet at miste et kæmpe fællesskab, som jeg er vokset op i, har jeg følt mig rigtig afskåret i mange, mange år, og selv om jeg minder mig om, at jeg har fået nye fællesskaber, så er der et ar der. Jeg tror ikke helt på, at folk vil mig.”

OK

”Jeg har også svært ved at stole på mine egne følelser. Jeg har mærket helligånden brænde i mit hjerte og ‘vidst’, at kirken var sand. Og så var det løgn. Det giver en grundlæggende mistillid til mig selv.”

Kan du beskrive det med at mærke helligånden brænde i hjertet.

”I kirken kalder man det ‘at mærke ånden’. Til kirkemøderne, når der blev fortalt om for eksempel Jesus, kunne jeg mærke sådan en varme i brystet, nærmest sådan en kildren. Som fornemmelsen af at have en solopgang indeni. Somme tider trillede tårerne ned ad kinderne på mig. Jeg er skræmt over, at jeg har kunnet føle sådan. At mennesker er i stand til fremelske så stærke reaktioner på bullshit.”

Så må du i dag være skeptisk over for alle situationer, hvor der bliver klappet i takt? Den der store varmende fællesskabsstemning, som man for eksempel kan opleve på et stadion, hvor man er mange sammen.

”Jeg er i hvert fald meget bevidst om, hvad der sker. Positivt set betyder det, at selv om jeg har en stærk følelse af, at for eksempel læsning er godt for udsatte børn og unge, så er det slet, slet ikke nok. Jeg skal læse forskningen, jeg skal udfordre min egen tankegang, og jeg skal mærke efter, om mine følelser bare er gruppefremkaldt.”

Hvordan mærker du efter?

”Det kan være ved at sætte mine tanker og følelser ind i nye, forskellige sammenhænge. Selv om jeg er blevet inspireret ved en stor temadag, holder pointerne så, når jeg er alene og vasker op? Det er nemt at blive forført, men fortryllelsen holder ikke altid til andre kulisser.”

”Og så skrap, skarp analyse. Jeg er meget kritisk over for banalitet og underliggende paradigmer.”

Kan du give et eksempel på banalitet?

”Hvis nogen siger: ‘Vi skal have en helhedsorienteret indsats over for udsatte børn og unge’. Gab. Hvad helvede betyder det? Hvordan skal man kunne handle og analysere sig videre med sådan noget fluff?”

Du har et meget klart sprog omkring udfordringer i forlængelse af din opvækst. Har du været i terapi med det?

”Jeg har været i terapi af mange omgange, men ikke de senere år. Jeg er blevet så god til at ‘fortælle’ historien om mit liv, at jeg ikke har følelsesmæssige reaktioner på den længere. Det er også en af grundene til, at jeg kaster mig ud i researchen, besøgene og så videre. Dér mærker jeg noget. Dér mister jeg kontrollen over historien og ved ikke, hvor den fører hen. Kirkerummet og tempelrummet rejste tsunamier af følelser, som jeg ikke har mærket i terapien nogensinde.”

Med hensyn til din far: du siger, at du nu kan se, at meget, han sagde og gjorde, bare var noget, der stod i bøgerne. Kan du så også retrospektivt få øje på sider hos ham, som faktisk var ham eller – hvad skal man sige – hans kerne som menneske. Med andre ord: er det en god eller dårlig opdagelse, du har gjort dig?

”I øjeblikket er jeg mere forvirret end nogensinde. Han er lige så meget offer som skurk inde i mit hoved. Og det er stadig lidt barnagtigt sort-hvidt. Jeg skal til at interviewe forskellige folk, der har set mig og mine søstre vokse op, og høre deres synspunkter. Det er et mærkeligt sted at være følelsesmæssigt.”

Ja?

”Den ene dag tænker jeg, at jeg må tilgive ham, og at han bare har gjort, hvad han har læst sig til. Den næste dag tænker jeg, at han er en afstumpet og creepy fanatiker. Og at jeg skal holde mig langt langt væk og oprethold den afstand.”

Du har ikke haft kontakt med ham siden 2008, siger du. Har de forsøg, du har gjort på det tidligere, været fiaskoer? Eller skuffelser? Eller har der været nogen lyspunkter imellem?

”Jeg valgte selv ikke at se min far dengang. Jeg inviterede ham på café og sagde, at jeg havde fået nok. Jeg har ikke prøvet at nærme mig ham siden. Men han er ved at blive gammel. Jeg bliver nødt til at tage stilling til min beslutning. Og så er det besværligt, at jeg ikke stoler på mine følelser. Så må der research til.”

Hvordan er status med din mor?

”De blev skilt for 10-11 år siden. Hun er meget syg og socialt sky. Jeg har ikke meget kontakt med hende, men vi har det o.k. sammen.”

Undskyld hvis jeg lyder som en bankmand med mine statusspørgsmål.

”Overhovedet ikke.”

Men hun var også mormon, ikke? Og er det stadig?

”Jo, hun er mormon, men ikke så voldsomt troende som min far. Hun tager  det også ret afslappet, at jeg ikke er mormon længere.”

Kan du fortælle noget mere om din research i London og Paris. Hvorfor dér?

”Nærmest alle i det danske mormonmiljø kender mig. Jeg er berygtet for at være kritisk over for kirken. For dem er jeg en ‘anti-mormon’, som er det værste, man kan være. Jeg tog til London for at besøge en mormonkirke og være med til mødet uden at blive stirret på eller eventuelt blive eskorteret ud. Jeg lod som om jeg var mormon på besøg, så jeg blev behandlet ‘normalt’ inden for mormonkulturen.”

Hvad med Paris?

”En gang imellem bliver der bygget templer, som er mormonernes helligste bygning. Normalt er den kun de mest ‘værdige’ medlemmer, som får en tempelanbefaling af deres biskop for at måtte komme ind. Men – inden et tempel bliver indviet, er det åbent for publikum i nogle uger. Da jeg opdagede, at der netop var bygget et tempel i Paris, skyndte jeg mig at reservere billetter til en rundvisning. Her foregår mormonernes mest mærkelige ritualer, som også er hemmelige og ikke må omtales udenfor templet. Jeg er vokset op med at min mor og far årligt tog til templet – og at det var spændende, mystisk, hemmeligt – og derfor meget tiltrækkende for mig. Så det var min mulighed for at besøge et tempel. Vild oplevelse.”

Hvad kan det være for ritualer?

”Man skal blandt andet lære hemmelige håndtryk og tegn, som skal til for, at man må komme ind i himlen. Det foregår gennem et særligt gardin i templet. (Det her har jeg researchet mig til på nettet.) Der er rituelle afvaskninger, eder og messer iført hvide bagerhuer, grønne forklæder – stærkt inspireret af frimureriet.”

Når du så kommer inkognito ind i mormonmiljøet og ser det udefra, kan du så se, hvem der styrer tingene, hvem der manipulerer, hvem der er svage, hvem der vakler i troen og alt det der – med din viden om miljøet og de erkendelser, du har gjort dig?

”Ja, de spil er helt tydelige for mig. For eksempel er det kvalmende, hvor mandschauvinistisk kirken er. Det er et chok, så tydeligt det er set udefra.”

Ja?

”Mændene har talerstolen. De har alle ledende hverv. De sidder skrævende på stolen. Kvinderne har benene over kors og armene foldet foran sig.”

Så der er ikke mulighed for et feministisk oprør i mormonkirken…

”Et feministisk oprør for dem ville måske være at kunne bære kjoler med stropper på…”

Haha.

”Eller lade manden bære den skrigende baby ud af kirken, for en gangs skyld.”

Hvad har du ellers set?

”Den sociale kontrol. Man holder øje med, hvem der tager nadveren. Man må kun tage den, hvis man er værdig, ellers spiser og drikke man til sin egen fordømmelse. Der bliver skævet rundt. Hvis nogen springer over, går sladderen.”

Fucked up. Men tænker du, at det er en masse mennesker, der er hjernevaskede, eller er der nogen, der ved bedre, men ligesom er i det og har taget eller opnået den plads, de har, fordi de er tiltrukket af at have den magt.

”Jeg tænker, at de, der er på kirkeplan, er hjernehvaskede og har flokmentalitet. De, der sidder i USA, i Salt Lake City som apostle og generalautoriteter … det må være magten. Jeg kan ikke få det til at gå op på andre måder. Der er også mange penge involveret, fordi alle medlemmer skal betale 10% af deres bruttoindkomst til kirken. Pengene går til toppen. Og så bliver der delt lidt ud til de små kirker rundtomkring – og resten. Who knows. Deres økonomi er hemmelig.”

Skal du til Salt Lake City og lave research?

”Uhh, det kunne være spændende. Jeg ved ikke, om jeg får råd, eller om det er den rigtige vej. I virkeligheden så rejser jeg jo længere og længere væk fra det, der er kernen. Jeg er begyndt at tænke (og frygte), at jeg bliver nødt til en søndag at gå ind i en af de kirker, jeg er kommet i som barn, og så bare se, hvad der sker. Med dem, situationen, med mig. Men jeg er ikke klar endnu.”

Jeg vil gerne komme med som din bisidder.

”Det kan være, jeg tager imod tilbuddet.”

Forsidefoto: Anne Prytz Schaldemose